Det er lørdag og jeg stemmer for comfort food. Fordi… Well, fordi altid comfort food. Ja?
Ja, så kunne jeg være her.
Og jeg ved ikke, om der er nogen, der har savnet mig (mit gæt er nej), men jeg har virkelig savnet jer, og jeg har en opskrift i ærmet, som jeg garanterer kan veje op for mit massive fravær de seneste uger.
Sagen er den, at jeg i de sidste par uger har rendt rundt i Skotland med alt for upraktiske sko (business as usual, jeg lærer det aldrig) og en snackpack på ryggen, mens jeg har ledt efter de bedste vandreruter og de bedste kopper kaffe. Jeg har vandret så meget, at jeg har haft rigeligt tid til at tage mit liv op til overvejelse flere gange, hvilket selvfølgelig aldrig er en dårlig ting, men I kender mig, så jeg har selvfølgelig særligt tænkt over, hvilket mad, jeg kunne tænke mig at spise, når jeg engang kom hjem igen. Jeg er forudsigelig på dén måde.
Der er mange ting, der er fedt ved at bo på hostels, men konceptet med at lave mad i et fælleskøkken sammen med 100 spaniere, der alle skal lave paella, er ikke én af dem. Jeg har derfor primært levet af ristet toast med avokado og pasta med pesto i to uger, og selvom det isoleret set er et drømmescenarie, så når man alligevel et punkt, hvor man kan se, at ens ansigtskulør ikke er, hvad den har været, og man ved, at man skal skynde sig hjem at spise nogle citrusfrugter og en vitaminpille.
Long story short, så har jeg virkelig drømt om at komme hjem i mit eget køkken og lave et nemt, stabilt, mættende og komfortabelt måltid. Og her må svaret nødvendigvis være tortilla (købte, selvfølgelig) med bagte rodfrugter, stegte bønner og avokadodressing. Uanset spørgsmålet, så vil jeg egentlig sige, at det ALTID er svaret, no?
Jeg kender i hvert fald én, der skal have et stort glas vin eller tre, mens hun spiser sig fed i det her sammen med Ryan Gosling. Hej lørdag!
Med ønsket om en god påske fyldt med mad, mere mad, gode venner og måske lidt snaps, hvis man er rigtig uheldig!
Psst…
Hvis du er på udkig efter andre opskrifter med tortilla, så tjek:
-
Burritos med søde kartofler og grønkål (vegansk)
-
Tortillasuppe (vegansk)
-
Burritos med hvide bønner og avokado (vegansk)

Tortilla med rodfrugter, stegte bønner og avokadodressing
Ingredienser
Bagte rodfrugter
- 500 gram champignon
- 4 store gulerødder
- 2 pastinakker
- 2 rødbeder
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- Olivenolie - en generøs mængde
- Salt, peber, paprika og basilikum (tørret)
Stegte bønner
- 2 dåser kidneybønner
- 70 gram tomatpuré
- salt
- olie til stegning
Avokadodressing
- 2 avokadoer
- Saft og skal fra 1 citron
- ½ tsk salt
- peber
- 1 dl vand
Derudover
- 8 tortillas
- Flere grøntsager efter behov
Sådan gør du
Bagte rodfrugter
- Forvarm ovnen til 200 grader.
- Rodfrugterne hakkes rimelig groft (ca. 1,5 x 1,5 cm). Champignon og løg skæres i kvarte. Hvidløg hakkes fint eller kommes hele på pladen.
- Fordel alle grøntsagerne på en bageplade med bagepapir og overhæld det hele med en generøs mængde olivenolie, godt med salt og peber, paprika og basilikum. Fordel godt og sæt i ovnen.
- Grøntsagerne bages i en time i ovnen. Rør gerne i dem halvvejs, så de ikke klistrer sig fast. Skru evt. ovnen om på grill i de sidste 20 minutter, så grøntsagerne bliver godt sprøde - dette er ikke nødvendigt, men absolut lækkert. Husk dog at holde øje med, at de ikke brænder (det kan nemt ske, hvis man har for travlt med at drikke vin - jeg taler af erfaring!)
Stegte bønner
- Varm lidt olie op på en pande ved medium varme. Tilsæt tomatpuré og lad det stege i et par minutter, inden bønnerne tilsættes. Steg bønnerne under jævnlig omrøring i 10-15 minutter, indtil blandingen er klistret og nogle af bønnerne er gået i stykker. Smag til med salt.
Avokadodressing
- Kom alle ingredienserne i en blender, minihakker, smoothiemaker eller hvad end du kan lide og bruge. Start med 1 dl vand og juster derefter - jeg brugte nok omkring 1,5 dl for at få den konsistens, jeg selv godt kan lide.
Servering
- Læs dine tortillas med en masse bagte grøntsager og stegte bønner og overhæld det hele med avokadodressingen. Du kan med fordel tilsætte andre ting som majs, ærter, syltede hvidløg eller salsa. Velbekomme!
Årh damnit, så skulle jeg alligevel også have købt en dåse kidneybønner med fra netto! Jeg fik en pose (øko) tørrede kidneybønner for kun 8 kr (!) og blev så begejstret, at jeg glemte at få en dåse med også, haha..
Velkommen tilbage! Jeg har savnet dine indlæg som jeg virkelig godt kan lide! De har altid en tilpas længde til, at jeg får læst det hele, altid med lidt god humor (jeg kan levende forestille mig fælleskøkken med spaniere – jeg har lige været på påskeferie med min svigerfamilie, som BESTEMT ikke lever vegansk) 😀 og så med en god opskrift til sidst, selvfølgelig 😉 Jeg har faktisk, lidt på din opfordring fra et tidligere indlæg, levet vegansk/plantebaseret i marts, hvilket har været en udfordring, men også sjovt og meget lærerigt – al den mad jeg har opdaget! 😀 Jeg synes at din blog er meget inspirerende og da jeg læste at du en gang i mellem mødtes med nogle der også spiser plantebaseret, så kom jeg sådan til at ønske, at jeg boede tættere på Århus!
Du må have en dejlig weekend!:-)
Mange hilsner Freja
Hold op, hvor er det her da bare verdens dejligste kommentar! Hvor er du bare kæmpe optur! Og meeega sejt, at du har levet plantebaseret i marts, man får sat tingene lidt i perspektiv, når man kaster sig ud i det. Dér opdager man virkelig, at man ALTID skal have kidneybønner i skabet, haha! 😉
Og hey – hvis du nogensinde kommer til Århus, så siger du bare til, så kommer du med i madklubben! 🙂
God weekend din vej.
Kh Sof
:-)))
Det vil jeg gøre – og du må gøre det samme, hvis du kommer forbi København en dag 😉 Jeg har i hvert fald lært, at jeg ikke kan leve uden kikærter på dåse i skabet og nu skal kidneybønner da helt klart også tilføjes dertil! (y)