KNÆHØJ KARSE: HVEM, HVAD, HVOR?

Jeg hedder Sofie og jeg er mega glad for, at du er her! Altså sådan jeg-har-lyst-til-at-give-dig-et-kram-fordi-du-er-sød-glad!

Jeg skriver til dig fra Århus, hvor jeg delvist har travlt med at læse idéhistorie på AU, drikke kaffe med mine to søde roomies, arbejde på Nobelbiblioteket og være kærester med en sød filosof. Sidst men ikke mindst har jeg travlt med at være kæmpe (som i gigantisk, aldrig før set) fan af mad. Jeg elsker at tænke på mad, se på mad, lave mad, skrive om mad og spise mad. Jeg drømmer om mad om natten, og får jeg lavt blodsukker så meget som ét sekund, så falder der brænde ned. Med andre ord: Jeg er godt, gammeldags besat.

Af samme grund har jeg valgt at lave Knæhøj Karse. Her deler jeg de ting, jeg bedst kan lide at spise, sammen med anekdoter, cravings og madmæssige forelskelser. Det gør jeg primært, fordi jeg synes det er noget af det sjoveste og hyggeligste i hele verden… Men også fordi jeg er vildt glemsom og er nødt til at skrive alle mine opskrifter ned, så jeg ikke mister dem. På den måde er jeg her faktisk lige så meget for min egen skyld.

Jeg håber, at du vil kigge dig omkring, hvad enten du er til kød (ok, der er kun to opskrifter, men de er der!), vegetariske retter, veganske retter, forskellige desserter eller bare har lyst til at kigge lidt på dem allesammen. Du er også meget velkommen til at kontakte mig, hvis du er overordentlig utilfreds med noget, har et presserende spørgsmål eller er interesseret i et samarbejde.

Og så er du i øvrigt også mere end velkommen til at læse videre, hvis du 1) orker. Jeg foreslår, at du henter en kop kaffe, og 2) hvis du, ganske forståeligt, er lidt forvirret omkring mine spisevaner. Dét skal du ikke være ked af, for det er jeg også selv. Jeg er nemlig inden for et år gået fra at være lejlighedsvis kødspiser til at være vegetar og nu veganer på fuldtid.

Ouch. Hvordan skete dét?

FRA KØDSPISER TIL VEGANER – HVORFOR I ALVERDEN…?

Lad mig starte med at sige: Jeg havde aldrig, som i aldrig, aldrig, aldrig i mit livs vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle blive veganer.  Jeg har aldrig været andet end stolt af min evne til at spise store mængder ost, brownie og Marabou, og flere af mine opskrifter bærer præg af, at jeg for ikke forfærdelig længe siden ikke havde synderligt meget til overs for plantebaseret mad. Altså sådan, seriøst. Det lå meget  langt fra min idé om et godt liv, der vel som minimum må involvere chokoladekiks og flødesovs. I denne opskrift på vegansk krydderurtedressing beretter jeg f.eks. om, hvordan det at være veganer må være det mest forfærdelige i hele verden, mens denne opskrift vel nærmest er en ode til smeltet ost (en kærlighed jeg stadig bærer i hjertet, i øvrigt).

Min overgang til plantebaseret mad er med andre ord kommet lidt som en tyv om natten, og det er ikke særlig længe siden, at jeg var overbevist om, at det aldrig ville kunne lade sig gøre. Derfor ses der her på domænet både opskrifter med masser af ost (altså, vi taler kvalmende mængder) og også enkelte med kød. Selvom jeg ikke spiser det mere, har jeg valgt ikke at slette dem eller lave dem om. Jeg synes, at de fortjener at være her, og jeg ved, at hvis jeg nogensinde skulle få lyst til at lave dem igen, så kan de fleste helt sikkert veganificeres. Breaking news: ALT kan veganificeres. I hørte det hér først!

Så hvad skete der?

Well, jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg selv ved det. Når sandheden skal frem, så har jeg altid tænkt at vegetarer, og især veganere, var så uendeligt fjollede og ekstreme i deres holdninger. For ikke at nævne at de formodentlig allesammen levede et hæsligt liv fyldt med afsavn og mangelsygdomme [indsæt rullen med øjnene over egen uvidenhed her].

 Jeg kommer fra et hjem med to slagteriarbejdere som forældre, en fryser fyldt med kød, lørdagskylling og leverpostej. Jeg har altid elsket dyr, men har også altid tænkt, at dyr er noget, vi spiser, fordi vi ikke kan leve uden. Punktum. Da jeg flyttede til Århus, var jeg derfor noget overrasket over, hvor mange omkring mig der havde anderledes spisevaner. Eller rettere, at der overhovedet fandtes  anderledes spisevaner. Jep. Vi taler altså her om en pige fra provinsen, der aldrig så meget som havde set en vegetar, for slet ikke at snakke om noget så vildt som en veganer, i levende live. Jeg kan tydeligt huske forundringen, da jeg lige var startet på universitetet og der på hytteturen var et bord med særlig mad til veganere, glutenallergikere, mælkeallergikere og alle de andre. Jeg troede bare, at vi allesammen spiste mad, og så var det ligesom dét. Og i øvrigt var alle, der havde det på en anden måde, nok alligevel underlige, påståelige, hellige hippiebørn, jeg i hvert fald ikke  havde noget til fælles med, thank you very much.

Men der skete et eller andet med mig i årene efter. Ganske langsomt, bevares. Men det skete. Jeg begyndte at interessere mig for råvarer. Jeg begyndte at gå op i økologi. Jeg begyndte at tænke over, om de dyr jeg spiste – også de økologiske af slagsen – egentlig havde det så godt, som jeg godt kunne lidt at fortælle mig selv. Og så kom der et tidspunkt, hvor lavinen bare rullede… Jeg kom til at se alle de amerikanske dommedagsdokumentarer, man ikke skal se. Læse alle de bøger, man ikke skal læse. Læse op på alle de klimatal, man i hvert fald slet  ikke skal læse.

Og pludselig havde jeg et kæmpe problem.

Efter virkelig at have koncentreret mig om emnet i længere tid, gik det op for mig, at det gav 100% mening at blive veganer. Problemet var bare, at jeg hadede idéen. Jeg hadede idéen om altid at være hende, der skulle tage sin egen mad med alle steder. Jeg hadede tanken om aldrig mere at få nybagt brød med tandsmør, Marabou og varm kakao med rigtig flødeskum. Derfor besluttede jeg, på en skæbnesvanger dag, at jeg ville hoppe med på Marts med medfølelse. I ved: den måned hvor man, som et statement, lever vegansk i en måned, sådan lidt ligesom Movember, bare hvor pigerne også kan være med. Jeg gjorde det egentlig mest for at overbevise mig selv om, at jeg ikke skulle være veganer. At jeg skulle synes, at det var forfærdeligt og hårdt og ulideligt og derfor selvfølgelig ikke en mulighed. Fandme pisse hamrende irriterende at det så skulle vise sig at være den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget for mig selv. Efter ca. 3 uger begyndte jeg at mærke en kæmpe forskel. Jeg spiste, når jeg var sulten og satte ikke hele tiden begrænsninger for mig selv; alligevel havde jeg holdt min vægt gennem projektet (ikke en selvfølge i min verden, hvor den eneste måde man kan undgå at tage på, er ved at holde igen og køre en seriøs form for selvpineri. Gooood times). Jeg sov 8 timer om natten, følte mig ikke træt gennem dagen på samme måde, som jeg plejede, følte mig ikke oppustet, havde ikke ondt i hovedet, fik ikke voldsomme blodsukkerfald (ikke i forhold til, hvad jeg normalt lider under, i hvert fald), fik pænere hud og måtte til min gru sande, at jeg i det hele taget bare havde det meget bedre i og med min krop.

Well fuck. Fuckidifuckfuck.

Så, her var jeg: Både min krop og min hjerne fortalte mig, at jeg nok burde blive veganer. Også selvom jeg faktisk virkelig ikke havde lyst. Jeg besluttede derfor, i ren frustration over min situation, at hvis det var sådan her, mit liv skulle være fremover, så måtte jeg tage mig gevaldigt sammen. Jeg måtte forsøge at være den bedste fucking veganer, jeg overhovedet kunne være.

Det prøver jeg stadig på. Og jeg har tænkt mig at blive ved med at finde på ting, jeg kan spise, for jeg er alt for sulten til at lade være.

Betyder det, at jeg ikke savner holiday dip, sour cream and onion chips, Ben & Jerry’s (rettelse: der er lige kommet en vegansk udgave! 1-0 til os!), spegepølse og bearnaise? Nej. Fandme nej. Men jeg er intet hvis ikke principrytter, så jeg savner heller ikke konstant at have en nagende følelse af, at jeg er dobbeltmoralsk, når jeg spiser noget, som jeg inderst ikke mener, er det rigtige. På én eller anden måde kan det ligesom bare ikke rigtigt være anderledes nu. Der er stadig de mørke dage, hvor jeg ønsker, at jeg aldrig havde gjort det, fordi det ville være så uendeligt meget nemmere at lade være. Og fordi jeg ville kunne spise en leverpostejmad med et iskoldt glas skummetmælk til, sådan som almindelige mennesker gør klokken 03 om natten efter en bytur. Men så er der andre dage, hvor det går op for mig, at jeg ikke har haft ondt i maven i en hel uge. Hverken moralsk eller fysisk. Og så spiser jeg et stykke rugbrød med bønnepostej, tager ja-hatten på og så går det over igen.

MEN ER VEGANSK MAD IKKE MEGA KEDELIGT?

Jo. Det plejede jeg også at tro. Men det var kun fordi jeg troede, at der var nogle hemmelige regler om, at hvis man ikke levede af quinoa og byggræs, så ville man blive smidt ud.

Hæ. Klip til pigen, der hver dag mæsker sig i chokolade, snasket pasta og for første gang i sit liv spiser præcis, hvad hun har lyst til, uden at føle sig konstant skamfuld og usund. Nye tider!

Jeg prøver at bestræbe mig på, at vegansk mad skal være netop dét: mad. Rigtig mad. Det må gerne være sundt, men hvis det ikke er så lækkert, at mine tænder løber i vand, når jeg tænker på det, så gider jeg ikke at spise det. Jeg tror på, at det mad vi er skabt til at spise, også er noget, vi personligt finder glæde ved. Hvis vi ikke gør, så kan jeg ikke se nogen grund til at spise det til at starte med. Jeg kan lide fyldig, hjertevarm, fedtet mad og trods det gerne må være sundt, så stiller jeg mig altså ikke tilfreds med noget som helst palæo og en grøn juice. Sådan ever.

Jeg bestræber mig på at skrive om, hvad maden er, og ikke hvad det ikke er. Enhver kan have brug for ost engang imellem, men som udgangspunkt bestræber jeg mig på at undgå erstatningsprodukter og i stedet beskæftige mig med det, der fra naturens side er til rådighed. For mig giver det mest mening på den måde, og så længe det ikke betyder, at jeg ikke længere kan spise burgere, pizza og pasta, så er jeg overordnet set tilfreds. Mmm. Er jeg den eneste, der har lyst til burgere nu?

ÅÅÅH, MEN VEGANERE ER BARE SÅ HELLIGE…

 

Well. Ja. Det er jo ikke nødvendigvis helt løgn. Til gengæld oplever jeg oftere, at folk blander sig i min kost, end at jeg blander mig i deres, så det udsagn går heldigvis begge veje.

Problemet med veganismedebatten lige nu er, sådan som jeg ser det, at veganere nogle gange lige skal træde et skridt tilbage og godt gammeldags holde deres mund. Veganisme skal ikke handle om løftede pegefingre, formaninger og politisk korrekthed. Veganisme skal ikke handle om, at vi allesammen skal shame hinanden og sætte mærkater på kød i supermarkedet, der fortæller, hvor forfærdelige, forfærdelige mennesker, kødspisere er. Puuuh, slemme kødspisere. Veganisme skal heller ikke kun handle om indre ro, spinatjuice, yoga (jeg har prøvet, det gjorde mig virkelig køresyg) og proteinpulver. Ikke hjemme hos mig, i hvert fald. Næææ, nogle gange synes jeg, at vi alle burde huske, at alting ikke behøver at være så kompliceret. Nogle gange handler veganisme altså bare om, at vi alle skal kunne smække røven i noget med blød polstring og spise en stor, fed, dryppende burger. Med pommes. Og MAYO. Én, der giver mere mening for kroppen, miljøet og pengepungen, bevares, men ikke en mindre tilfredsstillende burger af dén grund.

Veganisme handler for mig om, at vi allesammen fortjener at få det bedste, lækreste mad, vi kan skaffe, mens vi samtidig passer på vores krop og vores jord. Kort sagt tror jeg ikke, man ændrer mange holdninger ved at hænge billeder af lidende dyr op på tilfældige lygtepæle, sådan så alle, der kommer forbi, vil tænke godt man ikke er SÅDAN en tosse.  Og bare FYI: det er 100% dét, de tænker. Det ved jeg, for det var sådan jeg selv tænkte. Til gengæld VED jeg, at man kan rykke mange bjerge ved at poste billeder af mad, der ser så lækker ud, at selv en forhenværende stolt kødelsker som mig må indrømme, at kødet ikke mangler.

Når det nu ikke kan være anderledes, så må min mission være at gøre vegansk mad så lækker, at man slet ikke gider  spise andet. Og indtil videre synes jeg, at det virker. Jeg mæsker mig i pizzamac ‘n cheese, pomfritter, pasta og frikadeller, og jeg lever fandme livet, mens jeg gør det. Sagde damen med chokolade i mundvigen.

Den store morale: Skæld ud og protester mod mælkeindustrien rykker sjældent bjerge. Det gør til gengæld pizza. Og burgere. Og lasagne. Og fik jeg nævnt pomfritter? For hvis der er noget, der kan samle en hel planet, så må det fandme være dét!

Jeg håber, at du kan finde noget her på siden, du kan spise, ligegyldigt om du er vegetar, veganer, mælkeallergiker, kræsen, sulten eller ingen af delene 😉

Og HEY, hvis du har læst hele vejen hertil, så TAK fordi du gad!

Er det første gang, du er her?

Hvis det er første gang, du besøger Knæhøj Karse, så er du sikkert helt forvirret, men jeg er ikke desto mindre glad for, at du er her!

Du har sikkert brug for et sted at starte, så her er lidt pejlemærker. Kig f.eks. på:

– Sofie

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial