Okay, okay, okay, jeg ved godt, at det er hedebølge og at I allesammen gerne vil ligge på stranden og spise vandmelon og de der hjemmelavede smoothie-is, som alle påstår er lige så lækre som almindelige is.
Men er jeg den eneste, der ind imellem bare gerne vil krybe sammen i et hjørne af sofaen og spise ragout, mens jeg ignorerer vejret og fordyber mig i noget Colin Firth relateret?
…ja?
Nå, men det skal ikke stoppe mig fra at poste denne her opskrift på vegansk ragout med svampe, squash, peberfrugt og oliven. Den er vinteragtig, hyggelig og kan serveres sammen med polenta (hold kæft, hvor skal man egentlig huske, at polenta er lækkert!), kartoffelmos eller pasta. Og I ved jo, at jeg elsker mad, der går sammen med alle former for kulhydrater!
Noget andet jeg elsker, er mad der går ind under ‘tøm køleskabet-kategorien’, og det gør denne ret i særdeleshed. Så kan det godt være, at det er socialt uacceptabelt at sidde indenfor og spise ragout, mens det er 30 grader varmt udenfor, men i det mindste har jeg skånet miljøet ved at undgå madspild. Hæ! 1-0!
På med hyggesokkerne, ned med persiennerne og frem med den helt store spiseske!
Med ønsket om en god mandag fyldt med lækre mennesker (m/k), kold rosé og noget altanhalløj!
Psst…
Hvis du er på udkig efter andre comfort food retter, så prøv f.eks.:
-
Svamperagout med sorte linser (vegansk)
-
Shepherd’s pie (vegansk)
-
Vegansk gryderet med kastanjer og rødbedemos (vegansk)
Vegansk ragout med svampe og squash
Ingredienser
- olivenolie
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- 1 rød peberfrugt
- 250 gram champignon
- 3 gulerødder
- 1 gul squash
- 1 bundt timian
- 2 dåser flåede tomater
- 1 tsk røget paprika
- 3 spsk soya
- 1 spsk rødvinseddike
- 4 spsk sorte oliven
Sådan gør du
- Hak alle grøntsagerne rustikt og stil dem klar.
- Varm en generøs mængde olivenolie op i en gryde eller en stor pande. Tilsæt alle grøntsagerne og lad dem stege ved medium til høj varme i 5-10 minutter, indtil de begynder at brune.
- Tilsæt de flåede tomater, paprika, rødvinseddike, soya og nogle timiankviste (evt. bundet sammen). Skru ned for varmen og lad simre uden låg i 40-45 minutter.
- Tilsæt til sidst de sorte oliven og smag til med salt og peber og evt. lidt sukker, hvis smagen er for skarp.
- Server med kartoffelmos, pasta eller cremet polenta - velbekomme!