Chewy, sprøde, gyldne, lækre cookies med maaasser af chokolade … Åha, kan I holde til det?
Venner, er I klar? Til én af de opskrifter, I har manglet hele jeres liv?!
Jer, der følger med jævnligt, ved jo, at jeg for evigt er på jagt efter en opskrift på hjemmelavede cookies, som minder om de der sindssyge Marabou Cookies med mørk chokolade. Det er mine absolutte YNDLINGScookies, og jeg fatter ikke, hvorfor de er så svære at lave selv. Når man kigger på ingredienslisten, burde det som sådan være lige til at gå til. Men det er det bare IKKE. Og det er ét af mit livs største frustrationer, sammen med, hvor alle hårnåle forsvinder hen.
Min søgen har sendt mig vidt og bredt ud i cookieopskrifter, og jeg har aldrig helt ramt den, må vi nok sige. Nogen har været decideret hæslige. Andre lige til at smide i skraldespanden. Og andre igen helt hæderlige, men bare ikke de rigtige.
MEN! Jeg har til gengæld fået en masse lækre cookieopskrifter ud af det, som jeg på alle måder er glad for, at jeg har stiftet bekendtskab med. Og jeg må nok sige, at af alle cookies, jeg endnu har bagt, er det helt klar de her, der kommer aller, aller tættest på Marabou cookies! Og jeg skal gerne komme med en disclaimer om, at de stadig er helt enormt langt fra. Meeen, we’re getting closer! Ka’ I mærk’ det? Det skal nok lykkes en dag! Og indtil dén dag kommer, kan vi jo passende nyde 1 (eller 100) af de her bad boys og en kæmpe stor, varm kop kaffe.
De her chocolate chip cookies er:
- Veganske (but of course!)
- Sprøde og chewy på samme tid
- Nemme at lave
- Fantastiske til at spise direkte fra skålen, fordi cookie-dejen smager pæs’ godt
- Og så i øvrigt også fantastiske bare at spise, selvfølgelig!
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med nisser, ture i skoven og kig ud over havet!
Veganske chocolate chip cookies
Ingredienser
- 150 gram vegansk smør
- 175 gram sukker
- 175 gram brun farin
- 1 dl nøddesmør
- 430 gram hvedemel
- 1.5 tsk. bagepulver
- 1 tsk. salt
- 1 tsk. vaniljesukker
- 6-7 spsk. plantedrik
- 300 gram vegansk chokolade
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 185 grader.
- Pisk smør og sukker sammen med en elpisker.
- Tilsæt mel, bagepulver, vanilje, salt og nøddesmør og pisk igen. Spæd til med mælk, indtil dejen har en lækker konsistens, du kan trille kugler af.
- Vend chokoladen i med en dejskraber.
- Tril kugler af cookiedejen og mas dem let med fingrene, når du lægger dem på bagepladen. De flyder ikke så meget ud.
- Bag i plus/minus 15 minutter, indtil de er gyldne, men ikke stenhårde.
- Lad dem køle helt af på en rist, før du kaster dig over dem som det vilddyr, du er.
Psst …
Hvis du er på udkig efter andre opskrifter på cookies, så prøv: