Der er dage, hvor det eneste, der virker, er en kæmpe skål med dampende varm suppe under noget slumretæppe, er det ikke rigtigt?
Jeg skal tre uger til Thailand i maj, og er allerede ved at glæde mig til alt det mad, jeg forhåbentlig skal spise, så da jeg vågnede søndag formiddag med lysten til noget karrypasta-kokosmælk relateret, var der ingen vej tilbage.
Især i januar måned, som er den mest triste måned, der findes, efter min mening, og med mere lyst til at se Netflix end at skrive speciale, er en kop dampende varm og helt simpel thaisuppe med rød karrypasta, kokosmælk, grøntsager, citrongræs, ingefær, lime og koriander måske dét mest perfekte, man overhovedet kan gøre for sig selv. Det er varmt, nærende, mættende og på alle måder perfekt. Vigtigst af alt: du kan have den på bordet om 30 minutter!
Vent. Sagde hun koriander?
Ja.
BREAKING NEWS: Jeg er blevet fan af koriander.
Hvad sker der for dét? Mine smagsløg har virkelig ændret sig, efter at jeg er blevet veganer, og samtidig har jeg ved flere lejligheder tvunget mig selv til at spise det, fordi jeg slet og ret ikke havde opfattet, at den ret, jeg bestilte, involverede koriander. Og så har jeg bare lukket øjnene og bedt til, at den grimme smag af sæbe ville forsvinde. Og det har jeg så gjort, indtil det begyndte pludselig ikke at smage af sæbe mere. Og nu kan jeg altså lide det! Sgu! Faktisk til et punkt, hvor jeg virkelig synes, at det gør noget godt min ret og slet ikke kan undværes. Det er særdeles mystisk og rart på samme tid, fordi det er endnu en ting, jeg nu ikke skal bekymre mig om, når jeg skal lede efter mad, jeg kan spise.
Men! Frygt ej! Hvis man ikke er til det, så kan denne thaisuppe selvfølgelig laves uden koriander, og være lige så fantastisk alligevel. Fik jeg nævnt dét med, at den kan laves på 30 minutter?
Så skulle vi ikke bare se at komme igang?
Med ønsket om en god tirsdag fyldt med frostvejr, varm kaffe og The Crown på Netflix!
Psst…
Hvis du er på udkig efter andre opskrifter på suppe, så prøv:
-
Nem vegansk kartoffelsuppe med søde kartofler
-
Tortillasuppe med majs og bønner (vegansk)
-
Sygdomsbekæmpende linsesuppe med citron (vegansk)
SIMPEL THAISUPPE MED INGEFÆR OG CITRONGRÆS
Ingredienser
- 1 tsk kokosolie
- 1 frossen wokblanding (500 gram)
- Saft og skal fra 2 lime
- 2 citrongræs, halveret på langs
- Stilke fra 1 bundt koriander (kan udelades)
- 2 spsk soya (eller fiskesovs, hvis du spiser det)
- 1 stort stykke revet ingefær
- 1 stor spsk rød karrypasta
- 2 dåser kokosmælk (12-14 %)
- ½ liter grøntsagsbouillon
Topping
- Frisk koriander
- Hvidløgsspirer
- Evt. nudler eller ris
Sådan gør du
- Varm en lille smule kokosolie op i en stor gryde og steg den frosne wokblanding i et par minutter. Tilsæt saft og skal fra 2 lime, revet ingefær (så meget som du kan lide - jeg kan lide at bruge et stykke på størrelse med en tommelfinger), 2 halverede citrongræs, karrypasta, soya og finthakkede stilke fra et bundt koriander. Steg lidt videre, ca. 1 minut.
- Tilsæt de 2 dåser kokosmælk og bouillonen og rør godt rundt, indtil den tykke del af kokosmælken har opløst sig. Giv et let opkog og lad simre ved lav varme i 20 minutter. Suppen skal helst ikke koge for meget, da kokosmælk i så tilfælde kan skille, men den skal varmes godt igennem.
- Smag til med ekstra soya, tag citrongræsset fra og server i store skåle, evt. med ris eller nudler til. Top med store håndfulde koriander og hvidløgsspirer og spis, spis, spis.