Lav din egen granola derhjemme og glæd dig til knasende sprøde morgener, du aldrig bliver træt af!
Verdens bedste granola med peanut butter, nødder og chunky havregryn
Du elsker peanut butter? Du elsker chokolade? Du elsker knas?
SÅ ELSKER DU PEANUT BUTTER GRANOLA!
Hjemmelavet granola er noget, jeg gerne har ville lave et stykke tid nu. Man kan godt købe nogle lækre varianter i butikkerne, men de koster af én eller anden grund altid det samme som et halvt Cartier ur, og desuden gemmer der sig altid sukker og olie i forskellige mistænkelige varianter, som vi overhovedet ikke gider have i vores mad. Især hvis man gerne vil have fat i noget med chokolade (og det vil man jo gerne), og det samtidig skal være vegansk, er der altid brugt de mest usle ingredienser, og det synes jeg altså bare ikke min krop fortjener så tidligt på dagen. Dagens første måltid skal helst være sundt, men det må også meget gerne være lækkert, og her har vi en opskrift, som imødekommer begge dele! (Jojooo, der ér lidt sukker i, men hey, vi skal også leve!).
Granola er et fancy ord for ‘müsli’ og sandt at sige aner jeg faktisk ikke, hvorfor det hedder granola, men jeg synes det er sådan et pænt ord, så dette er altså granola. Uanset hvad du kalder det, kan vi under alle omstændigheder være enige om, at det er én ting: LÆKKERT! Det er sprødt, det er knasende, det er gyldent, det har en diskret smag af peanut butter og er nemt at variere uendeligt.
Vegansk Peanut Butter Granola er:
- Nemt at lave
- Meget sundere end mange varianter, man ellers kan finde rundt omkring
- Meget billigere end det fancy granola, du kan købe
- Siiindssygt sprødt, kansende og lækkert
- En crowdpleaser!
De seneste mange uger har min morgenmad enten bestået af æblegrød med granola og soyadrik med calcium og vanilje (åååh gud, det er som at spise kage til morgenmad og du bør virkelig gøre det!) eller min sædvanlige smoothiebowl toppet med granola, og jeg er altid mæt i mange timer bagefter, hvilket er så lækkert, når man samtidig har spist noget til morgenmad, man lige så gerne ville spise til dessert.
Nå, men jeg skal heller ikke opholde jer længere. Jeg vil bare sige, at hvis du laver granola i dag, har du morgenmad til i morgen. Og dét gider du godt.
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med fredagsvibes, hunde der kommer, når du kalder, og masser af Tessa på repeat!
Psst …
Hvis du er på udkig efter andre veganske morgenmadsopskrifter, så prøv:

Peanut Butter Granola med chokolade
Ingredienser
- 6 dl grovvalsede havregryn
- 3 håndfulde valgfri nødder, fx peanuts
- 1 dl peanut butter
- 1/2 dl ahornsirup
- 1 tsk vaniljepasta eller sukker
- 2 spsk fast kokosolie
- Lidt havsalt
- 1/4 tsk kardemomme
- 80 gram chokolade, hakket (kan udelades)
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 180 °C
- Bland havregryn og hakkede nødder i en skål og stil til side.
- I en anden skål kombineres peanut butter, ahornsirup, kokosolie , havsalt, vanilje og kardemomme. Giv skålen en tur i mikroovnen i 30 sekunders tid, indtil det er smeltet.
- Hæld den smeltede masse over i skålen med havregryn og nødder og brug en grydeske til at røre sammen, indtil alle havregrynene er dækket.
- Spred jævnt ud på en bageplade med bagepapir og bag i ovnen i ca. 20 minutter, indtil gyldent. Husk at holde øje og rør evt. i det undervejs, så det ikke brænder på.
- Tag ud af ovnen og lad afkøle fuldstændigt på pladen, inden du blander med hakket chokolade. Overfør til en lufttæt beholder.
- Spis sammen med yoghurt, som topping på smoothie bowls eller spis med mælk på. SÅ lækkert!