Romkugler har alle dage været en undervurderet kage, og selvom disse veganske vidundere hverken indeholder smør, æg eller mælk, smager de præcis, som jeg husker dem. Måske bare bedre! Altså JA!
Veganske romkugler med sorte bønner, dadler og nødder… Say whaaaat?
I ved jo godt, at jeg IKKE advokerer for sundere snacks lavet på bønner og dadler, hvis jeg ikke oprigtigt mener, at det smager lige så godt (eller bedre!) som den ægte vare. Fordi, ærlig talt… Meget kan man sige om dadler og i særdeleshed om bønner, men sammen lyder det ikke specielt lækkert, og det lyder SLET ikke som noget, man vil spise sammen i store kugler.
HÆ. Klip til mig, foran fjernsynet med hyggebukser på, som kører dem her ind i samme fart, som Amalie Szigethy kan nå at sige noget dumt.
Jeg elsker dem. ELSKER! Og det kommer I også til!
Jeg har altid været fan af romkugler, fordi, well… Det er en kage lavet af kage. Det er kage inden i en kage. Det er mange kager i én. Med chokolade og smagen af sprut. Ærligt: what’s not to like?! Altså jeg har da godt hørt historien om, at romkugler er lavet af de kager, som bageren har fejet op fra gulvet og af dem, som var for gamle og ikke kunne sælges, så man brugte rom til at skjule den fordærvede smag og aaalt det der. Men dét er der heldigvis ikke noget af i vores romkugler, for de er lavet fra bunden og vi har fuldstændig styr på alt, hvad der kommer i. Hvad siger vi så?!
Veganske romkugler er:
- Lavet af fooorholdsvist sunde og tilforladelige ingredienser
- Sindssygt nemme at lave (og en fordel at lave i forvejen, hvilket gør dem til den idéelle jeg-er-en-god-kollega-snack)
- Noget alle i familien kan blive enige om
- Glutenfri og sødet med dadler
- BEDRE END BAGERENS! Synes jeg! Ægte!
Der er helt sikkert masser af kalorier i, MEN til gengæld har man det ikke som om man skal dø, hver gang man har spist én. Og det kan også noget, jo!
Veganske romkugler er (ligesom almindelige romkugler, haps haps) en ruskomsnusk-kage, så lad være at forholde dig alt for regelret til opskriften. De sorte bønner kan fx skiftes ud med sorte kikærter eller kidneybønner, der kan bruges andre slags nødder, en anden slags marmelade, og i det hele taget: hvis du, mod forventning, står med rester af kager, dadelkugler eller hvad ved jeg, så blend dem da med! Det skal nok blive lækkert, sagde Mor Jette!
Hvad siger I, er vi klar?
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med juleferie, juleferie og mere juleferie!
Veganske romkugler
Ingredienser
- 1 dåse sorte bønner, drænet (kan evt. erstattes af kidneybønner eller sorte kikærter)
- 100 gram mandler
- 1 dl grovvalsede havregryn
- 250 gram tørrede dadler uden sten
- 3 spsk kokosolie
- 3 spsk kokosmel
- 4-5 spsk rå kakaopulver
- 3 spsk rom aroma
- 2 spsk hindbærmarmelade
- Kokosmel til at rulle i
Sådan gør du
- Blend mandler, havregryn og kakaopulver i en food processor eller blender, indtil det er en fin masse.
- Tilsæt de drænede bønner, udstenede dadler, kokosmel, kokosolie, romaroma og marmelade. Blend videre, indtil massen samler sig og den kan rulles til kugler. Smag til med kakaopulver og rom aroma - den kan trække mere end man tror, synes jeg. Der er stor forskel på styrken i kakao, så smag efter og se, hvad du synes.
- Rul til ca. 12 mellemstore kugler, sådan som du bedst kan lide. Massen vil måske føles lidt for våd lige her, men det er okay, for de bliver meget mere faste, når de kommer på køl.
- Kom i køleskabet ca. 1 time og rul herefter romkuglerne i kokosmel eller krymmel. Spis og vær glad - og opbevar på køl. Velbekomme!
Psst …
Hvis du er på udkig efter andre veganske lækkerier, så prøv:
Hej hej.
Må lige høre om det er fin kokosmel eller groft der skal bruges? (:
Kan se du bruger groft på billedet, men ved ikke om du også bruger det til selve bagningen..
– glæder mig til at prøve det af
Hej Amanda,
Jeg bruger almindeligt ‘groft’ kokosmel i selve romkuglemassen, som jo så bliver blendet sammen med det andet, og dermed ender ret fint. Men jeg bruger helt almindeligt, groft kokosmel til at rulle i ☺️ Håber de bliver gode!
Romkugler
Kokosmel.. som skal i dejen er det det fine alm kokosmel eller grov kokosmel det i flager som man også ruller dem i??
Hej Lise, det er helt almindeligt kokosmel, ligesom man også ruller dem i ☺️
Ææælsker romkugler, men føler mig helt slået ud efter at have spist en hel, for en halv dur bare ikke. GLÆDER mig til at prøve de her
Tak for lækre opskrifter iøvrigt. Jeg har lige optaget dig. Og nu skal der handles!
Der er virkelig også gods i den veganske udgave, kan jeg så godt advare omkring. Men det er med lidt bedre samvittighed Glad for, at du er her, og håber de bliver gode!