Elsker du også Crunchies? Så er du kommet til det rette sted, for de er faktisk ret nemme at lave selv – selvfølgelig, som altid, i vegansk og overhovedet ikke sukkerfri udgave!
Hey, fellow snackers! Hvis I også er fuldstændig pjattede med Crunchies, så har jeg en god nyhed til jer, for i dag viser jeg, hvordan man laver dem selv. Det er virkelig nemt og hurtigt – det kræver bare lidt kærlighed og opmærksomhed i en kort periode!
Jeg elsker amerikansk og engelsk slik, og jeg har på alle måder en svaghed for alt, der er fyldt med sukker og farvestof, mælkechokolade og alt, der er aaaalt for meget. Min gode veninde, som er halvt englænder, inviterede mig for nogle år siden med over at besøge hendes far i hans kæææmpe hus midt ude på landet i det nordlige England, hvor vi i en uge så Eastenders, hikede og rippede butikkerne for alle snacks, vi overhovedet kunne komme i nærheden af. Jeg elsker engelske supermarkeder højere end jeg elsker nylavet kaffe, og jeg kunne finde på at rejse til England kun for at kunne fylde kurven i deres snacking-afdeling, tror jeg! På turen introducerede min veninde mig for Crunchies (det her var før den veganske æra) og jeg blev fuldstændig vild med dem. Jeg levede af dem i 3 dage og købte et kæmpe lager med hjem, som nærmest allerede var spist, før flyet landede.
Nå, men Crunchies er desværre ikke veganske, og jeg har heller aldrig set dem i Danmark, så det er to gode grunde til at lave dem selv! Det er ikke heeelt det samme – det er det jo aldrig – men stadig godt nok til at kurere de værste Crunchies cravings, man render rundt med! Det er egentlig bare en klassisk opskrift på honeycomb, som er en sukkermasse, der bobler op, fordi man kommer bagepulver i. Og så minder det mig lidt om de gamle dage, hvor jeg spiste kandisstænger i Den Gamle By i Århus. Er det ikke bare opfyldelsen af enhver drøm at få lov at spise ren sukker?!
Hjemmelavede Crunchies er:
-
Nemme
-
Sprøde, gyldne og lækre
-
På ingen måde sunde
-
Virkelig syndige og kun for dem, der kan tåle sukker
Jeg indrømmer, at man nærmest får akut diabetes, når man spiser dem her, men det er trods alt også én af mine yndlingsfølelser!
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med ingen tømmermænd, ingen uventede gæster og mænd med blomster!

Hjemmelavede, veganske Crunchies
Ingredienser
- 200 gram hvidt sukker
- 4 spsk sirup
- 1 spsk bagepulver
- 150 gram chokolade (til overtræk)
Sådan gør du
- Stil et lille fad eller bageform klar med bagepapir.
- Kom hvidt sukker og sirup i en tykbundet gryde og varm op ved medium varme, indtil det begynder at smelte.
- Lad det boble i 5-10 minutter, indtil det får en smuk, gylden farve. Sørg for at være over det og røre i det, så det ikke brænder på, for det kan det meget nemt gøre.
- Tag af varmen og pisk hurtigt bagepulveret i. Sukkeret vil boble op med det samme, og så er det bare med at få det overført til fadet med bagepapir, for det vil begynde at stivne nærmest med det samme.
- Stil til side og lad det sætte sig i 30-60 minutter.
- Imens smeltes chokoladen, som hældes over den stivnede sukkermasse.
- Når chokoladen er blevet hårdt skæres Crunchies i små firkanter. Det kan godt holde sig i en beholder, både i og uden for køleskabet, men det bliver ret hurtigt blødt, så jeg synes klart det smager bedst den første dag.
- Velbekomme!