Snup opskriften på den nemmeste, hyggeligste veganske grøntsagstærte
Det her, venner. Det er hurtigt blevet én af mine yndlingsopskrifter. Så nem, så hurtig, så hyggelig og så hjertevarm. Indrømmet: Det ser ikke ud af meget, det ser faktisk en kende sølle ud, men hvad den ikke har i udseende, har den virkelig i smag.
Tærten er en grøntsagstærte, men uden besværet med at rulle tærtedej: Grøntsagerne vendes i en hyggelig, hvid sauce, og bages under et sprødt låg af butterdej.
Det er lidt som at spise en kæmpe stor tartelet (ja, jeg kender mine følgere, så jeg ved, at det her udsagn sælger den til jer), og den kan laves med alle grøntsager, du kunne tænke dig.
Vegansk grøntsagstærte med porrer og svampe er:
- Et hyggeligt og hjertevarmt måltid
- Virkelig nemt at lave
- Mad, som hele familien kan lide
- Nem at variere i det uendelige
- BILLIG og god mad
- Bare helt perfekt!
Server tærten med kartoffelmos, pasta, en grov kålsalat eller spis den bare, som den er – uanset hvad, kommer du æk’ til at fortryde, at du laver den.
Og med disse ord, skal vi så ikke bare se at komme igang?
Med ønsket om en skøn dag fyldt med friske blomster, vin i glasset og rene gulvtæpper!

Vegansk svampe/porre tærte med butterdej
Ingredienser
- 1 rulle butterdej (altså bare den go'e gamle købedej fra supermarkedet – den er lavet på olie, og dermed vegansk)
- 1 spsk olivenolie
- 2 porrer, renset og hakket
- 3 fed hvidløg, hakket
- 500 gram hvide champignon (eller dine yndlingssvampe)
- 1/2 tsk. tørret salvie
- 1/2 tsk. rosmarin
- Salt og peber
Hvid sauce
- 1 spsk. smørbar
- 2 spsk. hvedemel
- 350 ml plantedrik (jeg brugte mandel)
- Masser af revet muskat
- 1 tsk. dijonsennep
- Salt og peber
Pensling
- Plantedrik til pensling
Sådan gør du
- Varm olivenolie i en pande, og steg porrer og hvidløg i ca. 2 minutter, til de begynder at blive bløde.
- Tilføj skiveskårne champignon, urter, salt og peber og rør et øjeblik, indtil svampene har smidt sin væske.
- I en anden gryde smeltes smør ved medium varme. Rør melet i med et piskeris. Tilsæt langsomt plantedrik til gryden, lidt ad gangen, mens du rører sammen. Giv det et opkog under omrøring, så det bliver til en dejligt tyk sauce. Juster evt. med mere plantedrik, hvis den er for tyk.
- Riv masser af muskat ned i saucen, tilsæt sennep, og smag til med salt og peber.
- Kom de stegte grøntsager ned i saucen, rør rundt, og tag af varmen.
- Forvarm ovnen til 200 grader.
- Hæld saucen ned i et fad, og læg dejen henover fadet, så det danner et låg. Luk låget tæt, og fjern overskydende dej. Pensl med plantedrik, og brug en gaffel til at prikke huller i dejen, så den kan ånde.
- Bag i ovnen i ca. 25 minutter, indtil dejen er gyldenbrun. Server, mens den er varm, fx med kartoffelmos, spidskålssalat, brød eller hvad du nu kan lide.
Psst …
Hvis du er på udkig efter andre lækre opskrifter på aftensmad, så prøv: