Du kan nemt og smertefrit lave en hjemmerørt vegansk bearnaise helt uden brug af vandbad eller sved på panden. Det er uden tvivl den bedste veganske bearnaise, jeg har smagt – men hvad synes du?!
Nu er den her: Min perfekte opskrift på vegansk bearnaisesauce
Åååh, venner. I dag er en særlig dag. I dag er én af de dage, der vil blive skrevet bøger om, og vores børn, børnebørn og oldebørn vil kunne sige “d. 4. april!” i søvne, når de bliver spurgt: “Hvornår offentliggjorde Sofie sin opskrift på bearnaise?”.
…. Ej, var det for meget? Okay, det er i orden. Men i dag er under alle omstændigheder en STOR dag!
Jeg har BØVLET sådan med vegansk bearnaise. Helt vildt. Hold OP, hvor har jeg været træt af livet op til mange gange. Jeg har nok prøvet 10 forskellige opskrifter: dem med tofu (ja, nej, jeg vil ikke snakke om det), dem med bouillon, dem med stavblender, dem med food processor, dem med helsekost-ingredienser, dem med uhyggelige mængder smør, dem med jævning … I nævner det, jeg har været der.
Og jeg har aldrig været tilfreds. Før nu!
Jeg har selvfølgelig for længst erkendt, at en vegansk bearnaise aldrig kommer til at være lige så lækker som en ægte af slagsen. Det veganske køkken kan meget, men at efterligne æggeblomme og smør så meget, det kan det ikke. Men når det så er sagt, så er det her DEN BEDSTE VEGANSKE BEARNAISE, JEG NOGENSINDE HAR SMAGT. Intet mindre! Den er fed, den er tyk, den er syrlig, den har kraftig smag af estragon … Og vigtigst af alt stod selv Altanfyr og spiste den med velbehag, hvilket ellers sjældent er noget, han gør. Men en bearnaise, det kan man dælme altid spise!
Jeg er stødt på mange opskrifter, hvor der står, at man kan lave sin veganske bearnaise uden smør og fløde, så det ikke bliver helt så fedt. Og det forstår jeg ikke. En bearnaise SKAL være fed. Det ligger i dens DNA. Det er hele dens væsen. Og derfor er min udgave på INGEN måde kalorielet – men når det så er sagt, er den nok stadig mere kalorielet end originalen, så altså … Det er fint, er det ikke?
Hjemmelavet vegansk bearnaise er:
- Syrligt, fedt og kraftfuldt
- Sindssygt nemt at lave
- En crowdpleaser!
- Perfekt at servere både varm og kold
… Jep! Ved ikke, om jeg bare er blevet skør, men jeg spiser også den her bearnaise kold. Der minder den mest af alt bare om en bearnaisemayo. OH SWEET JESUS. Can I get a hallelujah?
Og nu. Nu vil jeg ikke sige mere. Nu vil jeg bare læne mig tilbage og nyde, at det her er sket.
Med ønsket om en genial dag fyldt med sovs, pomfritter og ingen kalorietælling!
Den ultimative veganske bearnaise
Ingredienser
- 1 stor spsk smørbar
- 2 spsk hvedemel
- 3-4 spsk bearnaise essens Du kan lave din egen, eller du kan bruge den, du kan købe i supermarkedet. Jeg har det sådan, at når jeg craver bearnaise, skal det gerne stå foran mig inden for 10 minutter, så jeg har bare købt min i Føtex, og det fungerer fortrinligt.
- 1 Naturli havre cuisine (500 ml)
- 1 tsk fint salt
- 1 tsk sukker
- 1 tsk tørret estragon
- 1 tsk løgpulver
- Friskkværnet sort peber
- Gurkemeje (for farve)
- 1 bundt frisk estragon, hakket (20 gram)
Sådan gør du
- Smelt en stor spsk smørbar i en kasserolle ved middelhøj varme.
- Når smørret er smeltet, røres hvedemel i. Pisk godt og lad opbagningen boble i et minuts tid, så noget af melsmagen brændes af.
- Tilsæt 3 spsk bearnaise essens til gryden og lad det bruse op.
- Tilsæt soya cuisine under konstant omrøring, så der ikke kommer klumper. Det vil begynde at tykne ret hurtigt.
- Tilsæt salt, sukker, tørret og frisk estragon, løgpulver, et godt skud peber og lidt gurkemeje. Rør godt.
- Smag saucen til. Jeg kan godt lide en meget syrlig bearnaise, så jeg tilsætter gerne lidt ekstra ekstrakt, men smag dig frem. Saucen bliver meget tyk (som en ægte bearnaise), men hvis du kan lide den mere flydende, kan du tilsætte noget væske.
- Saucen smager efter min mening godt både kold og varm, så hvis du har rester tilbage (lol), kan du sagtens bruge den som en kold dip alá bearnaise mayo.
- Velbekomme!
Psst …
Hvis din bearnaise skal have godt selskab, så prøv:
Før da jeg spiste alt lavede jeg en god bearnaise, den krævede kærlighed, opmærksomhed og tålmodighed.
Den her ….. WOW!!! Ja den kræver kærlighed og opmærksomhed, men ingen tålmodighed! Jeg lavede den på en gasgrill, så varmen var nok lidt højere end anbefalet, så jeg kunne virkelig ikke stoppe med at røre, men den blev stadig FANTASTISK!!! Og den blev tyk!! Det tog evigheder før! Jeg havde en LÆKKER bearnaisesauce på 5 minutter!! ❤️
Hej Nathalia, eeeej hvor jeg elsker kommentarer som den her TAK! Elsker hvor mange bearnaise-grise I er derude
Det her den NEMMESTE og BEDSTE veganske bearnaise jeg har prøvet! (Og har prøvet en del eftehånden) jeg havde faktisk lidt opgivet og “snydt” med trafitionel bearnaise når trangen meldte sig. Men med en mælkeallergiker i huset nu, var det ikke længere en mulighed. Det er AMAZING! Selv min kødspisende sovs-og-kartofler mand har sagt at vi aldrig behøver animalsk beatnaise igen!
Og jeg måtte endda snyde lidt med alm soyamælk og ekstra smørbar, fordi jeg ikke havde helt nok fløde. Så tror den bliver endnu bedre næste gang!
TAK!
Helt fantastisk bearnaise, Mange tak! 🙂
Yaaay, Lone! Dejligt ❤️
Virkelig god opskrift, for vildt man kan få bearnaise sovs uden animalske produkter..
Tusind tak we love it
Yaaay, det er jeg bare så glad for! Jeg elsker den også
I opskriften på bearnaisesauce står der
2 soya cuisine (500 ml). Mener du så 500 ml i alt ? Eller 2 stk a 500 ml?
Hej Vibeke, det er 500 ml i alt – det er fra dengang, hvor soya cuisine var i de små 250 ml, som man jo ikke kan få længere. Det retter jeg lige til!
Jeg vil bare gerne sige ‘tak, tak, mange tak’.
Når nu et familiemedlem har fået stemplet ‘irriteret tarm’, hvilket har medført forbud mod animalske mejeriprodukter i madlavningen, og samtidig elsker bearnaise … så er det dejligt at du har ofret blod, sved og tårer for os andre.
Og så skal jeg lige studere alle dine andre gøremål.
Keep up the lovely work.
Hej – super lækker bearnaise, det er go-to opskriften herhjemme 🙂
Nu til et lidt blasfemisk spørgsmål: har du erfaring med at fryse den? Ved mange saucer skiller ved frysning, så jeg tør næsten ikke.
Dejligt at høre! Nej, ingen erfaring, desværre – men ja, kunne godt forestille mig at den skilte. Måske man kunne lave en mere koncentreret version af den og så spæde op med ny fløde, når man varmer den op igen? Lad mig endelig vide, hvis du prøver!