Ej, hold lige min drink. Kan man få lækker, fyldig, blød karamel ved at koge en dåse kondenseret kokosmælk? JA, for helle, hvor man kan!
Vegansk dulce de leche er den opskrift, du ikke vidste, du manglede …
De fleste har nok hørt om tricket med at koge en dåse kondenseret mælk, som så på magisk vis forvandler sig til karamel, ik’? Men det er måske de færreste, der har taget sig sammen til det, fordi det lyder sådan en lille smule kompliceret og mærkeligt (eller, det var i hvert fald sådan, jeg havde det. Jeg har nemlig aldrig prøvet det, selvom jeg er en kæmpe sucker for karamel).
Nå, men som I måske ved, opdagede jeg for lidt tid siden, at der nu findes kondenseret kokosmælk. Jeg gentager: KONDENSERET KOKOSMÆLK! Åh, ding, ding, ding!
Det er et vidunderligt produkt med uendelige muligheder, som alle står i kø i min hjerne. Underligt nok har det ikke slået mig før, at man rent faktisk også kan lave karamel (eller: dulce de leche for at være fancy) af den. Men det KAN man!
Præcis som med en almindelig dåse kondenseret mælk, koger man ganske enkelt dåsen med kondenseret kokosmælk i 3 timer. Så lader man den køle af. Og når man åbner låget, er der det her i dåsen. Tyk, cremet, gylden karamel. Du skal ingenting tilsætte selv (jo, lidt salt, hvis du er til saltkaramel, sæføli!), og det kræver ingen indsats andet end at tænde for komfuret. Ej, ej, ej!
Sig hej til store klatter af karamel på din havregrød (hvis du ikke har prøvet dét, har du ikke levet), verdens bedste iskaffe (jeg mener det! Gør det!), topping til kage (nu teaser jeg lige: der kommer snart en opskrift, der skriger på karamel), karamelsovs til is og altså … Ej, mit tastatur er helt savlet til nu. For Fanø, hvor er det lækkert.
Hvor kan man købe kondenseret kokosmælk?
Altså du kan helt sikkert købe den alle mulige steder på nettet, men kondenseret kokosmælk er et fast sortiment i min lokale Føtex og Bilka, så det er den nok også i din! Den ser sådan her ud og koster ikke synderligt meget, så der er virkelig ingen undskyldning for ikke at købe et kæmpe lager med hjem. Så er man 100 % klar til apokalypsen!
Hvad med det der med metal og kogning?
Jaerh, jeg vidste jo godt, at du ville spørge, ik’. Så det er jeg selvfølgelig klar med et svar på. Der kan være mange grunde til, hvorfor man ikke lige synes, at dét der med at spise noget, som har kogt i en metaldåse, er det fedeste at proppe i løgnhalsen. Personligt har jeg det nok lidt sådan, at jeg skal dø af et eller andet, og det bliver umiddelbart ikke af åreforkalkning eller diabetes med alle de grøntsager, jeg spiser, så at spise lidt metalkogt mad ind imellem er ikke noget, der skræmmer mig. Nok til at lade være, i hvert fald. Men hvis du ikke er til det, er der heldigvis en løsning på det: du kan sagtens hælde den kondenserede kokosmælk i et henkogningsglas og koge karamellen i glasset i stedet. Du kan også lave din egen karamel fra bunden, som jeg allerede har en opskrift på – det tager lige så lang tid, men det kræver til gengæld også, at du er over gryden konstant. Og dét er lidt kedeligt, når nu man kan lave denne variant, der praktisk taget laver sig selv …
Uanset om du vælger det ene eller det andet, kommer du aldrig til at fortryde vegansk dulce de leche. Altså, aldrig. Det er en opskrift, der vil følge dig resten af livet!
Og med dét sagt. Hvad venter du så egentlig på?!
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med velpudsede briller, varme tæer og intet letbanebyggeri ude foran vinduet!
Vegansk dulce de leche af kondenseret kokosmælk
Ingredienser
- 1 dåse kondenseret kokosmælk (kan købes i Føtex og Bilka)
Sådan gør du
- Fjern plastiklabelet fra dåsen og kom den direkte ned i en gryde fyldt med vand. Det er vigtigt, at dåsen er fuldstændig dækket under hele processen. Sæt gryden i kog og skru herefter ned, så den lige så stille koger derudaf. Lad dåsen koge i mindst 3 timer.
- Når karamellen er færdigkogt, tages dåsen op af gryden og stilles til afkøling. Det er svært at vente, men sørg for at den er 100 % kold, før du bruger den. Jeg stiller den gerne ud på altanen og glemmer alt om den, indtil den er kold.
- TIP: Hvis du ikke er så meget for at spise noget, der har været kogt i en dåse, så kan du komme den kondenserede kokosmælk i et henkogningsglas og koge dét i stedet for.
- Spis og vær glad!
Psst …
Hvis du er på udkig efter andre opskrifter med karamel, så prøv:
Hej, hvis man koger den kondenserede kokosmælk i et henkogningsglas, er det så nok, bare at dække glasset med vand til under låget?
Tænker umiddelbart ikke, at det er så smart at dække glasset helt til med vand pga. gummiringen der slutter låget tæt?
Hej Cecilia,
Jeg har aldrig haft problemer med det – men måske jeg bare har nogle meget hårdføre glas?
Hej!
Jeg har haft problemer med at lave karamel ud af kondenseret kokosmælk. Dåsen har ligget i og kogt i en gryde med masser af vand i over tre timer uden nogen karamel. Kan du hjælpe mig med, hvad jeg mon gør galt?
Hilsner fra Cecilie
Det lyder virkelig mærkeligt – det har jeg aldrig oplevet. Har du ladet den køle helt af, inden du åbner den?
Hvor længe kan karamellen holde sig, og opbevares den bedst i skab eller køleskab efterfølgende?
Hej Laura,
Jeg opbevarer den på køl, og det går jeg ud fra er bedst i forhold til holdbarhed (men det er jo et produkt, der ikke er på køl i butikken, så tænker umiddelbart det også kan holde sig uden for køl, uden helt at vide det.) Jeg har haft mit stående i 14 dage, og der holdt det sig glimrende, men jeg tror faktisk også, at det kan holde sig i virkelig lang tid – det når som regel bare at blive spist ret hurtigt herhjemme, haha!