Hvis du var i tvivl om, hvad du skulle spise juleaften, så er du det muligvis ikke mere…
Glædelig 4. december!
Jeg er for alvor ved at finde min julestemning frem. Og okay, den har måske været der den sidste måneds tid, sådan målt ud fra mit indtag af risengrød og afspilninger af julemusik, men den er for alvor sprunget ud nu, hvor det faktisk er lovligt.
Denne weekend har indeholdt lidt af alt det gode her i livet: i fredags var jeg til lidt for festlig julefrokost på mit praktiksted, hvor jeg opførte mig delvist pinligt og stiftede lidt for nært bekendtskab med en pæredrink, som den søde bartender velvilligt forsynede mig med i timevis, selvom jeg godt vidste, at jeg skulle med bussen hjem til mine forældre på Fyn dagen efter. En dårlig kombi, når man både er blevet så gammel, at man ikke kan tåle alkohol og samtidig lider af voldsom køresyge (serviceinfo: det gik samme dag op for mig, at Burger Kings vegetarburger er vegansk, hvis man bestiller den uden mayo og ost. I øvrigt har de også en vegansk bearnaisedip. Ja. Selv tak.) I går var jeg til julemarked på Jim Lyngvilds Ravnsborg, hvor jeg kiggede på vikinger og forsøgte at drikke nok mjød til at få mine 2. dags tømmermænd til at forsvinde.
I sådanne weekender er det så rart, at denne julekalender ligger mere eller mindre klar til at blive udgivet. Det eneste jeg skal bekymre mig om, er sådan set, hvad jeg skal spise til jul og hvor meget sovs, der skal på.
Nogle ting er så gode, at man ikke skal ændre på dem. Man skal bare bøje sig i støvet og spise, spise, spise. Sådan har jeg det med dette flettede linsebrød fra itdoesnttastelikechicken.com, som er noget af det mest fantastiske, hjertevarme mad, jeg kan komme i tanke om, og som er en stærk kandidat til årets julemenu – sammen med gårsdagens julesovs fra Jamie Oliver, naturligvis.
Det er sprødt, blødt, hyggeligt og rart, og selvom min æstetiske sans efterlader meget tilbage at ønske, så er det altså stadig utrolig pænt og fint at se på – og det skader jo ikke ligefrem, vel? Jeg har ændret en lille smule i opskriften, for jeg havde lyst til, at mit brød skulle indeholde rødbede – men det kan man gøre helt som man selv vil. Ligegyldigt hvad burde man virkelig tjekke Sams opskrifter ud, for hun er så vild udi det veganske køkken, at jeg kun kan drømme om at være ligesom hende.
Med ønsket om en god mandag fyldt med julestemning, masser af kalorier og online julegaveindkøb!
24 veganske juleopskrifter:
1. december: DIY bodyscrub med kaffe og kanel
2. december: Helende varm kakao alá Golden Milk
3. december: Vegansk julesovs alá Jamie
![](http://knaehoejkarse.dk/wp-content/uploads/2017/11/2017-07-1515.42.50_533x800.jpg)
FLETTET LINSEBRØD
Ingredienser
- 2,5 dl grønne linser
- 1 grøntsagsbouillonterning
- 2,5 dl ristede, hakkede valnødder
- 3 spsk kværnede hørfrø
- 0,8 dl lunkent vand
- 2 spsk olivenolie
- 2 stængler bladselleri
- 1 løg
- 1 stor rødbede
- 250 gram champignon
- 4 fed hvidløg
- salt og peber
- 1 tsk tørret timian
- 1,5 dl havregryn
- 1 toppet dl mel
- 2 ruller butterdej Husk at tjekke, om din butterdej er vegansk - det er næsten alle færdigkøbte butterdeje heldigvis.
- Lidt plantemælk til pensling
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 200 grader.
Linsefyld
- Kog linserne efter anvisning på pakken i rigeligt vand med en bouillonterning. Lad koge indtil linserne er møre og lidt mere til. Hæld vandet fra og mos 2/3 af linserne med en stavblender eller kartoffelmoser, så der stadig er nogle enkelte hele linser tilbage.
- Kom de kværnede hørfrø i en lille skål og tilsæt det lunkne vand. Rør rundt og stil til side ca. 10 minutter, indtil det er blevet dejligt klistret.
- Hak løg, selleri og rødbede fint og steg det ved middel til høj varme i lidt olivenolie. Lad det stege ca. 5 minutter og tilsæt herefter champignon, hvidløg, timian, salt og peber til panden og lad stege videre et par minutter, indtil væsken fra svampene er kogt væk.
- Kom de stegte grøntsager i en stor skål sammen med ristede valnødder, hørfrø-klister, havregryn og mel og bland godt sammen. Det gode ved vegansk fars er, at man med ro i sindet kan smage på den, så smag efter, om den mangler salt eller krydderier - man kan eksempelvis med fordel tilsætte chili eller julede krydderier som nelliker og kanel.
Samlingen
- Rul en rulle butterdej ud og placer halvdelen af linsefyldet ned langs midten, mens du lader der være god plads i begge ender. Skær skrå strimler med ca. 1 centimeters bredde i begge sider. Start med at folde det overskydende dej i begge ender op over linsefyldet, og begynd derefter at flette. Start med at folde en strimmel fra venstre side over brødet, og herefter en fra højre, så de danner er X. Fortsæt med det hele vejen ned, mens du sørger for, at dine strimler ligger rimelig tæt. Klik evt. ind på itdoesnttastelikechicken og se hendes instruktioner, hvis det er svært at forstå proceduren - eller gør, hvad der passer dig! Fortsæt på samme måde med brød nummer to.
- Læg linsebrødene på en bageplade og pensl dem med din yndlings plantedrik. Bag dem i ovnen i 40-45 minutter, indtil de er gyldne. Server med gårsdagens lækre sovs. Velbekomme!