“Sometimes it snows in april”…. Og nogle gange hagler og stormer det også, åbenbart. Det har været en decideret ulidelig uge på vejrfronten, men det er okay, for jeg har forholdt mig forberedt. Udover at være en perfekt undskyldning for at være sengeliggende med Netflix ved sin side (jeg klager ikke), så er snevejr i april en åben invitation til at lave suppe, som altid er noget, jeg savner om sommeren.
Sidste gang jeg lavede suppe, var det også med blomkål, og jeg synes, vi allesammen skal holde fast i den suppe, for den er helt ærligt tæt på at være et mesterværk (sagde suppedamen i al beskedenhed.) Men det er jo kun endnu mere grund til at kaste sig ud i endnu én og mit hjerte er heldigvis rummeligt nok til at elske flere på en gang. Denne fyldige vintersuppe med ristet blomkål og kikærter er den perfekte ret at nyde, mens man ligger dovent i sengen og lader som om, man er lidt halvsløj – evt. mens man kigger på andre, der laver noget. Det er som om, den smager bedre på dén måde. Den er tyk, har en god smag og smager ret cremet, selvom der kun er en spsk creme fraiche i.
Jeg har det lidt hårdt på madfronten lige i øjeblikket. Jeg var på grænsen til at gå ned med flaget i går, da jeg i et desperat forsøg på at komme et skridt nærmere en respektabel bikinikrop dristede mig op at træne for første gang i et halvt år. Jeg prustede og stønnede og lød som et halvsløjt trykluftsbor og brugte resten af dagen på at ligge ømskindet i sengen og overbevise mig selv om, at man ikke må spise slik, bare fordi man har brugt sin krop en lille smule. Lige nu ligger jeg på min kærestes sofa pakket ind i dyner, og selvom jeg har gennemrodet hele køkkenet, fandt jeg ikke andet end nogle ting, der var for gamle og en dåse makrel i skabet. Til gengæld var der intet rugbrød eller mayo. Derfor er jeg nu ekstra glad for, at jeg berigede min krop med ordentlig mad i går. Jeg kunne f.eks virkelig godt bruge en skål varm suppe lige nu, inden jeg begynder at tygge i sofaen i ren desperation.
Hvis andre laver denne suppe og ved, at det bliver deres sidste rigtige måltid i længere tid (hjææælp!), så foreslår jeg helt klart at spise noget brød til. F.eks ostebrøddet fra Valdemarsro, som har fremkaldt mere begejstring i det lille bofællesskab på Janus la Cours Gade end den scene i Crazy Stupid Love, hvor Ryan Gosling smider tøjet. Jeg synes i øvrigt, at fyldet er ret vigtigt at prioritere her; både fordi det ser godt og se-mig-agtigt ud, men det hiver også bare suppen op på et højere niveau.
Suppe med ristet blomkål og kikærter
4 personer
Noter: Man kan sagtens bruge kikærter på dåse, hvis man vil, men jeg kan bedst lide at koge dem selv, både fordi det er billigere og fordi jeg synes, de har en bedre smag og lidt mere bid, hvilket jeg godt kan lide.
Ingredienser
1 blomkålshoved, renset og skåret i mindre stykker
450 gram kogte kikærter
5 fed hvidløg, pillede
4 spsk olie
2 tsk paprika
1 tsk salt
5 kartofler (ca 400 gram), skrællet og skåret i tern
Sort peber
1,5 liter grøntsagsbouillon
1 stor spsk creme fraiche 18%
Fremgangsmåde
∙ Forvarm ovnen til 200 grader. Læg blomkål, kikærter og hele hvidløg på en bageplade beklædt med bagepapir, sammen med 3 spsk af olien, 2 tsk paprika og 1 tsk salt. Vend rundt med fingrene og bag i ovnen 30 minutter. Rør i det halvvejs. Tag ud af ovnen og tag en lille skål fra, som skal bruges til fyld
∙ Imens opvarmes den sidste spsk olie i en stor gryde over medium varme. Tilsæt kartofler og lidt sort peber og steg et par minutter. Tilsæt herefter grøntsagsbouillon og bring til kogning. Sænk varmen, når vandet koger, og lad simre uden låg i 15 minutter, indtil kartoflerne er møre
∙ Tag gryden af varmen og tilsæt de ristede stykker blomkål, kikærter og hvidløg. Blend med en stavblender eller kom suppen i en blender
∙ Når suppen er blendet igennem, kommes den tilbage på komfuret. Tilsæt en stor spsk creme fraiche og smag til med salt og peber
∙ Server med stykker af blomkål og kikærter på toppen og dryp med creme fraiche
∙ Voilá!