De her veganske burritos (burritoer? Kan det danske sprog bære et så helligt ord?) er fyldt med hvide bønner, champignon, majs, hakket persille og avokado. Så bliver de rullet tæt og placeret kærligt sammen i et fad, hvorefter de indhyldes i tomatsovs. EJ, hvor jeg godt gider!
Det er et godt stykke tid siden sidst, og mit liv på det seneste kan groft deles op i tre dele: 1) bingewatching af Rejseholdet, 2) overspisning og 3) en kombination af begge dele. Det eskalerede for alvor under min lille eksil hos mine forældre i forrige uge, og det har resulteret i, at jeg for alvor har brug for noget mad, der kan hjælpe med at få mit fysiske og psykiske velbefindende tilbage på ret kurs. Min vejrtrækning er tung, det samme er min røv, og jeg sværger, at når jeg kigger på en gulerod, så forvandler den sig til en doughnut for øjnene af mig et kort øjeblik. Jeg har kun været tilbage på det sunde spor i rundt regnet 48 timer (lige minus noget chokolade jeg spiste, men var faktisk 85%, så tæller ikke) og jeg kan ikke tænke på andet end brød med tandsmør og drømmekage med dobbelt fyld. Hold kæft, hvor skal jeg egentlig bare have en stor omgang tæsk. Ja, eller det skulle jeg. Men så skete det her.
For nogle uger siden lavede jeg nogle burritos til min bedre halvdel, som for hans fornøjelses skyld var fyldt med kylling og proppet med ost. Og de smagte godt. Som i: virkelig godt. Og siden har jeg været lidt lun på tanken om burritos. Egentlig synes jeg, at burritos helst skal være noget, der sejler i ost og guacamole, både inden i og uden på, og så er successkriteriet egentlig nogenlunde nået, hvis man spørger mig. Meeen.. Der ér bare noget med, at det ikke er attraktivt at have dobbelthagerne slaskende ned af skjorten og jeg har engang hørt, at ost i overdrevne mængder kan være sundhedsskadeligt. Jeg tillader mig naturligvis at tolke lige dén som rygter, men under alle omstændigheder er der aldrig noget forkasteligt i at prøve noget nyt, medmindre det er på kant med loven, og derfor slog jeg til! Og jeg vil sige så meget, at de ER anderledes.. Men på den gode måde! Lidt på samme måde, som et æble ikke smager af chokoladekiks, men dét får jo ikke æbler til at smage dårligere.
Det er en lidt mere omstændig fremgangsmåde end normalt, men intet af det er kompliceret og tomatsovsen kan laves i forvejen! Nå ja, og inden, du siger noget…. Normalt spiser jeg heller ikke varm avokado, og jeg kunne egentlig ikke helt se, hvad det skulle til for. Men det viser sig altså, at varm avokado åbenbart er dér, det sker. HVIS der så ikke var nok avokado bagt ind i, så kan man jo passende overhælde dem med en hjemmelavet avokado/citron dressing eller masser af guac. Altså hvis man vil…
Veganske burritos med hvide bønner og avokado
4-6 personer
Noter:
1) Brug glutenfri tortilla wraps, hvis opskriften skal være glutenfri.
2) HVIS du er typen, der synes, at det eneste, der smager bedre end avokado er mere avokado, så kan man jo passende overhælde dem med guacamole eller en avokado/citron dressing. (Jeg var doven.)
3) Indrømmet: Der er virkelig mange elementer i den her opskrift, men det meste af det handler bare om hakkearbejde og intet af det er svært.
Ingredienser
1) Tomatsovs
1 tsk olie
1 dåse flåede, hakkede tomater
1 fed hvidløg, hakket, eller lidt hvidløgspulver
1 tsk sukker
2) Burritos
6 tortilla wraps
2 dl brune ris, kogt i saltet vand eller bouillon efter anvisning på pakken
2-3 fed hvidløg, hakket
1 løg, hakket
1 rød chili, hakket
0,5 pakke champignon, renset og skåret i små tern
2 røde peberfrugter, skåret i små tern
1 bundt frisk persille (eller koriander, hvis du kan lide smagen af sæbe)
1 dåse hvide bønner
2 dl majs
0,5 dl tomatsovs
Salt og peber
2 avokadoer, hakket
Fremgangsmåde
1) Tomatsovs
▪ Steg hvidløg lidt i olie og tilsæt de flåede tomater sammen med sukker. Lad det koge i nogle minutter og smag til med salt og peber. Blend med en stavblender eller lad den være, som den er.
2) Burritos
▪ Sæt de brune ris til kogning. Kogt dem i bouillon eller saltet vand.
▪ Forvarm ovnen til 180 grader. Smør et mellemstort fad med lidt olie eller smør.
▪ Mens risene koger, forberedes fyldet: Steg løg og hvidløg på en stor pande over medium varme i et par minutter. Tilføj champignon, peberfrugt og chili og steg i 5-7 minutter, indtil de er bløde og væsken er fordampet.
▪ Tilsæt de hvide bønner og halvdelen af persillen og steg yderligere 2 minutter. Tilføj herefter ½ dl af tomatsovsen og smag til med salt og peber.
▪ Sluk for varmen. Hvis fyldet skal have en mere lind tekstur, kan man blende 1/3 af det med en stavblender – eller man kan lade det være, som det er. Når fyldet er, som det skal være, tilsættes majs.
3) Samling
▪ Læg en tortilla wrap på en tallerken. Fyld den med 2 spsk brune ris og dernæst 2 spsk burritofyld. Top med hakket avokado og nogle kviste persille. Rul sammen og læg i det klargjorte fad med samlingen nedad. Fortsæt indtil alle 6 er fyldt og læg dem tæt sammen i fadet.
▪ Dæk med tomatsovsen (jeg brugte det hele).
▪ Sæt i ovnen og bag 25 minutter.