Linsegryde med langtidskaramelliserede løg og kartoffel/blomkålsmos
Ingredienser
Løg- og linsegryde
- 2 spsk. olivenolie
- 5 løg, pillede og skåret i både
- 2 laurbærblade
- 3-4 friske timianstilke (uden stilk), hakket fint
- 1 fed hvidløg, hakket
- 1 spsk. tomatpuré
- 2.5 dl grønne linser, skyllet godt igennem
- 1.5 spsk. balsamico
- 1.5 spsk. soya
- 8 dl grøntsagsbouillon
- Salt og peber
Kartoffel/blomkålsmos
- 650 gram kartofler, skrællet og skåret i tern
- 1/2 stort blomkålshoved, skåret i buketter
- 2 fed hvidløg
- 4 spsk. Smørbar
- 1 skvæt plantedrik
- 1 spsk. gærflager
- Salt og peber
Sådan gør du
Linsegryde
- Varm lidt olie op i en gryde ved medium varme. Tilsæt løgene og lad dem stege et par minutter, inden du tilsætter laurbærblade og timian og skruer helt ned for varmen. Temperaturen skal være så lav, at løgene kan stå at småstege i en hel time, uden at brænde på.
- Efter 50 minutter kommes hvidløgene i og steges med de sidste 10 minutter. Herefter tilsættes resten af ingredienserne. Lad retten koge videre en times tid, indtil linserne har suget al væsken, og det hele har en god konsistens.
Kartoffel/blomkålsmos
- Kog kartofler og blomkål i letsaltet vand i 15-20 minutter, indtil de er møre og til at mose.
- Hæld vandet fra, og tilsæt smør, hvidløg, gærflager, og rigeligt salt og peber til gryden.
- Brug en kartoffelmoser eller elpisker til at mose, så groft eller fint, som du vil ha' det.
- Tilsæt et par skvæt plantedrik undervejs, indtil du får den ønskede konsistens.
Servering
- Server i store skåle og nyyyd det!
Hej til efterår. Hej til comfort food. Hej til mad i store skåle, som man bliver glad helt ind i sjælen af.
Den her opskrift på vegansk linsegryde med kartoffel/blomkålsmos er én af mine yndlingsretter at spise om efteråret. Den er varm, hyggelig og lunende, og fyldt med vitaminer på den gode måde. Den er sådan lidt bolognese møder millionbøf-agtig i sin smag, hvilket er svært at gå galt i byen med. Og serveret med blød kartoffelmos med hvidløg og smør, well … Hvad skal man så ærligt talt ønske sig mere i dette liv?
Karamelliseret linsegryde er:
- Lunende og hjertevarmt
- Virkelig nemt at lave
- Smagfuldt og intenst
- Den perfekte ret at spise på en kold dag
Hvorfor smager den så godt?
Det kan ind imellem godt være svært at få smag ind i linseretter. De smager af intet i sig selv, så man skal være lidt kreativ og komme masser af kærlighed i det. Og den her linsegryde. Den har masser af kærlighed. Så meget kærlighed. Et shitload af løg karamelliseres i en hel time, før linserne tilsættes og retten koger videre endnu en time. Det giver helt vildt meget smag i sig selv. Så kommer der frisk timian, grøntsagsbouillon, balsamico og soya oveni. Og så er vi altså nået ret langt på smagsdelen!
Alt i alt tager linsegryden 2 timer at lave, så det ville være løgn, hvis jeg sagde, at der ikke skulle lægges en smule energi i det. Meeen ikke mere, end at man godt kan overskue det (og ikke mindst gøre det, mens man drikker et stort glas rødvin).
Jeg håber, at du prøver den – og jeg håber, at den bringer dig lige så meget glæde, som den bringer herhjemme i husholdningen.
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med vellykket affaldssortering, køleskabslåger uden snask på og naboer, der bager kage!
Psst …
Hvis du er på udkig efter andre opskrifter på vegansk comfort food, så prøv:
Mmm det ser godt nok lækkert ud 🙂
Det er virkelig én af mine livretter
Mums, en god ret! Tak for en lækker opskrift!
NAM NAM! Er totalt vild med linser og det her ser for lækkert ud til at springe over! Og kartofler og blomkål i stedet for ris… Den havde jeg ikke selv tænkt over! 🙂