Alle opskrifterJuleopskrifter

Hovedretter

____

 

Vegansk Beef Wellington

Portobello wellington

Vegansk beef wellington - portobello wellington

Tilb. tid 1 t
Køletid 2 t
Antal 1 farsbrød

Ingredienser
  

  • 4 portobellosvampe
  • 4 store løg, skåret i strimler
  • 250 gram frisk spinat
  • Olivenolie
  • 1 rulle butterdej
  • 1 spsk sennep
  • Frisk timian
  • Salt og peber

Sådan gør du
 

  • Hæld lidt olie på en pande og steg løgstrimlerne i ca. 30 minutter ved lav varme, indtil de er bløde og helt karamelliserede. Overfør til en beholder. Kom spinaten på den stadig varme pande og steg, indtil det lige når at falde sammen. Overfør også spinaten til en separat beholder og sæt på køl.
  • Skær stilken af portobellosvampene og steg ca. 5 minutter på hver side på en middelvarm pande. Overfør til en tallerken med køkkenrulle, som kan suge resten af den væske, svampene afgiver.
  • Lad løg, spinat og svampe køle af, til de er helt kolde - gerne i køleskabet natten over.

Samling af Portobello Wellington

  • Forvarm ovnen til 200 grader.
  • Rul butterdejen ud og smør den med en spsk sennep ned langs midten, så det dækker ca. ⅓ af dejen.
  • Læg halvdelen af de stegte løg og spinaten på dejen. Krydr med salt og peber. Placer de stegte portobellosvampe ned langs midten med toppen nedad.
  • Ovenpå svampene kommes resten af de stegte løg og spinat og endnu engang krydres med salt og peber. Drys lidt frisk timian ud over hele herligheden.
  • Fold butterdejen ind over midten og brug fingrene til at lukke den sammen. Vend brødet om, så sammenfoldningen er nedad, og luk hver ende med en gaffel. Pensl butterdejen med lidt vand.
  • Bag i ovnen ca. 40 minutter, indtil brødet er gyldent.
  • Lad køle af, før du skærer skiver. Velbekomme!

 

Mock duck

Lækker vegansk andesteg

Mock duck - den nemmeste veganske andesteg

Mock duck er sindssygt nemt at lave og minder uhyggeligt meget om rigtig andesteg. Mock duck kan findes i forskellige udgaver i asiatiske butikker og på nettet. Jeg har købt min mock duck på greenos.dk, men det kan findes mange andre steder. Husk generelt at købe i god tid, da der ofte er rift om dåserne op til jul!
Tilb. tid 1 t
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 2 dåser mock duck á 280 gram, drænet
  • 1/2 dl smagsneutral olie
  • 1 spsk soya
  • 1/2 tsk røget paprika
  • 1 tsk tørret oregano
  • 1/4 tsk tørret rosmarin
  • 1/4 tsk kanel
  • 1/4 tsk salt
  • 1/4 tsk peber
  • 1 håndfuld svesker (kan udelades)

Sådan gør du
 

  • Bland olien sammen med krydderierne og lad den drænede mock duck marinere i minimum 30 minutter og gerne natten over.
  • Hæld mock ducken (inklusiv marinade) i et fad og læg gerne nogle svesker ved, hvis du kan lide det.
  • Bag ved 150 grader i 25-30 minutter, indtil stykkerne er gennemvarme og gyldne.
  • Serveres præcis som rigtig andesteg. Ja tak!

 

Butternutsteg med valnøddesmør

24 VEGANSKE JULEOPSKRIFTER: BUTTERNUTSTEG MED VALNØDDESMØR OG SALVIE

Forb. tid 5 min
Tilb. tid 45 min
Samlet tid 50 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 1 butternut
  • 3 spsk smørbar
  • ½ dl sirup
  • 1 håndfuld valnødder, hakket
  • 1 bundt frisk salvie
  • salt og peber

Sådan gør du
 

  • Forvarm ovnen til 200 grader. Halver butternutten og skrab kernerne ud med en ske.
  • Placer de to halvdele med skindsiden opad i et fad og bag i 40 minutter, indtil de er møre.
  • 5 minutter inden butternutten er færdig, laves smørsovsen: kom sirup, hakkede valnødder og smørbar i en kasserolle og smelt det sammen. Giv det et let opkog, så det bliver tykt og klistret, men lad det ikke koge for længe.
  • Tag butternutten ud ad ovnen og skær meget forsigtigt riller i den med en skarp kniv. Pas på ikke at brænde fingrene.
  • Hæld store skefulde af smørkaramellen over butternutten og top med friske salvieblade, masser af salt og friskkværnet peber. Sørg gerne for at få det ned i rillerne, hvis det kan lade sig gøre.
  • Sæt tilbage i ovnen og bag i 5 minutter.
  • Server med ekstra smørkaramel på toppen, hvis der er mere tilbage. Velbekomme!

 

Flettet linsebrød

FLETTET LINSEBRØD

Forb. tid 30 min
Bagetid 45 min
Samlet tid 1 t 15 min
Antal 2 brød

Ingredienser
  

  • 2,5 dl grønne linser
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 2,5 dl ristede, hakkede valnødder
  • 3 spsk kværnede hørfrø
  • 0,8 dl lunkent vand
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 stængler bladselleri
  • 1 løg
  • 1 stor rødbede
  • 250 gram champignon
  • 4 fed hvidløg
  • salt og peber
  • 1 tsk tørret timian
  • 1,5 dl havregryn
  • 1 toppet dl mel
  • 2 ruller butterdej Husk at tjekke, om din butterdej er vegansk - det er næsten alle færdigkøbte butterdeje heldigvis.
  • Lidt plantemælk til pensling

Sådan gør du
 

  • Forvarm ovnen til 200 grader.

Linsefyld

  • Kog linserne efter anvisning på pakken i rigeligt vand med en bouillonterning. Lad koge indtil linserne er møre og lidt mere til. Hæld vandet fra og mos 2/3 af linserne med en stavblender eller kartoffelmoser, så der stadig er nogle enkelte hele linser tilbage.
  • Kom de kværnede hørfrø i en lille skål og tilsæt det lunkne vand. Rør rundt og stil til side ca. 10 minutter, indtil det er blevet dejligt klistret.
  • Hak løg, selleri og rødbede fint og steg det ved middel til høj varme i lidt olivenolie. Lad det stege ca. 5 minutter og tilsæt herefter champignon, hvidløg, timian, salt og peber til panden og lad stege videre et par minutter, indtil væsken fra svampene er kogt væk.
  • Kom de stegte grøntsager i en stor skål sammen med ristede valnødder, hørfrø-klister, havregryn og mel og bland godt sammen. Det gode ved vegansk fars er, at man med ro i sindet kan smage på den, så smag efter, om den mangler salt eller krydderier - man kan eksempelvis med fordel tilsætte chili eller julede krydderier som nelliker og kanel.

Samlingen

  • Rul en rulle butterdej ud og placer halvdelen af linsefyldet ned langs midten, mens du lader der være god plads i begge ender. Skær skrå strimler med ca. 1 centimeters bredde i begge sider. Start med at folde det overskydende dej i begge ender op over linsefyldet, og begynd derefter at flette. Start med at folde en strimmel fra venstre side over brødet, og herefter en fra højre, så de danner er X. Fortsæt med det hele vejen ned, mens du sørger for, at dine strimler ligger rimelig tæt. Klik evt. ind på itdoesnttastelikechicken og se hendes instruktioner, hvis det er svært at forstå proceduren - eller gør, hvad der passer dig! Fortsæt på samme måde med brød nummer to.
  • Læg linsebrødene på en bageplade og pensl dem med din yndlings plantedrik. Bag dem i ovnen i 40-45 minutter, indtil de er gyldne. Server med gårsdagens lækre sovs. Velbekomme!

Noter

Denne opskrift er (meget let tilpasset) fra itdoesnttastelikechicken.com (link).

Blomkålssteg med sorte linser

Blomkålssteg på bund af sorte linser

Forb. tid 15 min
Tilb. tid 1 t
Samlet tid 1 t 15 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Blomkålssteg

  • 1 stort blomkålshoved
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk sriracha chilisovs
  • 2 tsk sød paprika
  • 1 spsk soya

Linsebund

  • olivenolie
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 sød kartoffel (ca. 450 gram)
  • 1 rød peber
  • 2 portobello
  • 350 gram sorte linser
  • 1 dåse flåede, hakkede tomater
  • 70 gram tomatpuré
  • 2 laurbærblade
  • 1 mørk øl (33 cl)
  • 3 dl grøntsagsbouillon
  • 2 tsk kanel
  • 1 tsk kakao
  • salt og peber

Sådan gør du
 

Blomkålssteg

  • Forvarm ovnen til 180 grader.
  • Fjern bladene fra blomkålet og skyl det godt. Læg det herefter over på et stykke sølvpapir, der er stort nok til at kunne lukke sig godt om blomkålshovedet.
  • Bland olie, chili, paprika og soya i en lille skål og hæld over blomkålshovedet. Brug hænderne til at massere det godt ind og pak herefter blomkålet ind i sølvpapiret. Lav en lukning øverst, så væsken ikke kan ryge ud.
  • Bag midt i ovnen i 60 minutter, indtil blomkålet er helt mørt.

Linsebund

  • Mens blomkålsstegen er i ovnen, forberedes linsefyldet. Skær løg, hvidløg, sød kartoffel, peberfrugt og portobello ud i rustikke tern og steg i en stor gryde med en god sjat olivenolie. Steg ca. 5 minutter.
  • Tilsæt resten af ingredienserne til gryden og giv det et opkog. Skru herefter ned til lav varme og lad simre i ca. 40 minutter under jævnlig omrøring, indtil linserne er møre og alt er godt kogt sammen.
  • Smag linseblandingen til med salt, peber og evt. mere kanel eller andre krydderier, du kan lide. Overfør linserne til et fad og læg den bagte blomkålssteg ovenpå.
  • Server gerne sammen med f.eks. kartoffelmos og en god sovs. Velbekomme!

Salater

___

 

Lun linsesalat med kartofler og tranebær

lun linsesalat med grønkål og kartofler

Lun linsesalat med stegte kartofler, grønkål, valnødder og tranebær

Tilb. tid 30 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 2 dl grønne linser, kogt
  • 15 kogte babykartofler, halverede
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 fed hvidløg, pressede
  • Frisk timian
  • 125 gram grønkål, hakket
  • 120 gram valnødder
  • 1 håndfuld tørrede tranebær

Dressing

  • 1/2 dl olivenolie
  • 2 tsk dijonsennep
  • 2 spsk citronsaft
  • 1 tsk ahornsirup
  • Salt og peber

Sådan gør du
 

  • Varm lidt olivenolie op på en stor pande ved medium varme. Halver de kogte kartofler og steg i olien, indtil de får en god stegeskorpe.
  • Tilføj presset hvidløg, frisk timian, grønkål og linser til panden og steg, indtil grønkålen er faldet lettere sammen og alt er dejligt lunt.
  • Bland dressingen sammen i en lille skål og smag til med en god mængde salt og peber.
  • Hæld den lune salat fra panden over i en skål og bland med valnødder, tørrede tranebær og dressingen. Server salaten mens den er lun.
  • Velbekomme!

 

Rødkålssalat med  grønkål og granatæble

Rødkålssalat med grønkål og granatæble

Rødkålssalat med grønkål og granatæble

Tilb. tid 15 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Salat

  • ¼ rødkålshoved, snittet fint
  • 125 gram grønkål, snittet fint
  • 1 gulerod, revet
  • 1 granatæble
  • 1 håndfuld tørrede tranebær

Dressing

  • 4 spsk olivenolie
  • Saft fra 1 citron
  • 2 tsk dijonsennep
  • 1 tsk ahornsirup
  • Et godt drys salt

Sådan gør du
 

  • Tag kernerne ud af granatæblet og stil til side. Jeg halverer som regel granatæblet med en kniv, hvorefter jeg piller kernerne ud nede i en skål med vand. Så sprøjter der nemlig ikke granatæblesaft ud i hele køkkenet. Et godt bette tip!
  • Bland rødkål, grønkål, revet gulerod, granatæble og tørrede tranebær i en skål.
  • Bland dressingen godt sammen og hæld ud over salaten. Lad gerne trække i 20 minutters tid, så smagene rigtigt trænger igennem.
  • Velbekomme!

Grønkålssalat med granatæble

Grønkålssalat med granatæble og hvedekerner

Vegansk grønkålssalat med granatæble, hvedekerner og olie/eddike dressing

Tilb. tid 10 min
Antal 6 personer

Ingredienser
  

Salat

  • 1/2 pose snittet grønkål (125 gram)
  • Kerner fra 1 granatæble
  • 2 dl kogte hvedekerner (jeg brugte dem på glas fra Løgismose)
  • 2 forårsløg, snittet fint
  • 1 æble, skåret i tern

Dressing

  • 1 dl olivenolie
  • 2 tsk sennep
  • 2 tsk hvidvinseddike
  • 3 tsk ahornsirup
  • 1/2 tsk salt
  • Sort peber

Sådan gør du
 

  • Bland alle ingredienser til salaten sammen i en stor skål.
  • Bland ingredienserne til dressingen sammen og hæld over salaten, eller hæld lidt over hver portion.
  • Velbekomme!

 

Linsesalat med perlebyg og tahindressing

Linsesalat med grønne linser, perlebyg og tahindressing

Forb. tid 5 min
Tilb. tid 20 min
Samlet tid 25 min
Antal 1 stor skål

Ingredienser
  

Linsesalat

  • 4 dl grønne linser
  • 1 løg
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 lille glaskål (kan udelades, men giver god crunch)
  • 150 gram grønkål
  • 1 spsk olivenolie
  • 2 spsk tranebær
  • 1 æble

Tahindressing

  • 1 stor spsk tahin
  • 2 fed hvidløg
  • Saft fra 2 citroner
  • 0,5 - 1 dl lunkent vand
  • salt og peber

Sådan gør du
 

Linsesalat

  • Kog linserne efter anvisning på pakken, indtil de er møre.
  • Skær peberfrugt, løg og glaskål i mindre tern. Varm lidt olivenolie op på en pande og steg ternene i 3-5 minutter, indtil de er lækre stegte, men stadig har lidt bid.
  • Saml grønkål, æbletern og rosiner i en stor skål og top med de varme grøntsager og varme linser.

Tahindressing

  • Kom tahin, citron og presset hvidløg i en lille skål. Top med lunkent vand og rør sammen, indtil dressingen har en god konsistens. Start med ½ dl og arbejd dig ud derfra. Jeg brugte tahin fra Urtekram, og den er meget fast, så når man starter med at røre, vil det føles som et umuligt projekt, men man skal bare blive ved - pludselig er det blevet til dressing. Smag dressingen til med salt og peber. Den må godt smage ret kraftigt af salt, for når man blander salaten sammen, er det dressingen, der tilfører salt til retten.
  • Hæld dressingen over den lune salat og fordel det hele godt. Salaten er bedst, mens den stadig er varm, men den er også fremragende restemad. Velbekomme!

 

Tilbehør
___

Brunede kartofler, som du kender dem

veganske brunede kartofler

Veganske brunede kartofler

Tilb. tid 30 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 1 kg kogte, pillede kartofler (jeg bruger bare dem fra glas)
  • 1,5 dl rørsukker
  • 2 spsk vand
  • 1 spsk Naturli' Smørbar

Sådan gør du
 

  • Varm sukkeret og vandet langsomt på en pande ved middelhøj varme. Vent til det er helt smeltet, før du begynder at pille ved det. Lad en god skefuld Naturli' Smørbar bruse af i sukkermassen og kom så kartoflerne i. Lad dem boble i sukkermassen et par minutter, før du rører rundt. Skru ned for varmen og lav kartoflerne hygge sig under jævnlig omrøring, indtil de er fint karamelliserede.

Sprøde SVÆRD

veganske flæskesvær

Sprøde SVÆRD - veganske flæskesvær

De sprødeste veganske sværd lavet af rispapir - så kan det godt blive jul!
Tilb. tid 30 min
Antal 16 sværd

Ingredienser
  

  • 8 ark rispapir
  • 3 håndfulde peanuts, hakkede

Marinade

  • 1/2 dl soya
  • 1/2 tsk røget paprika
  • 1/4 tsk cayenne

Sådan gør du
 

  • Hak peanuts og læg på et skærebræt.
  • Bland ingredienserne til marinaden sammen i en lille skål.
  • Læg et ark rispapir i koldt vand et par sekunder og læg det på en tallerken (det gør ikke noget, at arket stadig er stift, for det bløder op på tallerkenen).
  • Brug en bagepensel til at pensle soyablandingen ud over hele rispapiret og drys med et fint lag hakkede peanuts.
  • Rul rispapiret så tyndt du kan, så det bliver til en aflang pølse. Del i 2-3 lige store stykker. Gør dette, indtil du ikke har mere rispapir tilbage.
  • Varm en stor mængde olie op på en pande. Der skal være nok olie til at kunne dække rullerne helt.
  • Frituresteg rullerne i den varme olie, indtil de er sprøde. Dette tager ikke mere end et par sekunder, da rispapiret bobler op med det samme. Det skal gerne have farve, men ikke brænde. Det er vigtigt, at de steger nok, så de ikke risikerer at blive gummi-agtige - test evt. med de første par stykker, så du fanger rytmen.
  • Tip: steg ikke for mange ad gangen, da de ofte ender med at klistre sammen og er svære at få fra hinanden igen.
  • Drys med groft salt og server brandvarme. Velbekomme!

Roastpotatoes med timian og rosmarin

Bagte kartofler med timian

Bagte kartofler med timian og rosmarin

Tilb. tid 1 t
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 700 gram kartofler
  • 3 fed hvidløg
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 tsk groft salt
  • Frisk timian og rosmarin

Sådan gør du
 

  • Skræl og halver kartoflerne og kog dem, indtil de er tæt på at være møre.
  • Hæld vandet fra og lad kartoflerne køle af i gryden i 10-20 minutter. Ryst nu gryden godt, så kartoflernes overflade går lidt i stykker. Det hjælper dem til at blive sprøde, når de skal i ovnen.
  • Overfør kartoflerne til et ovnfast fad. Giv hvidløgsfedene et tryk med en kniv, så de går lidt i stykker, og læg de hele fed hvidløg (med skræl) i fadet sammen med kartoflerne. Bland med olivenolie, salt og masser af frisk rosmarin og timian.
  • Bag ved 200 grader i 40 minutter, indtil hele køkkenet dufter af hvidløg. Rør i kartoflerne ca. hvert 10. minut, så alle sider bliver sprøde.
  • Velbekomme!

Flødekartofler på 2 måder

Veganske flødekartofler på to måder

KLASSISKE FLØDEKARTOFLER PÅ TO MÅDER

Jeg elsker begge slags flødekartofler. Udgaven med soyafløde smager måske lidt mere flødeagtigt, men til gengæld skiller soyafløde lidt, når det koger, og derfor er retten ikke den mest æstetiske i verden. Udgaven med den opbagte sovs er flere tyk og cremet, men har ikke den helt samme flødesmag. Begge udgaver er lækre - og ligegyldigt hvad, så husk at tilsætte MASSER af muskatnød.
Forb. tid 15 min
Bagetid 1 t 30 min
Samlet tid 1 t 45 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Version 1: med soyafløde

  • 1 kg skrællede kartofler
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 500 ml Soyafløde
  • Muskatnød
  • stødt chili
  • salt og peber

Version 2: opbagt sovs

  • 1 kg skrællede kartofler
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 spsk kokosolie
  • 0.7 dl hvedemel
  • 0.8 liter neutral plantedrik (f.eks. soya eller mandel)
  • Muskatnød
  • stødt chili
  • salt og peber

Sådan gør du
 

Version 1: soyafløde

  • Tænd ovnen på 175 grader.
  • Skræl 1 kg kartofler og skær dem i tynde skiver. Kom dem i et smurt fad og fordel godt sammen med finthakket løg og hvidløg. Drys med rigeligt salt og peber og fordel med hænderne.
  • Bland soyafløde i en skål med masser(!) af friskrevet muskatnød, lidt stødt chili og masser af salt og peber. Rør godt sammen og hæld over kartoflerne. Bag i ovnen i halvanden time, indtil kartoflerne er møre og toppen er godt brun og lækker - slut evt. af med 5 minutters grill, hvis du vil have en lækrere overflade.

Version 2: Opbagt sovs

  • Tænd ovnen på 175 grader.
  • Skræl 1 kg kartofler og skær dem i tynde skiver. Kom dem i et smurt fad og fordel godt sammen med finthakket løg og hvidløg. Drys med rigeligt salt og peber og fordel med hænderne.
  • Varm en stor spsk kokosolie op i en gryde. Drys melet ned i gryden, når olien bobler, og rør sammen med et piskeris. Lad melklisteret stege et øjeblik. Tilsæt langsomt mælken til gryden, lidt ad gangen, mens du pisker, så der ikke kommer klumper. Giv sovsen et opkog, indtil den er tyk og cremet. Vurder, om den skal have lidt mere mælk - den tykner i ovnen, men må gerne være ret fed og lækker.
  • Smag til med masser af salt, friskkværnet sort peber, revet muskatnød og lidt stødt chili. Den skal gerne smage igennem, for smagen bliver lidt mildere, når den kommer i ovnen. Hæld over kartoflerne og husk at sikre, at sovsen er fordel godt.
  • Bag i ovnen halvanden time, indtil den er gylden - slut evt. af med 5 minutters grill. Velbekomme!

Balsamicobagte champignoner

Balsamicobagte champignoner

Balsamicobagte champignoner

Tilb. tid 25 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 500 gram champignon, rensede
  • 3 spsk balsamico
  • 2 spsk soya
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 fed hvidløg, pressede
  • Frisk timian
  • Salt og peber

Sådan gør du
 

  • Forvarm ovnen til 200 grader.
  • Skær bunden af champignonerne og kom dem i et ildfast fad sammen med olie, soya, balsamico, hvidløg, frisk timian og et godt skud salt og peber. Bland godt sammen.
  • Bag i ovnen i 20 minutter, indtil svampene er gyldne.
  • Velbekomme!

Sauce
___

Vegansk lynsovs på panden

vegansk brun sovs på kun 5 minutter

Vegansk sovs på kun 5 minutter

Verdens nemmeste sovseopskrift. God til frikadeller, kartoffelmos, mock duck og alt andet!
Tilb. tid 5 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 5 dl grøntsagsbouillon
  • 1 tsk løgpulver
  • 3 spsk gærflager
  • 2 spsk soya
  • 1/2 tsk dijonsennep
  • 2 tsk tomatpure
  • Jævning
  • Soyafløde (kan udelades)

Sådan gør du
 

  • Det bliver ikke nemmere: Kom alle ingredienser, undtagen jævning og soyafløde, i en kasserolle og bring i kog. Bland lidt maizena op i vand og hæld i sovsen under omrøring. Pisk ved medium varme et par minutter, indtil sovsen begynder at tykne. Gør sovsen ekstra lækker ved at give den et skvæt soyafløde til sidst.
  • Server fx med kartoffelmos eller frikadeller - haps!

Julesovs alá Jamie Oliver

4. December: Vegansk julesovs alá Jamie Oliver

Forb. tid 15 min
Kogetid 35 min
Samlet tid 50 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 2 løg, hakket
  • 2 gulerødder, hakkede
  • 2 stængler bladselleri, hakkede
  • 4 champignoner, hakket
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 laurbærblade
  • ½ tsk basilikum
  • 2 spsk marmelade af mørke bær (jeg brugte boysenbær)
  • ½ dl mel
  • 1 spsk tomatpuré
  • 2 spsk balsamico
  • 7-8 dl grøntsagsbouillon

Sådan gør du
 

  • Hak løg, champignon, selleri og gulerødder semi-fint, så der kommer så meget smag ud af dem som muligt.
  • Varm en stor gryde op ved medium varme med en god sjat olivenolie. Steg grøntsagerne, basilikum og laurbærblade ved medium varme i 20-25 minutter under omrøring, indtil de er helt brunede og lækre. Det lyder voldsomt længe, men det gør hele forskellen.
  • Tilsæt marmeladen til gryden og lad det stege af, ca. 2 minutter. Pas på, at det ikke brænder.
  • Tilsæt mel, balsamico og tomatpuré og rør godt rundt. Tilsæt herefter bouillonen til gryden og giv det et opkog. Lad det koge i 10 minutter under jævnlig omrøring, indtil sovsen er tyk og lækker.
  • Sigt til sidst sovsen i en fin si, så alle klumperne bliver siet fra, men pres det gerne igennem med en ske, så der presses så meget lækkerhed ud af det som muligt.
  • Velbekomme!

Noter

Opskriften er inspireret af Jamie Olivers veganske sovs.

Nem veganske julesauce

Vegansk julesovs

Den nemmeste veganske julesovs

Tilb. tid 30 min
Antal 6 personer

Ingredienser
  

  • 1 rødløg
  • 2 gulerødder
  • 2 svampe
  • 1 fed hvidløg
  • olivenolie
  • 3 spsk. ahornsirup
  • 3 spsk. hvedemel
  • 2 spsk. tomatpure
  • 750 ml grøntsagsbouillon
  • 2 laurbærblade
  • 2 kviste rosmarin
  • 1 spsk. soya
  • 1 tsk. sennep
  • 1 spsk. hvidvinseddike
  • Salt, peber og sukker

Sådan gør du
 

  • Skræl løg, hvidløg og gulerødder. Vask svampene og skær bunden af. Skær derefter alle grøntsagerne i mindre tern - det behøver ikke være super fint, for de skal kun bruges til at give smag.
  • Steg grøntsagerne i en stor pande med olie og krydr med lidt salt og peber. Lad det stege i 5-10 minutter, indtil grøntsagerne er bløde.
  • Tilsæt 2 spsk. mel og 2 spsk. tomatpure og lad det stege i 1-2 minutter. Tilsæt hvidvinseddiken og lad den koge hurtigt af, inden grøntsagsbouillonen tilsættes. Sørg for at røre, indtil der ikke er nogle melklumper.
  • Tilsæt rosmarin, laurbærblade, sennep, soya og ahornsirup. Lad simre i yderligere 5 minutter.
  • Sæt en kasserolle frem og sæt en si ovenpå. Kom din sovs igennem sigten og ned i kasserollen. Brug gerne en ske til at presse så meget igennem sigten som muligt.
  • Sæt kasserollen tilbage på varmen og lad din sovs simre, mens du smager den til med salt, peber, eddike, sirup og sennep.
  • Velbekomme!

Svampesauce

Vegansk svampesovs - den bedste sovs!

Vegansk svampesovs

Tilb. tid 25 min
Samlet tid 25 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 10 gram tørrede svampe Kan udelades, men giver en god, dyb smag
  • 1 spsk olivenolie
  • 250 gram champignon
  • 1 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 2 toppede spsk hvedemel
  • 1 dl rødvin
  • 1 håndfuld Frisk rosmarin
  • ½ liter grøntsagsbouillon

Sådan gør du
 

  • Læg de tørrede svampe i blød i kogende vand og stil til side i 15 minutter. Brug tiden imens til at hakke løg, hvidløg, champignon og rosmarin fint.
  • Dræn de tørrede svampe og kom dem på en stor, varm pande med lidt olivenolie sammen løg, hvidløg og champignon. Steg i 5 minutter, indtil grøntsagerne er bløde. Tilsæt 2 toppede spsk hvedemel til panden og rør rundt. Tilsæt herefter rødvinen og bouillonen til panden og rør rundt, så melet ikke klumper.
  • Giv et opkog og lade koge af i 5-10 minutter, indtil sovsen er tyk. Smag til med salt og peber og slut af med den friske rosmarin. Velbekomme!

Pålæg
___

Fredsfisk

vegansk fiskefilet

Fredsfisk - sprøde veganske fiskefileter

Tilb. tid 30 min
Antal 20 stk

Ingredienser
  

  • 4 store pastinakker (ca. 550 gram)

"Æggeblanding"

  • 130 gram kikærtemel
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk løgpulver
  • 1 tsk karry
  • 1 tsk paprika
  • 1/4 tsk hvid peber
  • 1,25 dl lunkent vand

Panering

  • 1 pose panko (200 gram)

Sådan gør du
 

  • Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
  • Skyl pastinakkerne godt. Du behøver ikke skrælle dem, men sørg for, at de er helt rene.
  • Skær bund og top af pastinakkerne og skær dem på langs, så du får lange stykker af ca. ½ cm tykkelse, ligesom fiskefileter.
  • Læg på en bageplade med bagepapir og bag 10-12 minutter i ovnen. Imens forberedes paneringen.
  • Bland kikærtemel og krydderier i en skål og brug et piskeris til at røre sammen med vand. Blandingen skal være tyk nok til at blive på pastinakfileterne, men ikke så tyk, at det er en mos. Hæld pankorasp i en anden skål.
  • Vend de bagte pastinakfileter først i kikærteblandingen og så i pankorasp, til de er helt dækkede.
  • Steg i masser af olie på en pande, nok til at dække fileterne - jeg plejer nærmest at friturestege dem.
  • Steg, indtil de er helt mørkgyldne.
  • Overfør til et fad med køkkenrulle, så fedtet suges.
  • Server mens de er varme, med en god skefuld vegansk remoulade.

Et smart trick til hjemmelavet remoulade

Vegansk hjemmelavet remoulade

Hjemmelavet vegansk remoulade

Denne to-trins raket er så nem, at det ikke rigtigt kan kvalificeres som en opskrift. Men ikke desto mindre: her er verdens bedste remouladetip!
Tilb. tid 2 min
Antal 1 glas

Ingredienser
  

  • 1 glas Hellman's Vegan Mayo
  • 1 spsk Piccalilly (syltede grøntsager til remoulade - kan købes i bl.a. Føtex)
  • 1 drys gurkemeje (for farvens skyld)

Sådan gør du
 

  • Bland 1 glas mayonnaise med ca. 1 spsk Piccalilly og lidt gurkemeje, hvis du gerne vil have en lidt sjovere, gul farve. Smag til. Voilá!

Hønsefrisalat

HønseFRI salat

HønseFRIsalat

Veganske hønsesalat deluxe med fyldt af svampe, asparges og ærter. Spises på rugbrød med masser af smør på!
Tilb. tid 15 min
Antal 1 portion

Ingredienser
  

  • 400 gram brune champignon
  • 100 gram frosne ærter
  • 1 glas aspargessnitter (200 gram drænet vægt)
  • 1,5 dl neutral soyayoghurt (jeg brugte Alpro Mild & Creamy)
  • Saft fra 1 citron
  • 2 spsk Hellman's Vegan Mayo
  • 1 tsk salt
  • ¼ tsk hvid peber
  • 1 tsk løgpulver
  • 2 tsk gærflager (kan udelades)
  • 1/2 tsk karry
  • 1 tsk ahornsirup
  • 1 tsk tørret dild

Sådan gør du
 

  • Skær champignon i skiver og steg dem på en pande UDEN olie. Steg dem under jævnlig omrøring, indtil al vandet er fordampet og de er godt brunede og karamelliserede, uden at brænde (det kan godt tage lidt tid, da de afgiver mere væske, end man skulle tro).
  • Kom de frosne ærter i en sigte og overhæld med kogende vand fra elkedlen. Dræn aspargessnitterne henover.
  • Bland soyayoghurt, mayo, citron og resten af ingredienserne i en skål. Bland sammen med de drænede aspargessnitter, ærter og de stegte, afkølede champignon.
  • Smag til med krydderier.
  • Vær opmærksom på, at soyayoghurt har en tendens til at skille, når det kommer i kontrakt med citron, så salaten skal helst serveres straks eller i hvert fald røres op, hvis det står i køleskabet for længe.
  • Spis og vær glad!

De bedste linsefrikadeller

Veganske frikadeller

Veganske frikadeller

Denne opskrift laver ca. 24 stk
Forb. tid 20 min
Tilb. tid 15 min
Evt. hviletid 2 t
Antal 6 personer

Ingredienser
  

  • 2,5 dl røde linser
  • 1 dl mel
  • 1 peberfrugt, skåret i små tern
  • 1 løg, hakket fint
  • 2 fed hvidløg, hakket fint
  • 1 bundt frisk persille, hakket fint
  • 4 spsk kværnede hørfrø (eller HUSK) Hørfrø kan knuses i en kaffekværn eller en morter
  • 4 spsk gærflager (kan udelades)
  • 2 spsk paprika
  • 0,25 tsk stødt chili
  • salt og peber
  • Olie til at stege i

Sådan gør du
 

  • Kog linserne i rigeligt saltet vand i ca. 15 minutter, indtil de er møre. Overfør dem til en sigte og dræn dem virkelig godt - lad dem gerne stå i 5 minutter og ryst dem ind imellem, så du er helt sikker på, at der er blevet fjernet så meget væske som muligt.
  • Overfør de kogte, drænede linser til en skål sammen med resten af ingredienserne. Rør godt sammen og smag til med salt og peber. Farsen skal have nogenlunde samme konsistens som en almindelig frikadellefars. Hvis den virker for blød, så tilsæt lidt mere mel, indtil den sidder der.
  • Stil gerne farsen i køleskabet et par timer - dette trin kan springes over, men det hjælper farsen med at hænge bedre sammen.
  • Steg frikadellerne et par minutter på hver side i rigeligt olie, indtil de er gyldne og sprøde. Overfør dem herefter til en tallerken med et stykke køkkenrulle, så noget af fedtet absorberes. Velbekomme!

Pumpkin spice hummus

Pumpkin spice hummus

PUMPKIN SPICE HUMMUS

Forb. tid 5 min
Samlet tid 5 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 1 dåse kikærter
  • 2 fed hvidløg
  • 1-2 tsk pumpkin spice
  • ½ tsk stødt chili
  • ½ dl olivenolie
  • Saft fra 1 citron
  • salt og peber
  • 1 spsk sirup sirup kan udelades, hvis man ikke er til det, men jeg synes det smager fantastisk. Fungerer især godt, hvis du serverer hummus sammen med frugt eller kiks.

Sådan gør du
 

  • Kom alle ingredienserne i en food processor og kør, indtil hummusen har en perfekt konsistens. Start med 1 tsk pumpkin spice og smag til herefter. Jeg brugte 2 og synes, den blev perfekt, men det er en smagssag.
  • Server på ristet rugbrød eller som dip til grøntsager. Opbevar i en lufttæt beholder i op til 1 uge i køleskab.
  • Velbekomme!

Græskardeller

Veganske græskarfrikadeller

GRÆSKARDELLER MED ROSMARIN

Forb. tid 10 min
Tilb. tid 1 t 30 min
Samlet tid 1 t 40 min
Antal 20 frikadeller

Ingredienser
  

  • 1 butternut
  • olivenolie
  • salt og peber
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dl hvedemel
  • 2 dl grovvalsede havregryn
  • 1 håndfuld Frisk rosmarin
  • 1 dl grovvalsede havregryn (til samlingen)

Sådan gør du
 

  • Forvarm ovnen til 180 grader.
  • Halver butternutten og skrab kernerne ud med en ske. Læg et skrællet, mast fed hvidløg i hvert hul, smør med lidt olivenolie og drys med masser af salt og peber. Bag i ovnen med skindsiden nedaf i ca. 60 minutter, indtil butternutten er helt mør.
  • Tag butternutten ud ad ovnen og lad den køle af i 5 minutter, inden du skraber indmaden og de bagte hvidløg ud og overfører det til en food processor eller en blender. Tilføj 2 dl grovvalsede havregryn, hvedemel og rosmarin. Blend, indtil massen er samlet.
  • Overfør farsen til en skål og top med ekstra havregryn, indtil farsen er sammenhængende - jeg brugte ca. 1 dl. Smag til med salt og peber og evt. mere rosmarin.
  • Brug to skeer til at forme frikadeller. Farsen vil måske virke lidt skrøbelig, men jeg havde ingen problemer med at få den til at hænge sammen på panden. Steg dellerne i rigeligt olie og læg dem efterfølgende på en tallerken med lidt køkkenrulle, så noget af fedtet absorberes.
  • Velbekomme!

Julehummus med krydderier og granatæble

Julet hummus

Julehummus med gulerødder, krydderurter og granatæble

Forb. tid 15 min
Tilb. tid 5 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Julehummus

  • 4 hele gulerødder, skyllet og skrællet
  • Smagsneutral olie
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 1 spsk. hakket, frisk rosmarin
  • 1 spsk. hakket, frisk persille
  • 1/2 løg
  • 1 dåse kikærter, drænet og skyllet
  • 3 spsk. vand
  • 2 spsk. olivenolie
  • Saft fra ½ citron
  • 1/2 tsk. salt
  • ¼ tsk. stort peber
  • ¼ tsk. paprika

Topping

  • Granatæblekerner
  • Kruspersille

Sådan gør du
 





  • Forvarm ovnen til 225 grader.














  • Vask og skræl gulerødderne og
    skær dem i små tern af 1x1 cm. Smid dem sammen med en lille smule olie og bag
    dem på en bageplade i 15-20 minutter, indtil de er møre. Lad dem køle ned.








  • Varm lidt smagsneutral olie op
    på en pande ved middel varme. Tilsæt hakekt hvidløg, tørret persille og frisk
    rosmarin og steg ca. 1 minut. Sørg for, at hvidløget ikke brænder på.








  • Tilsæt de bagte gulerødder, de
    stegte hvidløg og urter, og resten af ingredienserne til food processoren og
    kør ved høj styrke, indtil hummussen har en god konsistens. Smag til.








  • Anret hummus med
    granatæblekerner og persille.






Svampepaté alá leverpostej

VEGANSK SVAMPEPATÉ

Forb. tid 5 min
Tilb. tid 10 min
Samlet tid 15 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • olivenolie
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 250 gram svampe
  • 1 dåse kidneybønner
  • ½ dl Soyafløde
  • 1 tsk fint salt
  • ½ tsk allehånde
  • ½ tsk basilikum
  • stødt chili

Sådan gør du
 

  • Varm lidt olivenolie op på en stor pande ved middel til høj varme. Tilsæt groft hakkede løg og steg i 3-5 minutter. Tilsæt herefter groft hakket hvidløg og hakkede svampe til panden. Steg videre i nogle minutter, indtil al væsken fra svampene er væk og det hele er godt brunet. Jeg kan godt lide at lade det stege, til grøntsagerne er helt brunede og karamelliserede, for det giver den dybeste smag.
  • Tilsæt kidneybønner, soyafløde, salt, basilikum, allehånde og en lille smule stødt chili og steg videre, ca. 1 minut. Overflyt til en blender eller en food processor og kør, indtil patéen er helt gennemblendet. Smag til med masser af friskkværnet sort peber og evt. flere krydderier, men husk at smagene bliver kraftigere, når patéen har trukket.
  • Overflyt til en beholder og lad hvile i køleskabet natten over. Patéen bliver meget fastere, når den er kold, så du skal ikke være bekymret, hvis du synes, den virker lidt flydende.
  • Server præcis, som du ville servere leverpostej eller spis den f.eks. på kiks. Velbekomme!

Desserter og snaaaacks
___

Klassisk risalamande

Vegansk risalamande

Vegansk risalamande

Tilb. tid 1 t 15 min
Køletid 8 t
Antal 6 personer

Ingredienser
  

  • 2,5 dl grødris
  • 2 dl vand
  • 1 liter plantedrik
  • Salt
  • 100 gram sukker
  • 100 gram smuttede mandler
  • 1 brik soyapiskefløde (250 ml)
  • 2 tsk vaniljesukker

Sådan gør du
 

Risengrød

  • Kog 2,5 dl grødris sammen med 2 dl vand i ca. 1 minut. Hæld plantedrikken ved og giv et opkog under omrøring. Når grøden koger, skrues der ned for varmen, og grøden simrer i 45-60 minutter, indtil grøden er tyk. Husk at røre jævnligt, så grøden ikke brænder på. Til sidst smages til med en god mængde salt - grøden skal selvfølgelig ikke smage decideret salt, men salt fremhæver virkelig smagen, og den kan faktisk trække mere, end man sådan lige tror.
  • Tag af varmen og lad køle helt af - gerne natten over.

Sådan laves risalamande

  • Kom de smuttede mandler i en minihakker, indtil de er hakket fint. Og husk selvfølgelig at tage en hel mandel fra!
  • Pisk soyapiskefløden i ca. 5 minutter, indtil den er tyk, sådan som en rigtig flødeskum ville være det.
  • Bland risengrøden sammen med flødeskum, hakkede mandler, sukker og vaniljesukker. Rør nænsomt, indtil der ikke er nogle klumper. Stil på køl og server fx med kirsebærsovs eller chokolade (sådan som jeg bedst kan lide).
  • Velbekomme - og god jul!

Risengrød

Vegansk risengrød

VEGANSK RISENGRØD

Forb. tid 15 min
Kogetid 45 min
Samlet tid 1 t
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Risengrød

  • 240 gram grødris
  • 3 dl vand
  • 1 liter rismælk
  • 1 tsk vaniljepulver Kan udelades, men giver en mere dessertagtig grød og er især god, når man (som jeg) ikke er så tosset med risalamande.
  • Rigeligt salt

Topping

  • smørbar
  • Kanelsukker
  • Evt. andre toppings som frugt, bær, tørret abrikos eller chokolade (oh yes!)

Sådan gør du
 

  • Kom 240 gram grødris i en gryde med 3 dl vand og lad det koge i nogle minutter. Tilsæt 1 liter rismælk og giv det et opkog under omrøring. Lad det simre ved lav varme i ca. 45 minutter under jævnlig omrøring, indtil det har en god konsistens. Tilsæt vaniljepulver, hvis du er til det, og smag til med salt - og jeg mener: rigeligt salt! Hemmeligheden bag en god risengrød er, at der skal mere salt i, end man umiddelbart skulle tro, så smag dig frem. Server med kanelsukker og masser af smørbar. Velbekomme!

Ferrero Rocher

Sunde Ferrero Rocher

Vegansk Ferrero Rocher på den sunde måde

Tilb. tid 15 min
Køletid 30 min
Antal 18 kugler

Ingredienser
  

  • 150 gram ristede og afskallede hasselnødder
  • 2 spsk god kakaopulver
  • 1 tsk vaniljekstrakt
  • 1 drys havsalt
  • 1 spsk ahornsirup
  • 4 friske dadler
  • Hakkede hasselnødder (til at rulle i)

Sådan gør du
 

Afskalning af hasselnødder

  • Jeg synes, at den nemmeste måde at få 'skallen' af er ved at hælde hasselnødderne på en bageplade og komme dem i ovnen, indtil de begynder at få farve og man kan se, at skallen er blevet lidt sort og løsner sig. Bagefter hældes de i et viskestykke og gnides godt, så de brændte dele falder af.

Ferrero Rocher kugler

  • Tag 18 ristede hasselnødder fra og læg dem til side (de skal bruges som fyld i midten).
  • Hæld resten af hasselnødderne i en food processor og kør, indtil de er blendet helt fine, som mel.
  • Tilsæt kakao, vanilje og salt og blend igen.
  • Tilsæt sirup og dadler og kør, indtil ingredienserne begynder at klistre sammen i bunden af food processoren. Det kan godt tage et par minutter. Hold øje med, hvornår det bliver dejligt fedtet at røre ved - så ved du, at du er på rette vej.
  • Rul til mundrette kugler, skub en hasselnød ned i og rul kuglerne i hakkede hasselnødder.
  • Sæt i fryseren eller køleskabet ca. 30 minutter, så de bliver hårde. Opbevar i køleskabet.

Nøddetærte med remonce

Vegansk nøddetærte

Vegansk nøddetærte med kokosremonce

Tilb. tid 40 min
Antal 1 tærte

Ingredienser
  

  • 1 færdigkøbt tærtedej, forbagt
  • 2 dl sød kartoffelmos (af 3 små søde kartofler bagt ved 180 grader i en time)
  • 1,75 dl muscovadosukker
  • 3 dl kokosmælk
  • 1 tsk vaniljeekstrakt
  • 3 spsk Maizena
  • 1/4 tsk salt
  • 5 dl blandede nødder

Sådan gør du
 

Bagning af de søde kartofler

  • Vask kartoflerne og prik huller i dem med en gaffel eller en kniv. Bag ved 180 grader i en time, indtil de er godt tilberedte. Lad dem køle lidt af, før du skærer dem op og skraber fyldet ud med en ske. Sæt tilside.

Nøddetærte

  • Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
  • Læg tærtedejen i en tærteform og forbag den, evt. ved blindbagning, til den begynder at få farve.
  • Lav kokosremoncen ved at komme kokosmælk, bagt sød kartoffel, Maizena, vanilje, sukker og salt i en food processor og kør, indtil cremen er tyk og lækker.
  • Hæld remoncen i den forbagte tærte og hæld nødderne henover. Tryk dem let ned, så de delvist dækkes af remoncen.
  • Bag i ovnen ca. 30 minutter, indtil tærten er gylden.
  • Lad tærten køle helt af, gerne i køleskabet hen over natten.
  • Server som du allermest har lyst til!

Kahluatrøfler

Veganske chokoladetrøfler med Kahlua

Kahluatrøfler med cashewsmør og mandelmel

De lækreste, smørbløde trøfler med diskret smag af kaffe, intens chokolade og så meget lækkerhed, at du næsten ikke kan håndtere det!
Forb. tid 10 min
Køletid 15 min
Samlet tid 25 min
Antal 20 stk

Ingredienser
  

  • 1,5 dl kokosmel
  • 3 dl mandelmel (ca. 200 gram mandler kørt i en kaffekværn)
  • 1 dl usødet kakaopulver
  • 1/4 tsk salt
  • 0,75 dl cashewsmør (kan erstattes af en anden slags nøddesmør)
  • 0,75 dl ahornsirup
  • 50 gram mørk chokolade, smeltet i mikroovnen
  • 2 spsk Kahlua
  • 2 spsk stærkt brygget kaffe
  • 1 tsk vaniljeekstrakt
  • Kokossukker til at rulle i

Sådan gør du
 

  • Rør kokosmel, mandelmel, kakaopulver og salt sammen i en skål.
  • Tilsæt de resterende ingredienser, undtagen kokossukkeret, og rør godt sammen, indtil det er en sammenhængende masse.
  • Rul ensartede kugler af massen og læg dem på en tallerken beklædt med bagepapir. Rul evt. kuglerne med lidt vand på hænderne, hvis de klistrer for meget (ja, det var lidt frækt sagt).
  • Kom kuglerne i fryseren 10-15 minutter.
  • Tag ud af fryseren, rul dem i kokossukker og læg dem tilbage på bagepapiret.
  • Opbevar køligt i fryseren eller køleskabet.
  • Spis og vær glad!

Ristede nødder

SPICY NØDDER

Forb. tid 5 min
Bagetid 15 min
Samlet tid 20 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 200 gram mandler
  • 200 gram cashewnødder
  • 1,5 spsk olivenolie
  • 1 tsk stødt chili
  • 2 tsk garam masala
  • Saft fra ½ citron
  • 1 spsk friskhakket rosmarin (til marinaden)
  • havsalt
  • 1 bundt frisk rosmarin (til topping)

Sådan gør du
 

  • Forvarm ovnen til 165 grader.
  • Fordel nødderne over en bageplade med bagepapir. Bland olie, krydderier, hakket rosmarin og citron i en lille skål og smag til - det må gerne smage kraftigt af salt, citron og chili, for smagen bliver meget mildere, når den fordeles over nødderne.
  • Få hænderne beskidte og fordel blandingen over nødderne. Top med frisk rosmarin. Bag i 15 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.

Romkugler

De bedste veganske romkugler

Veganske romkugler

Verdens bedste veganske romkugler lavet af sorte bønner, nødder, dadler og romaroma. SÅ lækkert!
Tilb. tid 10 min
Køletid 1 t
Antal 12 kugler

Ingredienser
  

  • 1 dåse sorte bønner, drænet (kan evt. erstattes af kidneybønner eller sorte kikærter)
  • 100 gram mandler
  • 1 dl grovvalsede havregryn
  • 250 gram tørrede dadler uden sten
  • 3 spsk kokosolie
  • 3 spsk kokosmel
  • 4-5 spsk rå kakaopulver
  • 3 spsk rom aroma
  • 2 spsk hindbærmarmelade
  • Kokosmel til at rulle i

Sådan gør du
 

  • Blend mandler, havregryn og kakaopulver i en food processor eller blender, indtil det er en fin masse.
  • Tilsæt de drænede bønner, udstenede dadler, kokosmel, kokosolie, romaroma og marmelade. Blend videre, indtil massen samler sig og den kan rulles til kugler. Smag til med kakaopulver og rom aroma - den kan trække mere end man tror, synes jeg. Der er stor forskel på styrken i kakao, så smag efter og se, hvad du synes.
  • Rul til ca. 12 mellemstore kugler, sådan som du bedst kan lide. Massen vil måske føles lidt for våd lige her, men det er okay, for de bliver meget mere faste, når de kommer på køl.
  • Kom i køleskabet ca. 1 time og rul herefter romkuglerne i kokosmel eller krymmel. Spis og vær glad - og opbevar på køl. Velbekomme!

Kanelvafler

Veganske kanelvafler

Julede kanelvafler

Tilb. tid 20 min
Antal 8 vafler

Ingredienser
  

Tørre ingredienser

  • 5 dl hvedemel
  • 0,75 dl sukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • 1/4 tsk salt

Våde ingredienser

  • 2,5 dl plantedrik
  • 0,75 dl smagsneutral olie
  • 2 tsk æblecidereddike
  • 2 tsk vaniljeekstrakt

Sådan gør du
 

  • Sæt et vaffeljern til opvarmning.
  • Bland de tørre ingredienser sammen i en skål for sig. Herefter blandes alle de våde ingredienser sammen og hældes over i skålen med de tørre ingredienser. Brug et piskeris til at røre sammen.
  • Hæld lidt olie eller Smørbar på vaffeljernet, så vaflerne ikke hænger fast, og bag dine vafler indtil de er gyldne. Jeg fik 8 vafler ud af min portion.
  • Spis og vær glad!

Gulerodskage

Gulerodskage med aquafaba

Forb. tid 10 min
Bagetid 1 t
Samlet tid 1 t 10 min
Antal 1 brødform

Ingredienser
  

  • 5 spsk sirup
  • ½ dl smagsneutral olie
  • Aquafaba fra 1 dåse kikærter
  • 300 gram gulerødder
  • 250 gram hvedemel
  • 2 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødte nelliker
  • ½ tsk stødt ingefær
  • 125 gram Rosiner
  • 100 gram hakkede hasselnødder eller valnødder
  • 2 tsk bagepulver
  • Lidt salt

Sådan gør du
 

  • Forvarm ovnen til 175 grader og beklæd en mindre brødform med bagepapir eller smør den godt.
  • Pisk sirup og olie sammen med en elpisker. Tilsæt aquafaba lige så stille og pisk, indtil det er en hvid, skummende masse. Dette kan tage op til flere minutter, så du må væbne dig med tålmodighed.
  • Skræl gulerødderne og riv dem på den fine side af rivejernet.
  • Kom de revne gulerødder ned til aquafabaskummet sammen med resten af ingredienserne og vend sammen med en dejskraber.
  • Fyld i brødformen og bag ca. 1 time, indtil kagen er fast.
  • Lad kagen afkøle let og spis dem med masser af smørbar på. Jeg synes, at kagen holder sig fint fugtig i overraskende mange dage, men den er nu alligevel bedst lun, synes jeg. Velbekomme!

Dadeltrøfler med kaffe

9. december: Dadeltrøfler med hvid chokolade og kaffe

Denne opskrift er nok til ca. 25 dadeltrøfler. Vegansk hvid chokolade kan købes i de fleste helsekostbutikker, men kan du ikke finde det, eller har du bare ikke lyst, så erstat det med mørk chokolade eller almindelig hvid chokolade, hvis du ikke er veganer.
Forb. tid 15 min
Tilb. tid 1 t
Frysetid 40 min
Samlet tid 1 t 55 min
Antal 10 personer

Ingredienser
  

Dadeltrøfler

  • 30 dadler, udstenede
  • 0,7 dl havregryn, blendede
  • ½ dl grovvalsede havregryn
  • 2 tsk god, usødet kakao

Chokoladeovertræk

  • 70 gram vegansk hvid chokolade
  • 2 spsk kokosolie
  • 1 tsk instantkaffe
  • havsalt

Sådan gør du
 

  • Fjern stenene fra dadlerne og læg dem i en skål. Overhæld med kogende vand fra elkedlen, så det dækker, og lad dem trække i 15 minutter.
  • Blend 0.7 dl havregryn, indtil de er blevet til mel. Læg i en skål og sæt til side.
  • Dræn de udblødte dadler godt for vand og overfør dem til en food processor. Blend, indtil massen er helt blød og cremet. Overfør herefter dadelmassen til skålen med de blendede havregryn og tilsæt yderligere ½ dl grovvalsede havregryn og kakao. Rør godt rundt. Form herefter dadelmassen til kugler og læg dem på en tallerken med bagepapir - massen vil føles meget blød, men det gør ikke noget, for det ændrer sig, når den er kommet i fryseren.
  • Lad sætte sig i fryseren i 20 minutter. Imens forberedes chokoladeovertrækket.
  • Kom den hvide chokolade, instantkaffen, kokosolie og en lille smule salt i en skål og smelt over vandbad. Tag dadeltrøflerne ud af fryseren og hæld en skefuld af chokoladeblandingen over hver kugle - det gør ikke noget, at de ikke bliver helt dækket, da jeg har besluttet mig for, at det er charmen ved disse trøfler.
  • Når alle trøflerne har fået et chokoladelåg sættes de tilbage i fryseren i 20 minutter. Opbevar herefter i fryser eller i køleskab og spis dem direkte fra kulden.

Snebolde

Veganske snebolde

Veganske snebolde

Hvis du ikke bryder dig om hvid chokolade eller ikke kan finde den veganske udgave, så erstat med mørk chokolade og spis i stedet de lækreste bountykugler. Denne opskrift giver 15-20 snebolde.