Jeg bruger uhæmmet mange penge på Tofu Banh Mi i den lokale biks – men det behøver jeg ikke længere, for deres hemmelighed er luret, og jeg synes, at min smager præcis så godt som deres! Happy days!
Når jeg har en dårlig dag, treater jeg tit mig selv til en Banh Mi med tofu nede fra den lokale biks på Vesterbro (Odenses udgave af Vesterbro, that is). Jeg fik øjnene op for Banh Mi for et par år siden og har været sådan nogenlunde besat siden da. Engang forstod jeg ikke, hvorfor nogen købte dem, for det er jo bare en sandwich, og så vil man da hellere have stegte nudler eller curry, hvis man nu alligevel er et sted, der sælger den slags. Men så købte jeg en Banh Mi i Københavns lufthavn og så ændrede mit liv sig ligesom, for det var måske den bedste sandwich, jeg nogensinde havde købt (og dem når man alligevel at købe en del af i løbet af sit liv).
MEN! Det er sparetider herhjemme, og det går heller ikke, at den søde dame dernede snart kan mit fornavn, så jeg er begyndt at lave dem selv. Det tog mig lige et par dage at lure opskriften, men nu synes jeg faktisk, at min smager nogenlunde præcis som den, jeg køber – og så tager den sgu næsten lige så kort tid at fremskaffe.
Normalt ville man skulle marinere sin tofu, vente og tilberede, men jeg har fundet ud af, at den stegte tofu med chili og citrongræs, som kan købes i mange danske supermarkeder, er fuldstændig perfekt til formålet! So I don’t really need to wooork! I det hele taget består Banh Mi mestendels af de virkemidler, vi kan købe os til i butikken, hvilket jeg er vild med.
Sådan laver du din Banh Mi:
Først skal de syltede grøntsager laves. Det er nemt, men skal gerne stå mindst en time eller natten over:
- Lav en blanding af 50/50 hvidvinseddike og risvinseddike, og bland med et par skefulde sukker og lidt salt, indtil det har en god balance.
- Skær grøntsagerne i tynde stave og læg dem i syltelagen.
- Lad stå i mindst 1 time og gerne natten over.
Og så skal der laves Banh Mi:
- Bag en baguette i ovnen (bare de der man køber til ingen penge, vi gider ikke til at bage)
- Skær den ene side op, uden at skære hele vejen igennem
- Smør den ene side med Sriracha, den anden med Hellman’s Vegan Mayo
- Fyld masser af koriander, skiver af stegt tofu, frisk agurk og syltede grøntsager i
- Top med sweet chili sauce
- SPIS!
Resultat? En lille dråbe af himlen!
Hvor køber jeg ingredienserne til vegansk Banh Mi?
Marineret tofu
Jeg er helt vild med den marinerede tofu med chili og citrongræs fra Butler’s Choice, som ses på billedet herover. Her i Odense fås den både i Rema 1000 og i Føtex, men sikkert også andre steder. Der findes sikkert andre varianter på markedet, men den her er i hvert fald en sikker vinder!
Vegansk mayonnaise
Der findes flere forskellige veganske mayonnaiser på markedet, men ingen af dem slår Hellman’s Vegan Mayo. Den smager bare af god, gammel, klassisk mayo. Så den køber jeg i Føtex og Bilka, og hvis du ikke har den i din lokale Føtex, så er der en indkøber, der skal fyres!
Sød Chili Sauce
Der findes ueeendeligt mange søde chili saucer på markedet, og jeg vil tro, at de allesammen kan bruges. Min yndlings er dog Go-Tan Sweet Chili Sauce, som vi er blevet ret afhængige af herhjemme. Min er købt i Føtex.
Er I klar til at gå igang?
Okay, godt, for det er jeg, og jeg er mega sulten!
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med godt humør, brød med god krumme og masser af julestemning!

Vegansk Banh Mi med tofu
Ingredienser
Syltede grøntsager
- 2 gulerødder, skrællet og skåret i tændstikker
- 1 rød peber, skåret i tændstikker
- Hvidvinseddike
- Risvinseddike
- Salt og sukker
Til din Banh Mi
- 1 færdiglavet baguette
- 100 gram stegt tofu med citrongræs og chili (eller anden marineret tofu)
- Frisk koriander
- Skiveskåret agurk
- Vegansk mayonnaise (jeg bruger Hellman's Vegan Mayo)
- Sriracha
- Sweet chili sauce (jeg bruger en fra Go Tan)
Sådan gør du
Syltede grøntsager
- Kom 50/50 hvidvinseddike og risvinseddike i et glas og bland med et par skefulde sukker og lidt salt. Jeg bruger aldrig præcise mål her, jeg smager bare på det og ser, om jeg synes det er for sødt eller syrligt.
- Kom de skårne grøntsager ned i syltelagen og rør rundt. Hvis lagen ikke dækker helt, så tilføj lidt koldt vand.
- Lad stå på køkkenbordet i mindst en time og gerne natten over - så er dine grøntsager klar til brug.
Sådan laves din Banh Mi
- Bag din baguette efter anvisning på pakken og lad den køle lidt af. Halver den og skær den op i den ene side, så du kan fylde den, men uden at skære den hele vejen igennem.
- Smør den ene halvdel med sriracha og den anden med mayonnaise.
- Fyld din sandwich med masser af frisk koriander, skiver af den marinerede tofu (gerne med lidt af selve marinaden), 2-3 skiver frisk agurk og til sidst lidt syltede grøntsager. Slut af med sød chili sauce.
- Spis og vær glad!
Noter
Psst…
Hvis du er på udkig efter andre gode frokostløsninger, så prøv: