Glædelig søndag! Er vi klar til en nem opskrift? Det er vi altid, er vi ikke? Især når det involverer ting, der minder om ost?
Såøh, dagens opskrift er én, jeg opdagede ved et tilfælde. Jeg aner ikke, om det er noget man gør rundt omkring, om det er noget, alle veganere ved, men som ingen har fortalt mig eller om jeg i virkeligheden bare er så genial, som jeg selv går rundt og tror (jeg vælger absolut at tro, at dét er forklaringen, men jeg tør ikke undersøge det).
Jeg havde en dag lavet en stor skål dip, fordi jeg havde planer om at spise grøntsagsstænger (lol. Det var chips, og I ved det jo godt), men noget kom i vejen, og dippen endte derfor med at stå i køleskabet natten over. Næste dag, da jeg skulle bruge den, opdagede jeg, at det ikke længere var dip. I stedet var den stivnet helt og havde nu konsistens som, well… Smøreost! Jeg konkluderede, at den mængde citron og gærflager, jeg havde kommet i, simpelthen havde fået den til at stivne. Normalt ville jeg have smidt sådan én ud og lavet noget nyt dip i stedet, men jeg blev nu alligevel nysgerrig og besluttede at teste min nu stivnede dip på et stykke rugbrød. Og whaddo you know – det føltes dælme også som smøreost.
Siden da har jeg testet forskellige udgaver, og jeg må altså sige, at det virkelig fungerer! Jaja, det er lidt snyd, og jojo, man kunne da helt sikkert lave mere autentiske udgaver af smøreost, men sådan på dagligdags basis er det her altså en lifesaver at have stående i køleskabet. Den er lavet på soyayoghurt, og der er ikke noget med iblødsatte, blendede cashewnødder eller mælkesyrebakterier. Nej, altså, vi taler den rent dovne! Og når mad involverer minimal indsats, så er jeg, som I ved, på!
Nå ja, så kan den da i øvrigt stadig bruges som dip eller sandwichspread, så der er ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at lave den, hvis I spørger mig…
Med ønsket om en god søndag fyldt med smil fra fremmede, forlommer i køen og nyvandede planter!
Psst…
Hvis du er på udkig efter andre opskrifter på veganske spreads, så prøv:
Vegansk 'smøreost' på den nemme måde
Ingredienser
- 200 gram sukkerfri soyayoghurt Jeg bruger den neutrale Go On fra Alpro. Den er ret tyk i forvejen og er derfor god til formålet.
- 5 spsk gærflager
- 1 fed hvidløg
- 1 forårsløg
- ½ tsk røget, sød paprika
- ½ tsk løgpulver
- ½ tsk fint salt
- Saft fra 1 citron
- 1 bundt persille
Sådan gør du
- Kom soyayoghurten i en skål og tilsæt alle ingredienserne. Brug saften fra hele citronen og tag skal fra ½. Hak persille og forårsløg så fint, som du gider. Rør godt rundt og smag til. Overfør til to mindre forme, dæk til med husholdningsfilm og stil i køleskabet 24 timer. Efter 24 timer skulle den gerne være stivnet så tilpas meget, at den ikke længere føles som dip, men mere som noget, der kan smøres på brød. Velbekomme!
Uhmm.. den smager fuldstændig ligesom Sour Cream and Onion 😛
Haha, dét var et kompliment! Jubiii!