Millionbøf er én af de der underlige retter, man ikke helt kan forklare, hvorfor man kan lide, og når man ser den på papiret, fremstår den ikke specielt interessant. Men når man spiser den … Well, så elsker vi den allesammen, gør vi ikke? JO, vi gør så!
Er du klar til verdens bedste hyggemad?
Altså: Er du mentalt klar? Sådan rigtig, inde i sjælen, klar til at få at dejligt langt kram af en skål dampende varm kartoffelmos med sovs? Det tog landet med storm, da Uffe Buchard i Monopolet sagde, at vi her under coronakrisen har brug for at trøste os med dejkram. Det følte jeg på et eksistentielt niveau, da han sagde. Men jeg vil gerne udvide den med at sige, at der ikke kun findes dejkram. Der findes også simrekram. Dén kærlighed, der strømmer op fra en dampende varm tallerken med kartoffelmos, millionbøf og surt … Dén kærlighed er der skrevet alt for få sange om.
Forleden skrev en sød følger til mig på Instagram, at jeg er den bedste til at lave comfort food. Og dét kompliment er jeg så glad for at have fået, for hvis der er noget, jeg gerne vil være, er det dét!
Og lad os bare tage den: Er millionbøf lækkert? Vi har store diskussioner herhjemme, for svaret for Altanfyr er et rungende nej ellers tak, og svaret for mig er et kæmpe ja tak herfra. Jeg medgiver, at det er en underlig ret på mange måder, men det er der trods alt så meget, der er. Og jeg ELSKER millionbøf. Man laver det alt for lidt!
Hvilken slags ‘kød’ bruger jeg?
Jeg er blevet kæmpe fan af Naturli’s nye produkter, som var dem, der før var solgt af Anamma. Jeg synes, de smager mest, som jeg husker kød, og har samtidig mindst af den der bismag, som soyaprodukter så oftest kan have. Jeg elsker, at produkterne er på frost, før det gør det bare så meget nemmere at have med at gøre. Jeg bruger udelukkende deres Minced, når jeg vil lave bolognese eller lasagne, for den smager bare allerbedst, synes jeg. Her har jeg brugt deres Shape Me Minced, som vist er samme koncept som Minced, bare lavet på en lidt anden måde, så du skal kunne bruge den som en fars, der kan formes. Det har jeg aldrig prøvet at bruge den til, men jeg bruger den til millionbøf, og her er den i hvert fald fortrinlig til formålet! Men du kan også bruge den almindelige Minced, eller måsket endda Hakket, hvis du kan lide det. Det har jeg dog ikke prøvet, men hey: vi lever kun én gang!
Og så til den hemmelige ingrediens …
Jeg ved ikke, om det bare er mig, eller om det er en ting, men jeg husker altså, at man i mit barndomshjem kom Engelsk Sauce i millionbøf. Det KAN måske være bare endnu ét af mine twistede barndomsminder (mor, jeg ved, at du læser med, så giv lige et prej), men for mig er smagen af millionbøf meget præget af den karakteristiske smag af Engelsk Sauce. Jeg synes, det gør hele forskellen, og jeg kunne aldrig drømme om at lave millionbøf uden at give den hele armen med den go’e, gamle Beauvais. Ud over at tilføre masser af smag, er det med til at give en fin farve, så vi ikke behøver at være typerne, der bruger kulør. Og det føles ligesom bare mest rigtigt, ik’?
Nå ja, i øvrigt: jeg ved heller ikke om rødbederne bare er en mig-ting eller en jo-det-ER-faktisk-lækkert-ting, men i min verden spiser man rødbeder og kartoffelmos til millionbøf. End of discussion!
Okay, er I klar? Så kører vi, Carlos!
Med ønsket om en skøn dag fyldt med bingeværdige serier, nye puslespil og spændende ting at iagttage gennem vinduet!

Vegansk millionbøf med Naturli Minced
Ingredienser
Millionbøf
- Olie til stegning
- 1 løg, hakket
- 2 fed hvidløg, hakket
- 1 pose Naturli Minced (enten Shape Me Minced eller Minced)
- 10 gram grøntsagsbouillonpulver eller en bouillonterning
- 4 dl vand
- 5 laurbærblade
- Masser af sort peber
- 2 spsk soya
- Masser af Engelsk Sauce
- Jævnes med Maizena
Kartoffelmos
- 1 kilo kartofler, skrællede
- 1 fed hvidløg, presset
- Plantedrik eller lidt af kogevandet
- Smørbar
- Masser af salt og peber
Til servering
- Syltede rødbeder, græskar eller andet surt, du kan lide
Sådan gør du
Millionbøf
- Start med at svitse løg og hvidløg i lidt olie ved middelhøj varme. Steg et par minutter, indtil løgene er gennemsigtige.
- Tilsæt 1 pose Minced og top med bouillon, soya, vand, laurbærblade, et godt skud sort peber og masser af engelsk sauce. Rør godt sammen, skru ned for temperaturen, læg låg på og lad simre i en halv times tid.
- Smag til med salt og peber og mere engelsk sauce.
- Bland lidt Maizena med vand og jævn saucen, indtil den har en konsistens, du kan lide.
Kartoffelmos
- Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker.
- Kog kartoffelstykkerne møre, ca. 20 minutter, eller indtil stykkerne glider let, når du stikker i dem med en urtekniv.
- Hæld vandet fra kartoflerne - gem evt. lidt af det, hvis du vil justere med kogevand i stedet for plantedrik.
- Kom hvidløg, en god skefuld Smørbar, salt, peber og et lille skvæt plantedrik ned til de varme kartofler og brug en elpisker eller stavblender til at blende det til en lind mos. Juster undervejs.
Servering
- Spis din kartoffelmos med millionbøf på toppen og server med rødbeder til. Velbekomme!
Psst …
Hvis du er på udkig efter andre former for comfort food, så prøv:
- Vegansk bolognese med belugalinser og soltørret tomat
- Vegansk butter chicken med blomkål og kikærter
- Vegansk rød linsecurry
Bruger du minced direkte fra frost? Eller tør du den op først?
Hej Joy, jeg bruger den direkte fra Frost. Det synes jeg lige så godt man kan, når det skal i sammenkogte retter ☺️
Åh jeg har det svært med “masser” af et eller andet. Jeg er ikke den store kok . Hvor meget er “masser” af engelsk sovs.. bare sådan ca??
Mange hilsner og tak for mad opskrifterne
Kristin
Hej Kristin, start med 2 spsk. og smag til derfra – det har en meget karakteristisk smag, men giver også masser af umami