Friends, it’s time to get fancy!
Altså fancy på jeg-drikker-rosé-og-serverer-rødbedecarpaccio-for-mine-gæster-i-høje-hæle-og-læbestift-måden! Ikke at jeg holder synderligt mange af den slags selskaber (eller bare ingen), men det kunne være, man skulle til dét nu!
Rødbedecarpaccio er en ret, jeg har haft inde i hovedet i lang tid, men som jeg aldrig har fået ført ud i livet. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men jeg tror, det er fordi rødbeder er ret besværlige. Jeg elsker dem, og burde grundet deres høje fiber- og jernindhold absolut spise dem noget mere, men bare det at skulle tage sig sammen til at skrælle dem og have rødbedesaft ud over hele køkkenet kan kræve et tilløb på flere uger, synes jeg (og ja, så doven er jeg faktisk. Don’t judge, I kender det jo godt).
Men til nytår var der endelig grund til at gå i mit fancy hjørne, så jeg udviklede denne opskrift (inspireret af Jamie Olivers opskrift her), og jeg er forelsket. Godt, gammeldags forelsket. Intet mindre!
Den kan med fordel laves dagen inden, eller i hvert fald nogle timer inden, den skal serveres, og derfor kan den hives ud af køleskabet og serveres direkte til en masse ihh’e og ååh’ende gæster. Det kræver ikke de helt store evner at lave – faktisk nærmest ingen – og lyder langt mere besværligt, end det faktisk er.
Rødbedecarpaccio er smukt, sundt, simpelt og smager fantastisk på den helt underspillede måde. Skal vi komme igang?
Med ønsket om en fantastisk fredag fyldt med vin, vin og mere vin!
Psst…
Hvis du er på udkig efter andre opskrifter på tilbehør, så prøv:
-
Couscoussalat med abrikoser og tofu-feta (vegansk)
-
Sticky barbecue blomkål (vegansk)
-
Gulerodsfritter (vegansk)

RØDBEDECARPACCIO
Ingredienser
- 8 små rødbeder
- 1 økologisk citron
- 1 lille løg
- 3 spsk olivenolie
- 2 tsk tørret dild
- 2 tsk sukker
- 1 tsk fint salt
- 80 gram afskallede hasselnødder
Sådan gør du
Rødbedecarpaccio
- Sæt en gryde med rigeligt vand til kogning.
- Skræl rødbederne og kør dem igennem snittemodulet på food processoren, eller snit dem på et mandolinjern, så du får tynde og finde skiver.
- Kom rødbedeskiverne i det kogende vand og lad dem koge i 7-8 minutter. Målet er at de skal have lidt blødhed og ikke føles rå, men stadig være crunchy.
- Dræn rødbederne i et dørslag og overhæld dem med lidt koldt vand. Imens de drypper af, laves marinaden.
- Kom saft og skal fra 1 økologisk citron, et finthakket løg, olivenolie, dild, salt og sukker i en lille skål og rør godt rundt. Fordel rødbedeskiverne på en stor tallerken eller et fad, gerne med lidt kunstnerisk finesse. Kom skefulde af dressingen ud over rødbedeskiverne og sørg for at være rundhåndet, så alle rødbedeskiverne kommer i berøring med den. Dæk med husholdningsfilm og stil rødbedecarpaccioen i køleskabet i 2 timer til et døgn, så smagen intensiveres.
Afskalning af hasselnødder
- Du kan godt lave hasselnødderne dagen inden, men vent med at komme dem på carpaccioen før lige inden servering, så de ikke bliver bløde. Varm en stor pande op ved høj varme. Rist hasselnødderne på den brandvarme pande i et par minutter, mens du ofte ryster panden. Hasselnødderne skal gerne være let brændte på alle sider, så skallen falder nemmere af.
- Læg de varme hasselnødder i et rent viskestykke og gnid på det, indtil skallerne falder af. Tag herefter de afskallede hasselnødder fra og drys dem over carpaccioen.
- Carpaccio kan serveres som forret eller som tilbehør til hovedret - og jeg spiste endda hele tallerkenen til frokost en dag. Velbekomme!