Denne her uge er én af dem, hvor jeg er fuldstændig drænet, når klokken bliver 17. Der sker en masse gode ting lige for tiden (lige minus en eksamen. Eksamen er aldrig godt), men som altid, når jeg føler mig stresset, har jeg mest af alt lyst til at sætte mig ned og begrave mig i stresslindrende mad.
Enter sjælevarmende (det ord findes) rød curry med blomkål og sprødstegt tofu.
TOFU?!?! Ja. Åbenbart. Men inden du siger, at det kan du ikke lide, så vil jeg sige, at det kunne jeg heller ikke så godt, før jeg stegte det på en pande, indtil det blev helt sprødt, og overdryssede det med salt. Pludselig var tofu helt perfekt. Prøv det, I tell you!
Okay. Curry. Jeg ved, at der er nogle steder i verden, hvor man tager currykonceptet meget seriøst, og hvor jeg sikkert ville kunne blive hængt for overhovedet at kalde det her en curry…
Men hjemme hos mig er en curry det, man laver, når man tømmer køleskabet ned i en gryde og tilsætter karrypasta og kokosmælk. Det er dét, man laver, når man ikke gider noget, andet at have maden på bordet inden for 30 minutter. Og så er det i øvrigt dét, man laver, hvis man gerne vil begrave sig dybt nede på bunden af en overdimensioneret skål, mens man krøller sig sammen under et tæppe og ser Netflix. Hvilket, når jeg tænker over det, er sådan jeg foretrækker de fleste måltider, men det er en anden sag.
Så hvad har vi? Vi har en curry med masser af grøntsager, sprød tofu, lækre toppings og ikke mindst blomkål, som vi alle bør spise noget mere. Den er nem, spækket med protein (det er jo så moderne) og kan være klar inden for en meget overskuelig fremtid, selvom den smager som noget, der har stået på komfuret i timevis. Yaaaaas.
Venner! Det er tid til at finde en chill playliste på YouTube, knappe rødvinen op og komme igang!
Med ønsket om en god onsdag fyldt med tid, overskud og fordummende fjernsyn!
Psst…
Hvis du er nede med curry, så prøv f.eks:
Hurtig curry med blomkål og sprød tofu
Ingredienser
Curry
- 1 spsk kokosolie
- 1 lille blomkål (ca. 500 gram)
- 1 peberfrugt
- 3 kartofler
- 1 lille bundt grønkål (ca. 130 gram)
- 3 fed hvidløg
- 1 rød chili Nøjes med en halv, hvis du ikke er til stærk mad
- 2 dåser kokosmælk
- 4 tsk rød karrypasta
- 2 tsk garam masala
- 4 spsk soya
Sprød tofu
- 200 gram tofu
- olivenolie
- salt
Toppings
- Chilisovs
- rucola
- Peanuts
- cherrytomater
- tranebær
Sådan gør du
- Hak alle grøntsagerne, som du bedst kan lide dem - jeg skar kartoflerne i skiver og peberfrugten i strimler.
- Smelt kokosolien i en stor gryde ved medium varme. Tilsæt blomkål, kartofler, hvidløg, chili og peberfrugt til gryden og steg et par minutter. Tilsæt herefter kokosmælk, karrypasta, soya og garam masala til gryden.
- Rør rundt og lad simre under låg i 15-20 minutter, indtil grøntsagerne er møre.
- Mens curryen koger forberedes den sprøde tofu. Varm lidt olivenolie op på en pande, skær tofuen i tern og steg ved høj varme, indtil alle siderne er sprødstegte. Læg herefter de sprøde tern på et stykke køkkenrulle og drys med et god lag salt.
- Når curryen har kogt, smages den til med soya og evt. krydderier efter smag.
- Server i dybe skåle, top med de sprøde tofutern og masser af toppings som f.eks rucola, tranebær eller peanuts. Velbekomme!