Inspiration

ET ÅR SOM VEGANER: 5 GODE RÅD

For 1 år siden hoppede jeg med på Marts med medfølelse og jeg har (næsten) ikke set mig tilbage siden. Her er 5 gode råd til dig, der overvejer at gøre det samme!

ET ÅR SOM VEGANER: LIKE WHAAAAT?

Det er 1. marts i morgen og det betyder, at jeg nu officielt har været veganer i et år. Phew. Det lyder helt underligt, når jeg siger det. Et år? Seriøst? Det føles både som lang tid og kort tid, og det er helt sikkert en milepæl, jeg ikke altid har troet på at nå. Jeg skal gladeligt indrømme, at der har været tider, hvor jeg har vaklet gevaldigt, og hvor jeg har haft lyst til at droppe det hele og gå tilbage til mine gamle vaner. Jeg har overvejet det, når jeg har stået i lufthavnen og deres eneste veganske mulighed var juice, jeg har overvejet det, når jeg har været fuld og virkelig har haft lyst til en kebabrulle, jeg har overvejet det, når Marabou har lanceret en ny variant (not fair!) og jeg har overvejet det, når jeg har haft tømmermænd, og det eneste rigtige føltes som sour cream and onion med 18 % creme fraiche til.

Men. Jeg har ikke gjort det. Droppet det, altså. Og jeg føler mig som et bedre menneske pga. det. Ikke fordi jeg er blevet veganer, som sådan, men fordi jeg har dedikeret mig til noget, jeg tror på, og gjort noget ved det. Det er ikke tit, at man kan se sig selv i øjnene og sige, at man faktisk gik hele vejen (i hvert fald ikke når man har en rygrad som min), så det at være kommet igennem et år føles for mig som noget helt særligt. Jeg er stædig som et æsel, men det her er nu alligevel et helt nyt niveau af stædighed fra min side.

Jeg tænkte derfor, at jeg ville benytte lejligheden til at give et par gode råd til andre, der overvejer at gå samme vej.

Ja, altså, nu skal det ikke lyde som om, at jeg er en vegansk korsridder, der har set lyset og gerne vil hjælpe alle andre ind på den rette sti. Så irriterende håber jeg aldrig, at jeg bliver.

Men, ikke desto mindre, så er du her sikkert fordi du selv godt kunne tænke dig at ændre noget i din kost. Måske kunne du tænke dig at ændre den bare en lille smule – eller måske kunne du faktisk tænke dig at gå 100 % plantebaseret. Jeg er ingen ekspert, men jeg er selv gået fra at være helt grøn til nu at træffe rutinemæssige valg, så jeg føler mig alligevel lidt kvalificeret til at give et par gode råd, der i hvert fald har hjulpet mig igennem det første år.

5 GODE RÅD TIL DIG, DER GODT KUNNE TÆNKE DIG AT SPISE PLANTEBASERET

1: Definer dit projekt og stå ved det

Hvorfor vil du gerne spise plantebaseret? Er det pga. miljøet? Dyrevelfærd? Sundhed? Økonomi? Måske er der nogle fødevarer, du gerne vil beholde (ost, anyone?), måske vil du gerne spise anderledes, når du er hjemme, men splurge når du er ude? Hvad end det er, så er det en virkelig stor psykisk hjælp at have defineret sit projekt – både over for sig selv og over for de, der kommer til at stille dig 1000 spørgsmål omkring det. Hvis man ikke har hjertet 100 % med i projektet, så kommer det ikke til at lykkes. Det ER hårdt. Det er hårdt at omlægge sine vaner, at opgive mad, man elsker og forbinder med mennesker, følelser og traditioner. Det er hårdt at føle sig udenfor i sociale situationer, at føle sig misforstået eller være den, der sidder i hjørnet og ligner en stor undskyldning for sig selv. Det er derfor altafgørende, at du har defineret dit projekt. HVORFOR vil du gøre det? Hvad betyder det for dig? Gør du det, fordi du føler, at du burde, eller gør du det, fordi du virkelig vil? Jeg står tit i situationer, hvor jeg virkelig har lyst til at slække på mine principper, og det må jeg selvfølgelig også meget gerne, hvis jeg vil (se punkt 3), men jeg forsøger altid at se indad og tage en mental samtale med mig selv om, hvorfor jeg har valgt det, og pludselig er det ikke så svært længere. Helt lavpraktisk vil jeg egentlig sige: Lav et mantra for dig selv. Skriv det ned, lær det udenad, hæng det op på køleskabet – whatever works. Keep it real, man!

2: Snak med dine venner og familie om det

Man møder meget modstand, skuffelse og uforståenhed, når man erklærer, at man er veganer. Heldigvis møder man også masser af interesse og forståelse, selvfølgelig. Men det førstnævnte er desværre ofte det, der kommer til at fylde mest. Det er mit indtryk, at de fleste reagerer, som de gør, fordi de ikke forstår. De forstår ikke de tanker, der ligger bag, og de føler sig måske i nogle tilfælde personligt angrebet på deres egen måde at leve på, hvilket aldrig er rart for nogen. Jeg synes derfor helt lavpraktisk, at det har været en virkelig stor hjælp at snakke med folk om det. Inden jeg besluttede at blive 100 % veganer havde jeg hele tiden en indre kamp kørende, hvor jeg havde konstant dårlig samvittighed, fordi jeg følte, at jeg gjorde noget, der var forkert for mig. Jeg følte mig som en stor hykler for at spise madvarer, som gav mig store moralske kvaler, men som jeg blev ved med at spise, fordi jeg ikke havde lyst til at undvære dem og samtidig ikke kunne overskue det arbejde, der ville ligge forude, hvis jeg skulle gøre det anderledes. For mig hjalp det rigtig meget at tale med folk om, hvordan jeg havde det. Forklare dem, at jeg faktisk havde det rigtigt dårligt med det og at jeg var bange for at blive holdt udenfor eller at de skulle dømme mig, hvis jeg ændrede mine kostvaner radikalt. Som resultat støttede de mig allesammen i projektet og forsikrede mig om, at de ville være der for mig, og at de godt forstod mig, selvom det for dem virkede lidt ekstremt. Det har betydet, at jeg i dag har enormt stor opbakning både fra mine forældre og mine venner. Mine forældre synes bestemt sommetider, at jeg er lidt besværlig, men de tager hensyn til mig og engagerer sig i min mad. De har forståelse for mine holdninger, fordi jeg har sat dem ind i mine tanker. Det kan ikke undervurderes, hvor rart det er at have støtte fra de mennesker, man elsker, også selvom de ikke selv lever på samme måde.

3: Der er kun én, der bestemmer, og det er dig

De fleste, der har været på slankekur, kender nok det der med, at hvis man spiser bare et enkelt stykke slik, så kan man lige så godt opgive det hele, for så er man en stor, fed fiasko og så kan det hele også være ligemeget. Sådan har jeg også haft det med veganisme. Hvis man ‘falder i’, så er man verdens værste menneske og kan lige så godt give op. No way, Jose! Det er der ikke noget, der hedder. At spise plantebaseret handler om at spise på en måde, der giver mening for en selv. Det hander om at lytte til sin krop og finde ud af, hvad der fungerer. Måske fungerer det ikke at spise vegansk 100 %? Måske fungerer det at gøre det 90 %? Én ting er i hvert fald helt sikkert: hvis man siger til sig selv, at der er noget, man ikke må spise, så ved man bare, at tanken om det mad vil holde én vågen om natten. Også selvom det egentlig ikke var noget mad, man overhovedet kunne lide særlig godt til at starte med. Igen: det her kender man, hvis man har været på slankekur og ligget vågen om natten, fordi man pludselig ikke kunne tænke på andet end ostehaps eller de der romkugleting fra Netto, som knaser af sukker, og som alle spiser i smug, men ingen vil indrømme, at de kan lide. Pointe: Hvis du siger til dig selv, at du under ingen omstændigheder må spise mad med animalske ingredienser, så prøv at gætte, hvad du har allermest lyst til. Jep. Det går ikke. At erklære sig selv som veganer er ikke en bindende kontrakt. Der er ikke noget, du skal eller ikke må. Der er ikke nogen, der bestemmer over din krop, andre end dig. Der er ikke restriktioner, kun muligheder. Hver morgen, når jeg står op, siger jeg til mig selv, at jeg må spise lige, hvad jeg vil. Så hvad vil jeg?  Et par måneder inde i projektet spiste jeg en pizza med ost, fordi jeg virkelig elsker ost og savnede det. Det var en god pizza, men endte faktisk med at være lidt af en skuffelse, for det smagte ikke nær så godt, som jeg huskede. For mig betød det, at jeg fremadrettet ikke savnede det så meget. Jeg fortrød ikke, at jeg spiste den pizza, for det var dét, jeg havde lyst til i øjeblikket, men det gjorde, at jeg næste gang oprigtigt kunne sige, at jeg faktisk ikke havde mere lyst til pizzaen med ost end den uden. Når jeg er ude og bliver tilbudt noget, der indeholder animalske produkter, prøver jeg at lade være at sige til mig selv, at det må jeg ikke få. Jeg prøver i stedet at mærke efter, om jeg egentlig har LYST til det. Det er klart, at Marabou smager fucking godt, det vil det altid gøre, men når jeg virkelig mærker efter og tænker over ingredienslisten, har jeg så LYST? Og der har svaret – indtil nu – været nej. Men hvis det bliver et ja i fremtiden, så er det også ok. Jeg bestemmer nemlig selv.

4: Ingen restriktioner og små skridt

Det kan føles som et enormt pres at tage veganerprædikatet på sig, hvis man har en idé om, at man som veganer skal  løbe hver morgen, leve af en lille smoothie til morgenmad og aldrig spise præfabrikeret mad. Dét er fandme lige til at blive deprimeret af! Det er svært nok i sig selv at ændre alle sine kostvaner, men hvis man samtidig har en forventning om, at man skal dyrke yoga, investere i kettlebells og gå rundt derhjemme helt casual iført sports-bh og markerede mavemuskler, så kan man sgu godt gå hen og tabe pusten allerede inden, man er gået igang. Det svarer lidt til at tage til babysvømning og kaste sig ud fra 10 meter vippen. Veganisme fører ofte en masse andet med sig: man skal købe økologisk, dyrke motion, leve waste free, boycutte palmeolie og tage stilling til, hvad man egentlig synes om flour i tandpasta. Siger hvem? Siger ingen. Jeg henviser igen til punkt 1: definer dit projekt. Hvorfor gør du det her? Er det for miljøet? Er det for dyrene? Er det for at blive sundere? Ligegyldigt hvad det er, så starter alle det samme sted, og det sted er at udelukke nogle (eller alle) animalske produkter fra kosten og så arbejde sig videre derfra, indtil man langsomt lever sit liv på den måde, man gerne vil. Det at være sund og det at være veganer hænger ikke nødvendigvis sammen. Man kan sagtens leve af chips og cola og kalde sig veganer, hvis man vil, men jeg fornemmer at veganisme for rigtig manges vedkommende også fører en masse andre kostregler med sig, som gør, at man nærmest ikke kan købe noget, der er godt nok, rent nok eller sundt nok. Som resultat kan man nemt komme til at føle sig som en fiasko. Det er IKKE meningen med plantebaseret mad, at man på nogen måde skal føle sig mindre værd eller deprimeret. Kostregler fører ofte til øget kontrol, restriktioner, dårlig samvittighed og kan føles lige så meget som et fængsel, som det man måske prøvede at komme ud af til at starte med.  Derfor prøver jeg i højere grad at tænke på alle de ting, jeg siger ja til, snarere end dem, jeg siger nej til. I virkeligheden handler det om at forsøge at holde projektet så simpelt som overhovedet muligt. I starten var min regel, at jeg måtte spise hvad og hvor meget jeg ville, så længe det var vegansk. Det var umuligt for mig både at spise vegansk OG hele tiden skulle tænke på sundhed oveni. Regel nummer 1 var, at alt mad var i orden, så længe ingen dyr tog skade af det. Det gjorde det en hel del lettere at få noget at spise (jeg levede eksempelvis enormt meget af rugbrød med hummus, fordi jeg ikke kunne overskue andet.) Nu, hvor det veganske sidder på rygraden, er min nye regel, at der er ingen restriktioner, så længe det er sundt (nå ja, altså, 90 % af tiden).  Jeg lytter til min krop og spiser, hvad jeg vil, også selvom det ikke passer ind i noget kostskema eller anbefales af sundhedsstyrelsen. Jo længere tid, man har levet plantebaseret, jo mere stoler man på sit instinkt og sin krop, og det er verdens fedeste følelse. Hvis jeg har lyst til at spise en hel mango og en skefuld peanut butter til morgenmad, så er det dét, jeg gør!

5: Find nogle ligesindede

Det kan virke fuldstændig åndssvagt, at det virkelig er nødvendigt at omgive sig med mennesker, der spiser på samme måde som én selv, men det kan virkelig føles rart at snakke med nogen ligesindede. Det er rart at kunne dele tips og tricks, støtte hinanden og være enige om, hvilken restaurant man skal vælge. Personligt har jeg det lidt svært med veganske grupper på Facebook, veganske arrangementer, gruppemøder og lignende. Jeg synes hurtigt, der går aktivismeklub i den, og mange veganere virker nærmest som om, at de end ikke kan være i rum med ‘almindelige’ mennesker. Bare dét at man i mange onlinefællesskaber konsekvent omtaler folk, der ikke lever plantebaseret, som ‘carnister’ kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Folkens! Hvor er kærligheden henne? Den mur, der er mellem kødspisere og veganere er nogle gange fuldstændig umulig at trænge igennem, men eftersom virkelig mange i disse år vælger at spise plantebaseret af en million forskellige grunde, der ikke allesammen hører til de mest hardcore af slagsen, må man antage, at der er masser, der har det ligesom man selv har det. Det er bare ofte de lidt mere udadreagerende, aktivistiske typer, der er repræsenteret i grupper på nettet. Det har jeg det personligt ret stramt med.  Veganisme er en livsstil, jovist, men det er ikke noget, der gennemsyrer hele mit liv eller personlighed. Jeg kan jo egentlig bare godt lide at spise god, meningsfuld mad og at leve livet. Nå, men det var et sidespor. Pointen er: Det kan være rart ind imellem at tale med andre, der også spiser plantebaseret, hvis ikke man har nogen i sin direkte vennekreds, der gør det. Der findes uendeligt mange måder at finde dem på, og Facebook er et godt sted at starte, hvis du har lidt mere tålmodighed med den slags fora end mig. Personligt har jeg fundet to piger på Instragram, som jeg tager ud at spiser med ind imellem. Det er ikke fordi vi ser hinanden så tit, men jeg ved, at jeg kender nogen, som lever ligesom mig, og som jeg kan skrive til, hvis jeg har brug for det og det ligger der altså en kæmpe styrke i. Det er altid rart ikke at være alene i verden.

6: Bonusråd. Kast dig ud i det. Det kan ikke gå værre end galt, som min mor altid siger.

Pomfritter er trods alt veganske. Såøh. Case closed.

Leave a Response

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial