Er i klar til en cashewfløde, der vil vælte jeres verden?!
Såøh, jeg har de sidste fem dage været på raw food. Det har jeg været af mange forskellige årsager, som vil blive beskrevet i et senere indlæg (ah, the suspense!). Jeg kan dog godt afsløre, at det ikke har noget med selve konceptet i uopvarmet mad at gøre, men snarere et forsøg på at stoppe med at spise så mange forarbejdede fødevarer, i alle de afskygninger, de nu findes i.
Og I kan GODT lige regne med, at når Sofie går raw, så gør hun det selvfølgelig ikke uden at holde fuldt fokus på de desserter, hun må spise!
Så en dag, da jeg havde virkelig meget lyst til at lave en tyk, kagecreme-agtig ting, fandt jeg på denne her. En cashewfløde, der kan bruges i desserter, til frugtsalat, som tilbehør til kage… You get the picture.
Cashewfløde – eller cashewcreme, om man vil – består af kun tre (tre!) ingredienser, og den er tyk, sød, fed, cremet og i det hele taget alt dét, man bare virkelig godt gider.
Og så nåede jeg faktisk overhovedet ikke engang at spise den til dessert, fordi jeg begyndte at hælde den i min kaffe om morgenen i stedet for. Oh.my.laaawrd. Gamechanger!
Så hvad enten du er ude på en naturlig kagecreme, kaffefløde eller sågar glasur, så er du kommet til det rigtige sted. Det kræver godt nok, at du har lidt tålmodighed, for den kan først være klar i morgen, men dét kan også være en ret smart måde at holde sine cravings i skak på, no? Det er måske i virkeligheden dét, der er aller smartest ved ting, der er raw. De skal altid stå i blød først – og slow food skulle jo være så sundt!
Med ønsket om en god søndag fyldt med gode bøger, gode gåture og gode forhåbninger for den kommende uge!
CASHEWFLØDE MED DADLER
Ingredienser
- 1 dl cashewnødder
- 3-4 friske dadler
- 2.5 dl koldt vand
Sådan gør du
- Læg cashewnødder og udstenede dadler i en skål med 2,5 dl koldt vand. Læg en tallerken over skålen og lad det trække i minimum 8 timer ved stuetemperatur.
- Når du vil lave din fløde, hælder du bare skålens indhold i en food processor, blender, smoothiemaker eller hvad du nu ellers har, og pulser, indtil dadlerne og nødderne er helt udblendede og fløden har en lækker, cremet konsistens. Tilsæt evt. lidt mere vand, så konsistensen passer til dit behov - den tykner lidt, når den kommer på køl.
- Brug som kaffefløde, kagecreme, glasur, til frugtsalat eller hvad end, dit hjerte begærer.