Vegansk torskerognssalat? A’hva?
Yes, I know. Jeg var selv forbløffet. Men lige siden jeg opdagede den røgede tofu fra Aldi, har jeg været en skør tofudame, der har hakket, blendet, snittet og stegt for at finde ud af, hvad man mon (ikke) kan lave med den.
Og venner, jeg siger det lige. Jeg er et nyt menneske. Altså ikke nyt menneske på den der jeg-har-lige-gået-Caminoen-og-købt-mig-en-bog-om-yoga-måden, men nyt på woow-hvor-er-jeg-gået-glip-af-noget-på-madfronten-måden… Og dét er godt nok til mig.
Røget tofu kan, grundet sin røgede smag, snildt fungere som substitut for forskellige fisketyper, og da jeg fik tanken, at den da nok i særdeleshed kunne fungere glimrende i en veganificeret udgave af torskerognssalat (øh, hej!), var jeg selv skeptisk. Jeg har savnet torskerognssalat, siden jeg boede hjemme og ofte lavede en kæmpe portion, som jeg skovlede ind med ristet rugbrød og avokado, og jeg havde aldrig troet, at jeg ville kunne spise noget igen, der bare tilnærmelsesvis minder om. Men ind imellem står sol og måne bare perfekt, og resultatet blev én af de få opskrifter, jeg laver, som ikke engang skal rettes til. Jeg var så skeptisk over min egen succes, at jeg endda måtte indkalde min (ikke veganske) roomie som assistance og bede hende vurdere, om jeg endelig officielt var blevet skør, eller om det, jeg stod med, faktisk var lækkert.
Hun kaldte den: det var lækkert.
Halle to the fucking luja.
Med ønsket om en fremragende søndag fyldt med rugbrødsmadder, nus i håret og søde mennesker!
Vegansk torskerognssalat
Ingredienser
- 125 gram røget tofu
- 1 løg
- 2 spsk vegansk mayonnaise
- 4-5 spsk neutral soyayoghurt
- Saft fra 1 citron
- Salt og peber
Sådan gør du
- Kom den røgede tofu i en foodprocessor eller minihakker og kør, indtil konsistensen er helt fin.
- Overfør den røgede tofu til en skål og top med mayo, soyayoghurt, citron og masser af salt og peber. Start med 4 spsk soyayoghurt og saft fra ½ citron og arbejd dig frem derefter - jeg tilsatte en ekstra spsk soyayoghurt og saften fra en hel citron. Rør godt sammen og smag til med masser af salt og friskkværnet sort peber.
- Server på ristet rugbrød og vær et lykkeligt menneske!