Lørdag er normalt min yndlingsdag på ugen, fordi det er dén dag, hvor man kan tillade sig at lave allermindst, drikke allermest kaffe (eller noget lidt stærkere, trods ej tilrådeligt i min fremskredne alder) og hvor alle problemer kan udskydes til søndag. Normalt plejer jeg at bruge min lørdag på at høre Mads og Monopolet, ligge i fosterstilling og komme med masser af undskyldninger for, hvorfor jeg ikke behøver at tage op at træne. Det har jeg sådan set også gjort denne lørdag, men det har nu alligevel bare været lidt en øv-dag. I ved sådan én, hvor man taber en hel pose ris på gulvet og skraldeposen vælter. Mine roomies er ikke hjemme, min kæreste har forladt mig til fordel for en 40-års fødselsdag (ja Niels, det er dig, jeg shamer nu) og jeg har både en opgave og søgen efter en praktikplads hængende over hovedet, der hellere vil laves i dag end i morgen. Så hvad gør en kvinde i nød?
Hun vælger at kaste det hele på gulvet, trække gardinerne for, så hun ikke kan se, hvor meget solen skinner udenfor, og så bager hun en brownie, som hun efterfølgende spiser alene med sig selv og en hårdtprøvet gaffel. A woman’s right to choose, og alt det der..
Denne veganske brownie er lavet på peanut butter, æblemos og masser af kakao, og den er svampet, sød og knasende på samme tid. Den er nem at have med at gøre, kræver ingen specielle teknikker eller føling med noget som helst (det kan vi godt lide) og den smager godt både kold og varm. Sku’ vi se at komme igang?
Med ønsket om en god lørdag fyldt med serier på Netflix, man ikke har set før, kulhydrater i socialt uacceptable mængder og masser af kærlighed!
Vegansk brownie uden mel
Ingredienser
- 2 spsk blendede hørfrø
- 6 spsk vand
- 230 gram smooth peanut butter uden sukker
- 1 dl usødet æblemos (jeg brugte den fra Urtekram)
- 1 dl mørk sirup
- 1 tsk vaniljepulver
- 1 dl god, usødet kakao
- ½ dl mandler
- ½ tsk salt
- 1 tsk bagepulver
- 50 gram hakket, mørk chokolade 85%
- Lidt flormelis til at drysse på toppen
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 185 grader.
- Blend hørfrø i en kaffekværn, indtil de er blevet til mel. Læg 2 spsk i en stor skål og bland med 6 spsk vand. Rør rundt og lad stå i ca. 5 minutter, indtil det er blevet til en klistret masse.
- Tilføj peanut butter, æblemos, sirup og vaniljepulver til skålen. Pisk det sammen med en elpisker.
- Tilsæt nu kakao, chokolade, bagepulver, salt og hakkede mandler til skålen og rør endnu engang.
- Hæld i et mindre fad eller en silikoneform og bag ca. 35 minutter i ovnen. Kagen er færdig, når du kan stikke i den med en kødpind uden, at der hænger noget fast. Lad kagen køle af ca. 10 minutter, inden du tager den ud af formen.
- Kom lidt flormelis i en si og drys ud over, eller lav evt. en glasur, hvis du har lyst. Velbekomme!