Hvis du leder efter et lidt atypisk indslag på julebordet, så er vegansk julehummus med gulerødder, krydderurter og granatæble et usædvanligt godt bud!
Jeg elsker jul på den helt barnlige måde og glæden er kun blevet større af at have min egen lejlighed, som jeg kan pynte op og hygge omkring. Sidste år købte jeg mit helt eget, første juletræ og selvom det fyldte mere eller mindre hele stuen, så gav det mig julelys i øjnene (pun intended) hver eneste dag. Desværre er jeg flyttet sammen med en decideret julehader, som afskyr alt glitter og stads og som vist helst ville rejse væk hele december, hvis det kunne lade sig gøre.
Det afholder mig dog selvfølgelig ikke fra at have forberedt en julekalender til ham, have sat nisser i vindueskarmen og tvangsindlægge ham til at se julekalender med mig (den del kender han ikke til endnu). I aften skal jeg have kaffe i termokoppen og ud at gå en tur gennem byen for at se julelyset, som er en kende usmageligt, men også bare helt vildt hyggeligt. Arhmen venner, I’m so here for it!
Oooog noget andet jeg på alle måder også er her for, at denne julede hummus. Julehummus, tænker I nok: kan hummus gøres sæsonpræget?
Og svaret er helt og holdent: JA! Hummus er altid i sæson; det kommer bare an på, hvilke krydderier, man spicer den op med.
JEG PRÆSENTERER: JULET GULERØDSHUMMUS MED GRANATÆBLE OG GULERØDDER, SOM VIL VÆRE ET SMUKT INDSLAG TIL ENHVER JULEFROKOST!
På domænet findes allerede karryhummus, pumpkin spice hummus, peberfrugtshummus, almindelig hummus, hummusanretning og persillehummus og hvad kan jeg sige … Nu får vi én til! Denne hummus er krydret med persille og rosmarin og toppet med lidt julestads, som vil gøre den til et kærkomment indslag på ethvert julebord. For der findes aldrig et dårligt tidspunkt at spise hummus på!
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med julekalender, stearinlys og Burhan Gs nye julealbum!

Julehummus med gulerødder, krydderurter og granatæble
Ingredienser
Julehummus
- 4 hele gulerødder, skyllet og skrællet
- Smagsneutral olie
- 1 fed hvidløg, presset
- 1 spsk. hakket, frisk rosmarin
- 1 spsk. hakket, frisk persille
- 1/2 løg
- 1 dåse kikærter, drænet og skyllet
- 3 spsk. vand
- 2 spsk. olivenolie
- Saft fra ½ citron
- 1/2 tsk. salt
- ¼ tsk. stort peber
- ¼ tsk. paprika
Topping
- Granatæblekerner
- Kruspersille
Sådan gør du
Forvarm ovnen til 225 grader.
Vask og skræl gulerødderne og
skær dem i små tern af 1x1 cm. Smid dem sammen med en lille smule olie og bag
dem på en bageplade i 15-20 minutter, indtil de er møre. Lad dem køle ned.
Varm lidt smagsneutral olie op
på en pande ved middel varme. Tilsæt hakekt hvidløg, tørret persille og frisk
rosmarin og steg ca. 1 minut. Sørg for, at hvidløget ikke brænder på.
Tilsæt de bagte gulerødder, de
stegte hvidløg og urter, og resten af ingredienserne til food processoren og
kør ved høj styrke, indtil hummussen har en god konsistens. Smag til.
Anret hummus med
granatæblekerner og persille.