Ind imellem, især når jeg har læsedage herhjemme, er det virkelig svært at finde ud af, hvad jeg skal spise til frokost. Jeg gider ikke ende i rugbrød/avokado-fælden hver dag, men jeg gider heller ikke noget, der er svært eller tidskrævende. Derfor ender jeg lige for tiden meget ofte med en variation over denne her grønkålssalat med tahindressing.
En opskrift, jeg normalt ikke ville poste, fordi det som sådan ikke rigtig er en opskrift, men som alligevel har bidt sig så meget fast, at jeg nu gør det alligevel. Og det gør jeg i virkeligheden primært pga. tahindressingen. Åååh, tahindressingen. Stjernen i showet, dét må man gi’ den!
Tahin er noget, jeg har haft lidt et had/kærlighedsforhold til. Det er meget bittert, hvilket clasher gevaldigt med min søde tand, og jeg bryder mig ikke om tahin i hummus, så jeg har haft et glas stående bagerst i skabet i virkelig lang tid. Men alle steder jeg kigger hen – på YouTube, i blogs og i kogebøger – går alle verdens veganere kollektivt amok over tahindressing. De kommer det under alt, ovenpå alt, ved siden af alt og tager det endda med i tasken, når de skal på restaurant, så de ikke skal spise et måltid uden. Veganeres forhold til tahin er fuldstændig crazy.
SÅ! Jeg har besluttet at give det en chance. Jeg kommer aldrig til at spise det som pålæg på rugbrød eller noget, men… Jeg må bøje mig i støvet for tahindressing! Selvom jeg ikke forstod smagen lige til at starte med, er jeg alligevel langsomt begyndt at komme det sådan lidt ovenpå alting. Også ting, jeg virkelig ikke burde komme det på. Det er åbenbart den effekt, tahindressing kan have! Så nu går jeg totalt med flowet og poster den her opskrift. Jeg overgiver mig!
Med ønsket om en god tirsdag fyldt med besøg i Magasin, gode kolleger og ingen chillfaktor!
Psst…
Hvis du er på udkig efter andre opskrifter på salat, så prøv:
-
Lun linsesalat med tahindressing (vegansk)
-
Couscoussalat med tofu-feta og tørret abrikos (vegansk)
-
Roots-rip off salat med syltet rødbede og pesto (vegansk)
NEM FROKOSTIDÉ: GRØNKÅLSSALAT MED SIMPEL TAHINDRESSING
Ingredienser
Tahindressing
- 1 toppet spsk tahin
- Saft fra 1 citron
- 1 fed hvidløg
- 70 ml lunkent vand
Salat
- Færdighakket grønkål
- 1 håndfuld rosiner
- 1 håndfuld cherrytomater
- 1 håndfuld mandler
Sådan gør du
- Kom alle ingredienserne til tahindressingen i en skål og rør godt sammen. I starten vil det måske virke lidt umuligt at få det rørt sammen, men du skal bare blive ved med at røre, indtil dressingen er fed og lækker. Hvis du har brugt usaltet tahin, så smag til med salt.
- Kom dine salatingredienser i en stor skål. Jeg kan godt lide at købe det færdighakkede grønkål i pose, så man ikke selv skal hverken skylle eller hakke. Top det med de ingredienser, du godt kan lide - jeg brugte cherrytomater, mandler og rosiner. Top med generøse mængder tahindressing og spis, spis, spis!