Hvad siger du til en vaskeægte udgave af vegansk Nutella, som ikke er lavet af sunde og rene råvarer? Men som bare er præcis som den rigtige version med fløde, chokolade og smør? Ja, det tænkte jeg nok – og du snupper opskriften her!
HJEMMELAVET VEGANSK NUTELLA
Ooookay.
Okay. Okay. Okay.
Man fatter jo ikke rigtigt, at den her opskrift ikke allerede ligger her på domænet. Jeg mener: Nutella – det KAN næsten ikke blive mere on brand end nødde/chokolade/smørcreme, vel?
Grunden er sådan set den helt simple, at Nutella kræver hasselnøddesmør. Og det har jeg aldrig kunnet lave, fordi min go’e, gamle food processor, som jeg fik af min mor, da jeg flyttede hjemmefra (og i øvrigt har elsket meget, meget højt lige siden – jeg tror ikke du finder en food processor, der har været mere i brug end min), ikke kan lave det. Jeg har ved flere lejligheder været tæt på at brænde den fuldstændig af, fordi jeg har forsøgt.
På Instagram har jeg set andre lave nøddesmør i en f*cking minihakker, og de påstår, at tricket er at have tålmodighed og give den pauser undervejs. Men jeg må bare sige, at så meget tålmodighed har jeg ikke, for jeg har givet det 10 minutter+, og er aldrig lykkedes.
Men nu. NU har jeg investeret i en blender fra Blendtec! Og hold KÆFT, den er vild! Den kan det hele! I twisterkanden tog det 30 SEKUNDER at lave hasselnøddesmør. Jeg var fuldstændig i chok over det, og nu kan jeg ikke rigtigt styre, hvor meget nøddesmør jeg skal til at lave.
Nå, men, tilbage til Nutellaen: Det var naturligvis det første jeg gik igang med, da jeg opdagede, at det nu var muligt for mig at lave nøddesmør. Og hér snakker vi altså ikke på den sunde måde. Hér snakker vi den helt syndige, snaskede, usunde Nutella, fuldstændig som du kender den. Og ja: Den smager altså, hånden på hjertet, meget som den ægte vare!
Hjemmelavet vegansk nutella
Ingredienser
- 75-100 gram hasselnødder
- 1 dl Alpro Whipping eller anden dessertfløde
- 1 spsk smørbar
- 100 gram vegansk chokolade efter eget valg
- 1 nip salt
Sådan gør du
- For at få de bitre skaller af hasselnødderne, skal de bages først.Forvarm ovnen til 180 grader. Hæld hasselnødderne op på en bageplade, og bag i ovnen i 10 minutter, til de har fået farve og skallerne har løsnet sig.
- Kom de bagte hasselnødder i et rent viskestykke, og gnid hasselnødderne, så skallerne falder af. Kom de afskallede hasselnødder i en blender eller food processor, og kør dem til du har nøddesmør, hvis din blender kan dét, eller kør dem så fint du overhovedet kan, så det er helt fint mel.
- Bræk 100 gram chokolade i en skål.
- Varm 1 dl Alpro Whipping med 1 spsk. smørbar op i en gryde, til det når kogepunktet. Overhæld chokoladen med den varme væske, og rør rundt, indtil chokoladen er fuldstændig smeltet.
- Tilsæt hasselnøddesmøren og 1 nip salt til chokoladeblandingen, og rør det sammen, indtil det hele er kombineret.
- Hæld på et glas, og stil på køl i et par timer, til det har sat sig.
- Værsgo: Hurtig, nem og lækker nutella!
Hjemmelavet Nutella er:
- Præcis som originalen: Cremet og fyldt med hasselnøddesmag
- Syndig og lækker
- Vegansk
- Sindssygt nem at lave
Det kræver kun lidt smørbar, plantefløde, chokolade og hasselnødder. Så er du igang.
Og apropos igang, skal vi så ikke bare komme dét?
Med ønsket om en skøn dag fyldt med gulvvarme, frisk frugt og lakerede negle!
Pssst …
Hvis du er på udkig efter andre opskrifter på noget med chokolade, så prøv: