Den bedste frokostsalat med krydrede kikærter, lynsyltede rødløg og cremet tahindressing
I ved godt, at jeg ikke er den helt store salattype. Eller jo, det er jeg jo, for jeg spiser det virkelig tit, og en god salat kan slå de fleste andre retter i min optik. Men en salat for mig er som regel noget med at smide nogle ting sammen i en skål, blande en dressing, spise den og så aldrig lave nøjagtigt den samme salat igen. Og det betyder også, at det er ret svært at lægge salater op her på domænet, for har jeg endelig lavet en god salat, har jeg ikke fanget opskriften på den.
Indtil nu. Den her, den har jeg faktisk fanget. Eller, i hvert fald de tre store komponenter: Kikærterne, dressingen og rødløgene. En vindertrio lidt alá Linje 3 (eller, streg dét, det minder faktisk overhovedet ikke om Linje 3), men, I ved .. Hellig Tre Konger eller De tre vise mænd eller hvad end der ellers er af tre gode ting sammen.
Salaten kan spises, som den er, til frokost eller aftensmad, fordi kikærterne mætter så meget, og tahindressingen tilfører så meget lækker cremethed, at man bliver fuldt ud tilfredsstillet (mmm. Lækkert).
Og de lynsyltede rødløg? Let’s talk about them.
Jeg er én af de personer, der har det meget svært ved at planlægge mine behov så meget som bare én dag frem. Det gør det rigtig svært at lægge madplaner eller planer i det hele taget, og det gør det ret umuligt at imødekomme mig selv, når jeg fx får lyst til syltede rødløg. For så skal man til at lave dem og lade dem trække, gerne i flere dage, og det har jeg jo ikke tid til, når det lige præcis var NU, i det her nøjagtige sekund, at jeg havde lyst til dem.
Løsningen på dét?
Lynsyltede rødløg. Med koldt vand og ingen syltelage, meinen damen und herren!
De kan være klar på 10 minutter, og er selvfølgelig ikke præcis det samme, som almindelige rødløg, men kan tilfredsstille alle akutte behov, der måtte opstå!
That’s a yes from me.
Er det også et ja fra dig?
Så synes jeg da egentlig bare, at vi skal til at komme igang!
Med ønsket om en god dag fyldt med nye planter, hunde, der tager en lang lur, og pletter, der godt kan komme af tøjet!

Krydret kikærtesalat med tahindressing og lynsyltede rødløg
Ingredienser
Krydrede kikærter
- 1 dåse kikærter, drænede og skyllede
- 2 spsk. olivenolie
- 1 spsk. citronsaft
- 1 tsk. spidskommen
- 1/2 tsk. hvidløgspulver
- 1/2 tsk. kardemomme
- 1/2 tsk. kanel
- 1/2 tsk. paprika
- 1/2 tsk. stødt ingefær
- Salt og peber
- 1 dash cayennepeber
Lynsyltede rødløg
- 1 stort rødløg
- 1 dl eddike
- 1/2 tsk. salt
- Koldt vand
Tahindressing
- 5 spsk. tahin
- Saft fra 1 citron
- 1 fed hvidløg
- 1/2 tsk. fint salt
- 1 spsk. agavenektar
- Vand
Salat
- Grønkål
- Agurk
- Tomat
- Bredbladet persille
Sådan gør du
Krydrede kikærter
- Bland olie og krydderier sammen i en skål og vend kikærterne rundt i det. Bag i ovnen ved 185 grader i ca. 15 minutter, indtil kikærterne er sprøde og lækre.
Lynsyltede rødløg
- Rør eddike, salt og sukker sammen i en bøtte, indtil sukkeret er opløst. I med løg og fyld op med koldt vand. Kan spises efter 10 minutter og holde sig op til en uge på køl (men du har spist dem inden).
Tahindressing
- Du gættede det: Den skal røres sammen. Tilsæt vand, indtil din konsistens er som ønsket – det kommer meget an på konsistensen på din tahin.
Servering
- Så skal det hele bare røres sammen! Spis og vær glad.
Psst … Er du på udkig efter andre opskrifter på salat?
Så prøv: