Vegansk bolognese med tofu kan laves på kun 30 minutter og kræver minimal arbejdsindsats. Nemmere bliver comfort food ikke!
Okay, okay, okay, jeg ved, hvad du tænker: synes du ærligt, at du mangler opskrifter på bolognese, Sofie?
Og det helt korte svar er ja. Ja, det synes jeg.
For man mangler ALTID en opskrift på god bolognese! Og når det kommer til opskrifter, er der lidt det samme princip som med tøj. Nogle er nice to have. Andre er NEED to have. Og den her er NEED to have. Som i: NEED TO HAVE RIGHT THIS MOMENT!
Og når opskriften så oven i købet er hurtig, nem, åååndssvagt lækker og har det indbyggede life hack, at pastaen kan koges direkte i sovsen, så kan der vel ikke rigtigt være nogen tvivl, kan der?
Vegansk tofubolognese er:
-
Nem
-
Hurtig
-
Så lækker, at ingen (hverken mand eller børn!) vil kunne stå imod
-
Fik jeg sagt nem?
Det her er én af de opskrifter, som blev lavet i mangel på råvarer (som de bedste opskrifter ofte er), og som kan laves på kun 30 minutter uden rigtigt at have noget i huset, fordi det meget ofte er sådan, der bliver lavet mad hjemme hos mig, når jeg kommer træt hjem fra arbejde. Og hvis du skulle spørge fra nogen: ja, det er rigtigt. Jeg knækkede lasagneplader og kogte i sovsen, fordi jeg på ingen måde kunne bebyrdes med at tage bukser på og gå ned at købe pasta. Og tip hermed givet videre: knækkede lasagneplader er faktisk undervurderet lækkert!
Inspirationen til opskriften kom af at have stødt på flere opskrifter med tofu, som har en lidt omvendt fremgangsmåde end normalt. Man krumler (er det et ord? … det er det nu!) nemlig tofuen ud på en bageplade og bager den med en marinade, så den bliver lækker og spicy. Og SÅ blander man den sammen med pastasovs i en gryde, som lige skal koge op. Voilá: tofubolognese! Sådan en slags instant bolognese, om man vil. Det er fandme smart, man!
Jeg spiser den både, når det er koldt og stormende udenfor, og når det er vejr til at spise på terrassen. Hvis de kan køre pasta ned i bagende sol i Italien, så kan vi altså også!
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med iskoldt vand, gode løbeture (lol, det var bare for sjov) og duften af nye bøger!
Den nemmeste veganske tofubolognese
Ingredienser
- 400 gram fast tofu
- 3 spsk soya
- 3 spsk olivenolie
- 3 spsk gærflager (kan udelades)
- 1/2 tsk cayenne
- 1/2 tsk røget paprika
- 1/2 tsk hvidløgspulver
- 2 glas pastasovs (ca. 800 gram)
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 180 grader.
- Brug fingrene til at krumle (jo, det er et ord nu!) tofuen ud på en bageplade, så den har konsistens ca. som hakket kød.
- Bland marinaden af soya, olivenolie og krydderier og hæld ud på bagepladen. Brug en spatel til at fordele marinaden, så al tofuen bliver dækket.
- Bag i ovnen ca. 20 minutter, indtil tofuen er let brunet. Vend undervejs, så den får farve på alle sider.
- Hæld tofuen i en gryde og top med tomatsovs, indtil sovsen har den konsistens, du gerne vil have (jeg brugte 2 glas). Lad koge lidt, indtil sovsen tykner.
- Pro tip: kog pasta direkte i sovsen! Så sparer du både tid og opvask og laver en lækker, one pot agtig ret. Du skal evt. tilsætte lidt vand eller mere pastasovs, for pastaen suger ret meget.
- Spis og vær glaaad!
Psst … Hvis du er på udkig efter andre opskrifter på vegansk bolognese, så prøv:
- BOLOGNESE MED NATURLI’ HAKKET
- NEM VEGANSK BOLOGNESE MED RØDE LINSER
- VEGANSK BOLOGNESE MED SORTE LINSER
Det smager super lækkert!! Helt sikkert en af mine yndlingsretter!!
I stedet for at pensle tofuen, synes jeg at det er nemmere at putte det ned i en skål og blande det med marinaden, inden det kommer på en bagplade.
Du kan måske lige overveje at tilføje pasta til ingredienslisten, så man ikke glemmer at købe det 🙂 Og så er jeg vild med ordet “krumle” – fra nu af siger jeg det i stedet for ‘smuldre’ ;P
Uuuh, godt tip! Tak! Jeg kom alt for sent i tanke om ‘smuldre’, omend det nu altså også er et ord med store kvaliteter
Er det 800 gram tomatsauce i alt eller er det hver glad der er 800 gram?
Absolut en af mine favoritter, god måde at bruge sine sidste grøntsager på også 😀
Juhuu, det er jeg vild med at høre, Maja! Tak!
Hvor meget pasta/lasagneplader skal der bruges?
Hej Sarah,
Brug lige så meget pasta, som dit hjerte fortæller dig!