Er I klar til en super nem, super anderledes og super lækker vegansk brownie med sød kartoffel? Selvfølgelig er I det!
Dødsens lækker sød kartoffel brownie – din nye besættelse
Jeg burde skrive noget samfundsrelevant og morsomt om coronakrisen (okay, samfundsrelevant bliver jeg måske aldrig, men morsom kan jeg da ind imellem træne mig op til at være), men der er ikke rigtigt længere noget morsomt at sige. Jeg er sendt hjem fra arbejde, har været det i noget der ligner 24 timer, og er allerede ved at gå op i limningen. Ikke sådan græder-i-badet-imens-jeg-hører-Mariah-Carey-limningen, men alligevel … En limning!
Men okay, hvis vi lige skal nævne to positive ting, kan jeg nævne 1) hvor heldigt er det lige, at man har nået at købe en hund, når man skal gå hjemme?! og 2) det giver rig mulighed for at spise så sindssygt meget kage! Da da daaaa introducing: SØD KARTOFFEL BROWNIE MED NØDDESMØR OG AHORNSIRUP!
Okay, så jeg sad og redigerede billeder. I ved, spiste lidt brownie, drak lidt kaffe, nussede Mozz lidt bag øret, hørte Mads & Mono … Det hele kørte. Og jeg var faktisk ret stolt af, at jeg havde formået at lave en brownie med kun 3 ingredienser.
… Altså indtil jeg så lige tænkte mig om og opdagede, at det jo faktisk er 4 ingredienser. Fucking.
Men altså, så havde jeg ligesom lavet grafikken, ik’ … Og 4 ingredienser er jo OGSÅ flot, hvis jeg lige må ha’ lov!
Sød kartoffel brownie med 4 ingredienser er:
- Vegansk
- Glutenfri (hvis man går op i dén slags)
- Nem at lave
- Mega fugtig, intens og gooey
- Meget anderledes – men meget god!
Der opstår bare altid noget magisk, når man blander peanut butter, ahornsirup og kakaopulver – og når man tilsætter sød kartoffel, well … Så kan det ikke rigtigt blive bedre.
Og jeg synes, vi allesammen rykker lidt sammen i bussen (altså, i overført betydning) og begynder at bage! Mere chokolade! Mere kage! Mere kærlighed! Er i mæ’ mig eller hva’?
Med ønsket om en god dag uden alt for meget isolation, masser af bagværk og solskin!
Vegansk brownie med sød kartoffel og kun 4 ingredienser!
Ingredienser
- 2,5 dl bagt sød kartoffel
- 0,75 dl kakaopulver
- 0,75 dl ahornsirup
- 1,25 dl nøddesmør efter eget valg
Sådan gør du
- Prik huller i 2 søde kartofler og bag dem i ovnen ved 180 grader i en time. Herefter kan du åbne kartoflerne og scoope kødet ud. Jeg brugte to små søde kartofler og fik ca. 2,5 dl fyld ud af dem.
- Bland de bagte søde kartofler med resten af ingredienserne, indtil det er en samlet masse.
- Bag ved 180 grader i 45 minutter i ovnen.
- Lad køle af og spis, spis, spis!
Psst …
Hvis du er på udkig efter andre opskrifter på kage, så prøv: