Nyheder. Jeg spiser aldrig blomkål på nogen anden måde nogensinde igen. Nej. Okay, måske gør jeg, men lige nu synes jeg, at det er en skam at spilde blomkål på noget som helst andet end det her…
Jeg kan lige så godt sige det, som det er: jeg har været ulækker. Den seneste tid har jeg svømmet i hvide kulhydrater, raffineret sukker og dårlig samvittighed. Og for at dulme den dårlige samvittighed, har jeg spist lidt ekstra, hvilket har genereret endnu mere dårlig samvittighed. Jeg giver påsken skylden! Jo! Også selvom jeg ikke har spist et eneste påskeæg i dårlig mælkechokolade (som er den eneste rigtige slags) eller været til en eneste påskefrokost (dét skal I ikke tænke på…)
Status er nu, at hele min krop er sukkerkuldret og jeg trængte til noget, der drastisk kunne vende skuden og tilbagebringe illusionen om at være den overskudsagtige type på madfronten. Især efter at have set Cooked-serien på Netflix (seee den!), har jeg virkelig haft lyst til at lave noget god, gammeldags gedigen madlavning – uden at skulle bruge for meget tid, forstås. Det var jo trods alt ferie. Tillad mig derfor at præsentere (dadadammmmm): cremet blomkålssuppe med kokosmælk. Og tillad mig lige at sige, at den er GOD. God på den måde, hvor jeg var nødt til at skynde mig at sætte den væk, fordi jeg blev ved med at spise den af en ske direkte fra gryden. Hvis dét ikke er et kvalitetsstempel rent suppemæssigt, så ved jeg ikke, hvad er.
Hvis du nogensinde har ledt efter den hellige gral inden for blomkålssuppe (leder vi ikke alle?), så er jagten forbi. Jeg pålægger i hvert fald enhver blomkålsentusiast at tilføje den her til repertoiret. I har ikke noget valg.
Cremet blomkålssuppe med kokosmælk
4 personer
Noter: Prøv dig lidt frem med væsken – jeg brugte 1 liter, og den kunne godt have været tykkere.
Jeg bruger aldrig fedtfattig kokosmælk, da jeg synes, det har en tendens til at skille – men smagen fejler ikke noget, så brug det, hvis du vil.
Ingredienser
1 spsk olie (gerne kokosolie)
2 løg, hakkede
4 fed hvidløg, hakkede
1 liter grøntsagsbouillon
1 blomkålshoved, skåret i mindre stykker
1 dåse kokosmælk
1 spsk eddike
Krydderier
2 tsk spidskommen
1/4 tsk kardemomme
1 tsk chilipulver
1 tsk gurkemeje
Salt, friskkværnet peber
Fremgangsmåde
▪ Varm olien ved medium varme i en stor gryde. Tilføj løg og krydderier og steg indtil løgene er gennemsigtige, 5-10 minutter. Tilsæt hvidløg og steg i yderligere nogle minutter.
▪ Tilsæt blomkål og bouillon og giv det et opkog. Sænk varmen og lad det simre i 15-20 minutter, indtil blomkålen er mør.
▪ Tag af varmen og hæld det i en blender, eller blend det med stavblenderen, indtil det er helt cremet.
▪ Hæld tilbage i gryden og tilsæt kokosmælk og eddike. Tænd for varmen igen og varm det op under omrøring, uden at lade det koge.
▪ Smag til med salt, peber og krydderier.
▪ Server for dig selv og nogle mennesker, du virkelig godt kan lide (de bliver glade!).
1 Kommentar