Go’e, gamle Danmark: Vejret opfører sig som en forvirret teenager, folk kan ikke vælge mellem shorts og vinterjakke (nogle gange vælger de begge dele, det ser super tjekket ud) og netannoncerne svømmer over med billige tilbud på all-inclusive rejser til tvivlsomme destinationer. Og så er der mig. Der ikke er et hak bedre selv. Og derfor stod i mit køkken på en høj, hellig (men blæsende!) aprildag og lavede en fyldig, varm blomkålssuppe, fordi jeg “sådan havde lyst til noget varmt og hyggeligt”. Det er sgu op ad bakke.*
MEN! Det skal jo ikke gå ud over en suppe, der uanset fortvivlelse over vind og vejr, opfyldte sin rolle fuldstændig: den var varm, tyk, mættende og på alle måder tilfredsstillende på den der måde, kun en suppe kan være det, når det regner og blæser udenfor.
Resultatet af den vejrmæssige frustration resulterede nemlig i en fyldig suppe lavet af blomkål, sød kartoffel, quinoa og kokosmælk. Aaaah. Vi starter godt, gør vi ikke? Kan I mærke det?
På toppen tilføjede jeg en skefuld af denne hjemmelavede persillepesto, som trak sommeren en lille smule frem og næsten gjorde det muligt at forestille sig, at jeg indtog suppen på min solbeskinnede, imaginære altan i stedet for i mit mørke køkken. Best of both worlds!
Ved at tilføre kokosmælk, quinoa og pesto opper man virkelig protein-, fedt-, og -kalorieindholdet, hvilket gør den til en mere end almindelig fyldig suppe, man faktisk orker at spise til aftensmad. Nej, streg dét. En suppe man faktisk elsker at spise til aftensmad. OGSÅ i april. Og maj, for den sags skyld.
Med ønsket om en dejlig dag fyldt med forholdsvist stabilt vejr, dessert og godt selskab!
*Da jeg begyndte at skrive det her indlæg, var det høj solskin og skyfri himmel udenfor, og jeg følte mig en lille smule dum over at sidde og fifle med en opskrift på suppe sidst i april. Da jeg så ville poste opskriften, havde der imidlertid lige været en haglstorm, og min telefon informerede mig om, at temperaturen var faldet til 3 grader. Ha! Ikke så dumt alligevel!
Fyldig blomkålssuppe med quinoa og persillepesto
Ingredienser
Blomkålssuppe
- 1 mindre blomkålshoved (ca. 600 gram renset vægt)
- 1 sød kartoffel (ca. 150 gram)
- 4 fed hvidløg
- 2 spsk olie
- 0.75 dl quinoa
- 1 liter grøntsagsbouillon
- 1 dåse kokosmælk (400 ml)
- 0,75 tsk gurkemeje (giver fin farve - kan udelades)
- salt og peber
Persillepesto
- 1 bundt persille
- 2 fed hvidløg
- 1 håndfuld mandler
- 2 spsk gærflager (kan udelades)
- 0.75 tsk salt
- 1,5 dl solsikkeolie
Sådan gør du
- Sæt ovnen på 180 grader grill.
- Skær blomkål og sød kartoffel ud i mindre stykker og fordel dem på en bageplade. Giv hvidløgene et slag med håndtaget på en kniv, fjern skrællen og smid dem på bagepladen. Tilsæt lidt olie og salt til pladen og rør det let rundt.
- Bag i ovnen i 20 minutter, indtil blomkålen begynder at brune i kanterne. Tag grøntsagerne ud ad ovnen og lad dem køle en smule af.
- Overfør grøntsagerne til en stor gryde og top med bouillon og quinoa. Læg låg på og lad simre ca. 25 minutter, indtil quinoaen er mør.
- Imens suppen koger, laves pestoen: tilsæt alle ingredienserne til en food processor eller en minihakker og blend, indtil pestoen har den rigtige konsistens. Overfør til en lufttæt beholder.
- Når suppen er færdig, overføres den til en blender eller blendes med en stavblender, indtil den har en tyk, lind tekstur. Tilsæt til sidst kokosmælk og gurkemeje og smag til med salt og peber.
- Server suppen brændende varm og med en skefuld pesto på toppen. Velbekomme!