Er i klar til jeres nye yndlingsmåltid? Træd tilbage for hjemmelavet fladbrød med langtidsbagte tomater, paprikaristede kikærter og haydari! Halleluja!
Der findes nogle aktiviteter, der øjeblikkeligt frembringer følelsen af at have erobret voksenlivet. Der er masser af dem: Første gang man renser afløbet i badet. Første gang man gemmer sine kvitteringer i en kasse. Første gang man investerer i en kaffemaskine og bruger sætningen “der er kaff’ på kanden.” De øjeblikke optræder hele tiden og er mere eller mindre forudsigelige. Men så er der de tidspunkter, hvor voksenfølelsen spontant udspringer af aktiviteter, man ikke lige havde regnet med – heriblandt at stå lørdag aften i sit køkken og bage fladbrød, mens tomaterne syder i ovnen på 3. time, åbenbart. Jeg ved ikke, om det er fordi, det i sig selv er voksent at bruge lørdag aften på gærdej i stedet for shots, men jeg blev ramt af en stærk følelse af, at alle fremtidige selvangivelser, indkøb i Silvan og samling af IKEA møbler bare komme an. Jeg skal nok stå klar med både brød og kaffe. Tror jeg.
Hvis du står med nogle timer, du ikke ved, hvad du skal gøre med (eller bare mangler en overspringshandling), har nogen, du skal imponere (har man ikke altid?) eller bare er typen, der heller ikke kan få tanken om brød og feta ud ad hovedet, når den først er blevet plantet, så er du kommet til det rette sted!
Min inspiration opstod, da min meget gravide veninde i pausen til en forelæsning fortalte, hvordan hun havde fået en pludselig og dødsensalvorlig trang til falafel, som havde fået hende til at smide alt og bruge hele dagen på at lave et ret så overdådigt måltid. Når baby viser sig at have udviklet så tidligt en raffineret smag, at den vil have hjemmelavet pitabrød med falafel, langtidsbagte tomater og haydari, så skal baby have hjemmelavet pitabrød med falafel, langtidsbagte tomater og haydari. Det er klart. Og efter at have hørt den historie, har jeg ikke kunne få det ud ad hovedet.
Nu er jeg heldigvis ikke selv gravid; men når en kvinde får seriøse kulhydratcravings, så er dét sagen uvedkommende. Så skal der handles på det. Og det skal gå stærkt. Derfor kom jeg op med et måltid i samme kategori, bare med lidt mindre arbejde. Og det gik fremragende, hvis jeg selv skal sige det! Det udløste bare ét problem: Det stillede ikke rigtigt min lyst. Tværtimod, egentlig. Det gjorde mig snarere til et frådende vilddyr uden selvkontrol. Faktisk har jeg allerede spist det to tre gange på to uger – plus rester til frokost – og jeg har allerede lyst til at spise det igen. Det har taget overhånd i en sådan at grad, at min roomie Katrine (som er mere ekspert udi det gærmæssige end jeg og derfor altid bliver sat til at bage for mig) klager over konstant seneskedehindebetændelse grundet for meget æltning af fladbrødsdej. Meeen… Man siger jo at måden, man kommer af med en sang, man har fået på hjernen, er, at man spiller den igen og igen, indtil man ikke kan holde den ud mere. Jeg tænker, at det samme er tilfældet med mad. Og så må man leve med de skavanker, dét så måtte medføre (på andre). Hæ!
Jeg kan allerede mærke, at det her er en ret, som kommer til at snige sig ind på top 10, for mine cravings har resulteret i et måltid, der emmer af perfektion: Glohede fladbrød, søde tomater, stærke kikærter og salt feta. Det er altså næsten lige så smukt, som når Ben & Jerry’s offentliggør nye smagsvarianter – hvilket min lettere overdrevne billeddokumentation vist også bevidner. Aarrrhmenaltså. Det ER sgu da pænt, hva?!
Man kunne selvfølgelig sagtens vælge at lave denne ret med kød; shawarma eller kebab er vel nærmest selvsagt. Jeg har fået en del mere kød, end jeg er vant til her på det sidste og det føles sådan lidt underligt. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har været så dum at overspringshandle ved at bingewatche dokumentarer på Netflix om den amerikanske kødindustri (et lille råd: lad være med det) eller om jeg bare føler, at kød er noget, der skal veje 300 gram og have hvidløgssmør på toppen, før det er besværet og pengene værd, men i hvert fald synes jeg, at ristede kikærter holder 100. Hvis det hele alligevel skal søbes ind i haydari (og dét skal det), så kan man nærmest servere hvad som helst – selv min kæreste sagde, at han ikke savnede kød her, og det er for mig den mest stabile indikator for, hvornår en ret fungerer. Jeg er endda næsten sikker på, at det ikke bare var noget, han sagde for at være flink.
Til sidst skal jeg bare lige spørge: kan man godt spise frokost inden 12? Og er der kalorier i feta, hvis man dækker det med tomat?
Hjemmelavede fladbrød med langtidsbagte tomater, haydari og ristede kikærter
Nok til 4 (sultne) personer
Tomaterne skal bage i 2 timer eller mere, så lav dem først. Mens de bager laves dejen til fladbrød (jeg bruger denne opskrift.) Den skal hæve i 45 minutter, men kan sagtens tåle at hæve længere. Mens tomaterne bager og dejen hæver, laver jeg haydari. Den kan også sagtens laves dagen før og har kun godt af at stå. Til sidst forberedes kikærterne. Jeg plejer at sætte dem i ovnen over tomaterne og sætte ovnen på grill.
1) Langtidsbagte tomater
500 gram cherrytomater, skåret i halve
1 tsk sukker
Olie
Salt og peber
Fremgangsmåde
▪ Tænd ovnen på 125 grader varmluft.
▪ Halver tomaterne og læg dem med skindsiden nedad på en bageplade beklædt med bagepapir.
▪ Hæld lidt olie over og drys med sukker, salt og peber.
▪ Sæt dem i ovnen og lad dem bage i 2 timer eller mere – mine fik 3, og de blev helt perfekte.
2) Når tomaterne er i ovnen, laves dejen til fladbrød. Jeg følger denne opskrift. Brødet skal hæve i mindst 45 minutter og giver ca. 16 fladbrød.
3) Haydari
500 gram feta (mindre kan også gøre det, men så igen: er det virkelig feta man vil spare på?)
1 rød peberfrugt, hakket fint
3 tomater, hakket fint
½ rød chili, hakket fint
3 fed hvidløg
1 spsk græsk yoghurt
Salt og peber
Fremgangsmåde
▪ Læg feta i en stor skål og mos den med en gaffel.
▪ Hak tomat, peberfrugt og chili så fint, som du orker, og kom den i skålen sammen med presset hvidløg og græsk yoghurt.
▪ Rør det hele godt sammen og smag til med salt og friskkværnet peber.
4) Paprikaristede kikærter
1 dåse (400 gram) kikærter (eller kikærter, som har stået i blød natten over og efterfølgende er blevet kogt ca. 1 time)
2 spsk olie
1 spsk paprika
Salt og peber
Fremgangsmåde
▪ Spred kikærterne på en bageplade beklædt med bagepapir og drys med salt, peber og paprika. Hæld olie ud over og spred det godt rundt, til alle kikærterne er dækket.
▪ Sæt dem ind i ovnen over tomaterne og skru varmen op til 200 graders grill. Lad dem riste i 15-20 minutter. Smag evt på dem undervejs. De skal have lidt farve og være sprøde, men ikke seje.
Tilbehør
I virkeligheden synes jeg ikke, man behøver det store tilbehør, men det hjælper som regel lidt på den overordnede samvittighed at skære lidt rødløg. Så har man vist også dækket grøntsagsbehovet ind den dag!
2 Kommentarer