RØDBEDECARPACCIO
Rødbedecarpaccio kan med fordel laves dagen før, den skal serveres, og kan i øvrigt laves med andre grøntsager som f.eks. squash eller gulerødder. Laves den med squash, skal den ikke koges.
Forb. tid10 minutter min
Tilb. tid20 minutter min
Samlet tid30 minutter min
Antal: 4 personer
- 8 små rødbeder
- 1 økologisk citron
- 1 lille løg
- 3 spsk olivenolie
- 2 tsk tørret dild
- 2 tsk sukker
- 1 tsk fint salt
- 80 gram afskallede hasselnødder
Rødbedecarpaccio
Sæt en gryde med rigeligt vand til kogning.
Skræl rødbederne og kør dem igennem snittemodulet på food processoren, eller snit dem på et mandolinjern, så du får tynde og finde skiver.
Kom rødbedeskiverne i det kogende vand og lad dem koge i 7-8 minutter. Målet er at de skal have lidt blødhed og ikke føles rå, men stadig være crunchy.
Dræn rødbederne i et dørslag og overhæld dem med lidt koldt vand. Imens de drypper af, laves marinaden.
Kom saft og skal fra 1 økologisk citron, et finthakket løg, olivenolie, dild, salt og sukker i en lille skål og rør godt rundt. Fordel rødbedeskiverne på en stor tallerken eller et fad, gerne med lidt kunstnerisk finesse. Kom skefulde af dressingen ud over rødbedeskiverne og sørg for at være rundhåndet, så alle rødbedeskiverne kommer i berøring med den. Dæk med husholdningsfilm og stil rødbedecarpaccioen i køleskabet i 2 timer til et døgn, så smagen intensiveres.
Afskalning af hasselnødder
Du kan godt lave hasselnødderne dagen inden, men vent med at komme dem på carpaccioen før lige inden servering, så de ikke bliver bløde. Varm en stor pande op ved høj varme. Rist hasselnødderne på den brandvarme pande i et par minutter, mens du ofte ryster panden. Hasselnødderne skal gerne være let brændte på alle sider, så skallen falder nemmere af.
Læg de varme hasselnødder i et rent viskestykke og gnid på det, indtil skallerne falder af. Tag herefter de afskallede hasselnødder fra og drys dem over carpaccioen.
Carpaccio kan serveres som forret eller som tilbehør til hovedret - og jeg spiste endda hele tallerkenen til frokost en dag. Velbekomme!