Make way for vegansk kikærteblondie med Oreos, chokolade og cashewsmør, som bliver din (forhåbentlig) nye yndlingsopskrift!
Kender I de mennesker, der “ikke er så meget til sødt”, og som synes, at ting som varm kakao med flødeskum eller Ben & Jerry’s fyldt med store stykker kage bliver “lidt for meget”? Dem, der giver op på en brownie, fordi den er “liiige lidt for intens”?
…..
Ja.
Dem forstår jeg ikke. Jeg elsker sukker og fedt, og lige i dessertregi (eller i noget som helst regi, egentlig) synes jeg ikke, at man kan få for meget af det gode. Hvad er det egentlig for et åndssvagt udtryk? Lidt af noget godt må nødvendigvis være lidt godt … Meget af noget godt må nødvendigvis være MEGET godt! Og den her veganske blondie med Oreos, nøddesmør og mørk chokolade må være definitionen på noget “meget godt”, tænker jeg!
Basen er stjålet fra min (med rette) meget populære veganske kikærtebrownie, som er den bedste veganske brownie, jeg har lavet, og som jeg aldrig, aldrig, aldrig bliver træt af. Men Altanfyr er ikke kæmpe fan af chokolade (I know, skilsmissepapirerne ligger klar i skuffen), så jeg tænkte, at jeg ville genbruge basen med nøddesmør og kikærter, men i stedet for kakao fylde min kage med andre lækre ting! Og når jeg tænker lækre ting, så er Oreos og chokolade nogle af de første ting, der popper op i mit hoved!
Og den her blondie? Den er goood! Så god, faktisk, at den er blevet godkendt af en hel møbelvirksomhed i Søndersø, hvilket må være den ultimative test, et stykke vegansk bagværk kan blive udsat for. Jeg havde nemlig virkelig meget lyst til at bage, men kunne ikke finde plads til en hel blondie i mit kalorieregnskab, så i ren og skær desperation forærerede jeg den væk til Altanfyrs arbejde. Og i løbet af dagen tikkede der beskeder ind om, at alle elskede den, at flere spurgte efter en opskrift og at ingen troede på, at den var lavet af kikærter.
DING DING DING! Succeeees!
Jeg bliver så underligt stolt, når den slags sker, og jeg ser det som et tydeligt tegn på, at kikærtekager er kommet for at blive!
Altanfyr ligger på sofaen med tømmerbobs og vi skal passe hans søsters hund resten af dagen, så selvom min badevægt siger noget andet, fornemmer jeg lidt, at det bliver aktuelt at bage senere. Måske Oreoblondie? Altså jeg ved det ikke, men det var da en idé for mig …
Med ønsket om en perfekt dag fyldt med sukker, kærlighed og regnvejr!
Vegansk kikærteblondie med Oreos og chokolade
Ingredienser
- 1 dåse kikærter, drænet
- 1 pakket dl cashewsmør (eller andet nøddesmør)
- 1 dl ahornsirup (eller anden sirup)
- 1 tsk vaniljepasta
- 1 dl hvedemel
- 1 dl kokosmel
- 1/2 tsk groft salt
- 1 tsk bagepulver
- 100 gram mørk chokolade, hakket
- 8 Oreos (+ mere til topping)
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
- Kom kikærter, cashewsmør, vaniljepasta og sirup i food processoren og kør, indtil kikærterne er blendet helt ud.
- Tilsæt hvedemel, kokosmel, bagepulver og salt og blend videre, indtil det hele er en lækker, klistret kagemasse.
- Vend hakket chokolade og knækkede Oreos i dejen og kom i en smurt springform. Top med flere Oreos, hvis du vil.
- Bag i 20-23 minutter, indtil du kan stikke en kødnål i kagen og der ikke sætter sig dej fast på den.
- Lade kagen køle af, før du tager den ud af formen og går amok i den. Velbekomme!
1 Kommentar