Glædelig 9. december!
Hvis du sidder og tænker: “Sofie… Har du aldrig andet end græskar i hovedet? Kunne vi måske prøve at udvide repertoiret lidt?”
…Så er svaret nej. Et stort fedt nej.
Altså: vi snakker frikadeller. LAVET AF GRÆSKAR! Det er sgu da godt godt til at være sandt, hva? Og I skal ikke komme og sige, at jeres forældre ikke bliver imponerede, når I kommer anstigende til julefrokost med dem under armen, så I kan lige så godt hoppe med på græskarvognen sammen med mig.
Græskarfrikadeller er gode som tilbehør, som hånd-dunser, i sandwich eller på en god rugbrødsmad, så der er i det hele taget ikke rigtig nogen grund til at have de her i køleskabet. Et stykke rugbrød med græskarfrikadeller og masser af mayo, anyone?
Det tænkte jeg nok.
Med ønsket om en god lørdag fyldt med julefrokost, gode venner og minimale mængder snaps (seriøst… Prøv at lade være).
24 veganske juleopskrifter:
1. december: DIY bodyscrub med kaffe og kanel
2. december: Helende varm kakao
3. december: Julesovs alá Jamie
4. december: Flettet linsebrød
5. december: Chocolate chocolate chocolate chip cookies
6. december: Blomkålssteg på bund af sorte linser
7. december: Dadeltrøfler med kaffe og hvid chokolade
8. december: Butternutsteg med valnøddesmør
GRÆSKARDELLER MED ROSMARIN
Ingredienser
- 1 butternut
- olivenolie
- salt og peber
- 2 fed hvidløg
- 1 dl hvedemel
- 2 dl grovvalsede havregryn
- 1 håndfuld Frisk rosmarin
- 1 dl grovvalsede havregryn (til samlingen)
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 180 grader.
- Halver butternutten og skrab kernerne ud med en ske. Læg et skrællet, mast fed hvidløg i hvert hul, smør med lidt olivenolie og drys med masser af salt og peber. Bag i ovnen med skindsiden nedaf i ca. 60 minutter, indtil butternutten er helt mør.
- Tag butternutten ud ad ovnen og lad den køle af i 5 minutter, inden du skraber indmaden og de bagte hvidløg ud og overfører det til en food processor eller en blender. Tilføj 2 dl grovvalsede havregryn, hvedemel og rosmarin. Blend, indtil massen er samlet.
- Overfør farsen til en skål og top med ekstra havregryn, indtil farsen er sammenhængende - jeg brugte ca. 1 dl. Smag til med salt og peber og evt. mere rosmarin.
- Brug to skeer til at forme frikadeller. Farsen vil måske virke lidt skrøbelig, men jeg havde ingen problemer med at få den til at hænge sammen på panden. Steg dellerne i rigeligt olie og læg dem efterfølgende på en tallerken med lidt køkkenrulle, så noget af fedtet absorberes.
- Velbekomme!