Yaaaaas, she’s back! Og hun er ikke bare tilbage: hun er tilbage med en opskrift, der sætter nye standarder for brugen af tofu! Tofish and chips!
…Som i sagens natur faktisk bare er tofish uden chips, men at sige ‘fish’ uden ‘chips’ er lidt som at sige Eurovision Song Contest uden vindmaskiner og konfetti. Det er bare ligesom ikke det samme.
Opskriften indeholder to ting, der kan få mange til at løbe skrigende bort: tang og tofu. To ingredienser, der for få år siden havde fået alt i mig til at få kuldegysninger. Til gengæld har den også et element, vi alle kan blive enige om: tempuradej og friture. Arhmen altså, Halløj halløj halløj.
Hvis du synes, at det i den grad var på tide, at jeg fik taget mig sammen til at få blogget, så har du helt ret. Min opførsel henover det sidste halve år har været uforskammet, men jeg håber, at I med denne opskrift vil tilgive mig. Opskriften er første skridt i min nye medieplan (som er et ord, man kan lide at bruge i reklamebranchen, hvor jeg arbejder, og som jeg derfor har taget til mig). Planen er, at jeg fra nu af udgiver en opskrift hver søndag. Som det så ofte er med mig, så er det ikke alle planer, der bliver til noget… Men jeg har nu tænkt mig at holde fast i den her!
Opskriften er ikke for dem, der ikke bryder sig om tofu. Der findes ikke nogle mængder tempuradej i verden, der kan camouflere tofu så meget, at det gør det lækkert for dem, som ikke kan lide det. Særligt ikke når man vælger at friturestege et helt stykke. Sorry not sorry.
Men for dem, som KAN lide tofu, bliver verden muligvis aldrig helt den samme igen… Det er ikke for at trutte i mit eget horn, men det er bare, I ved … Så er det lige sagt. Tofish er den ultimative søndagsmad, som ikke bare passer godt sammen med, men decideret kræver sprøde fritter og fed mayo ved siden af. 😏 Elsker I ikke bare, når jeg taler frækt til jer?
Med ønsket om en fabelagtig søndag fyldt med hundehvalpe, stille børn, iskold cola og masser af binging!
VEGANSK TOFISH I TEMPURADEJ
Ingredienser
- 2 stk fast, smagsneutral tofu
- 1 plade noritang
Tempuradej
- 1,25 dl hvedemel
- 1 spsk maizena
- 1/2 tsk bagepulver
- 1/2 tsk fint salt
- 1/4 tsk karry
- 1,25 dl danskvand eller øl
Sådan gør du
- Kom ingredienserne til din tempuradej i en skål og rør sammen med et piskeris. Dejen skal være flydende, men alligevel så fast, at den kan klæbe sig fast til ting uden at falde af. Dejen skal hænge fast på fingeren lidt ligesom smeltet is (ja, så fandt vi et billede, vi alle kan forstå, hva?!)
- Dup tofustykkerne med lidt køkkenrulle, så de ikke er alt for fugtige. Krydr dem med lidt salt på begge sider. Skær et stykke tang ud, som passer ca. til tofuens størrelse og læg det oven på hvert stykke. Pres det godt sammen, så tangen ikke falder af.
- Vend forsigtigt tofustykkerne i tempuradejen, så de er fuldt dækket af et godt lag dej. Frituresteg stykkerne i smagsneutral olie et par minutter, indtil de er gyldne.
- Læg på fedtsugende papir og server, mens stykkerne er brandvarme - gerne sammen med fritter og mayo. Velbekomme!
PSST: HVIS DU ER PÅ UDKIG EFTER ANDRE FORMER FOR SØNDAGSSNASK, SÅ PRØV: