Dododo-dodo-do … PASTA TIME! Eller mere præcist: vegansk mac and cheese time! Ooooh yes!
Ah, kan I mærke det? Det er sommer i Danmark, og faktisk lige præcis af den slags, jeg bedst kan lide: varmt nok til at have sommertøj på, koldt nok til ikke at have dårlig samvittighed over at sidde indenfor og binge Luksusfælden, mens man kører pasta indenbords i en fart, som ville gøre Kevin Magnussen misundelig.
Jeg elsker 1) pasta. Altid pasta og 2) retter, som kan laves med dét, man lige har derhjemme, så man kan få tømt køleskabet og ikke behøver at se offentligheden i øjnene. Og vegansk mac and cheese (aka mac no cheese) er begge dele!
Inden jeg begyndte at spise plantebaseret, havde jeg faktisk kun smagt mac and cheese én gang. Det er ikke lige dét, som oftest er på menuen i go’e, gamle Danmark, vel. Men vi fyrede den engang af og lavede det til en venindeaften, hvor vi havde trawlet nettet igennem for opskrifter og endte med at lave en virkelig heftig variant med legeret æggeblomme og hele skidtet, som vi bagte i ovnen, så man nærmest kunne skære den ud (det er åbenbart en ting? Har vi nogle eksilamerikanere på linjen?). Nå, men den smagte godt. Åh guuud, den smagte godt. Og det kunne den da også lige vove på ikke at gøre, når man tænker på niveauet af smør og ost.
Smør og ost indeholder denne variant ikke. Overhovedet, faktisk. Til gengæld indeholder den en masse gulerødder og kartofler, som sammen med krydderier og kokosmælk bliver blendet til en uendeligt cremet sovs. Altså, en SÅVS. Sådan én, der hænger lidt ve’. Og det er sådan vi gerne vil have den, ik?! Der findes faktisk en anden opskrift på mac and cheese med butternut her på domænet og det er egentlig meget samme princip – den er bare god om efteråret med al sin lækre græskarhed, hvorimod den her er mere sommerlig (har jeg besluttet).
Vegansk mac and cheese er:
-
Billigt
-
Nemt at variere i det uendelige
-
Viiiirkelig cremet
-
Hurtigt og virkelig simpelt at lave
-
Næsten sundt (der er i hvert fald grøntsager i)
Pga. indholdet af gulerødder og kartofler, vil jeg faktisk nærmest tillade mig at kalde mac no cheese for en sommersalat. Ja, det er sgu dét, det er. En lille, let sommersalat. Det synes jeg sgu godt vi kan være bekendt!
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med glade chefer, underholdte børn og gode Spotifylister!

Vegansk mac and cheese
Ingredienser
- 400 gram kartofler, skåret i tern
- 400 gram gulerødder, skåret i tern
- 1 dåse kokosmælk
- 1,25 dl gærflager
- Saft fra 1 citron
- 1,5 tsk salt
- 1/2 tsk hvidløgspulver
- 1/2 tsk karry
- 2 tsk løgpulver
- Gurkemeje (for farvens skyld)
- Sort peber
- 500 gram makaroni
Sådan gør du
- Kog grøntsagsternene i rigeligt saltet vand til de er helt møre, ca. 20 minutter.
- Dræn grøntsagerne og kom dem tilbage i den varme gryde. Tilsæt kokosmælk og brug en stavblender til at blende det hele til en lækker, cremet sauce. Sæt makaroni over til kogning i en separat gryde.
- Varm saucen op ved lav temperatur og tilsæt gærflager, krydderier, salt og citron. Smag til med masser af sort peber, kom lidt gurkemeje i for en flot farve og smag generelt, om saucen har brug for lidt mere. Pastaen stjæler meget smag, så den skal smage godt igennem.
- Dræn din pasta, når den er et minut fra at være færdig, og tilsæt den let underkogte pasta direkte til saucen. Rør rundt og lad varme godt igennem.
- Voilá: cremet pasta. Haps!
Psst… Har du brug for andre opskrifter med fedtet pasta? Så prøv: