Min mor er en rigtig mor. Hun har altid bagværk klar i Tupperwarebøtter, ligegyldigt om man kommer på ventet eller uventet besøg, og har hun ikke, så har hun med sikkerhed noget i fryseren. Jeg er med stor tilfredshed blevet tvangsfodret med knækbrød over de sidste par timer, og det er ikke noget, hun skal høre noget for…
Jeg er i disse dage i eksil hos mine forældre på Fyn. Én af fordelene ved at være rigtig (altså næsten) voksen og flyttet hjemmefra er så absolut, at man ikke længere bliver mødt med spørgsmål som: “hvorfor har du ikke tømt opvaskemaskinen? Har du tøj, der skal til vask? Kommer du sent hjem?”, når man træder ind ad døren, men snarere spørgsmål i “erdusulten-fårdununokatspise-dusersåtyndud-skaljegikkehenteettæppetildig”-kategorien. I hvert fald de første par dage, indtil de glemmer, at de har savnet én. Min mor laver – som alle andre mødre – mad, der bare smager bedre. Selv en rugbrødsmad bliver pludselig meget lækrere, bare fordi det er min mor, der har lavet den. Jeg ved ikke, hvordan hun gør det – er det en evne, man får, lige så snart man har skubbet et barn ud (ligesom evnen til at vide, hvor lang tid noget skal have i ovnen og hvordan tøj skal vaskes)? Er det noget, man skal henvende sig til kommunen for at få? Er det en form for hemmelig loge? Jeg ved det ikke. Men det gør heller ikke noget, for hvis der er én ting, jeg kan lide bedre end bagværk, så er det bagværk, andre serverer for mig. Jeg har således ikke selv rørt en finger, udover den, der har hjulpet med at føre tommetykke lag smør udover herligheden. Det var endda meningen, at jeg var på kur… Oh well.
Hjemmelavet knækbrød med frø og kerner
Ingredienser
1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl blandede, hakkede nødder (kan udelades)
1,5 dl hørfrø
2 dl mel
0,5 tsk bagepulver
1 tsk salt
1 dl vand
0,5 dl olie
1 æg til pensling
Fremgangsmåde
▪ Forvarm ovnen til 200 grader.
▪ Kom mel, bagepulver, havregryn, kerner, frø, salt og evt de hakkede nødder i en skål og rør sammen.
▪ Tilsæt olie og vand og rør, til det er en klistret masse.
▪ Rul ud i en stor firkant på et stykke bagepapir og overflyt papiret til en bageplade.
▪ Marker stykkerne i den ønskede størrelse med en kniv eller en klejnespore, uden at skære helt igennem. Så kan stykkerne nemt knækkes af, når de er bagt
eller lav stykker med en kageudstikker, hvis de skal se lidt smukkere ud.
▪Pensl med æg og sæt dem i ovnen. Tjek om de har den rigtige konsistens efter 15 minutter. Hvis ikke, så giv dem lidt mere. Der er ikke noget kedeligere end blødt knækbrød.
▪ Server med tandsmør (det er en ordre!).
1 Kommentar