Du kender det godt: der skal gøres lidt ekstra ud af morgenmaden en lørdag morgen og din kæreste skal have æg, hvilket du under ingen omstændigheder skal … Men du vil alligevel gerne have noget liiiidt lækkert, yes? Bare rolig! Du kan lave en lækker, æggegul og helt vegansk tofuscramble på kun 5 minutter!
Jeg elsker at snooze, sove længe og ignorere omverdenen, så længe jeg kan. Og når jeg er færdig med dét, så elsker jeg at gå direkte fra soveværelset ind i stuen og lægge mig ned med min dyne, imens jeg drikker kaffe og får øjne. Det er nok mit livs største luksus, som jeg agter at holde fast i, indtil jeg får børn, for så ved jeg, at det nok ikke bliver en realitet de næste 18 år. Derfor skal det nydes! Og derfor skal min morgenmad både være hurtig og lækker, så den ikke tager mig for langt væk fra sofaen. Den skal helst kunne laves på 5 minutter, men også være virkelig lækker og overskudsagtig. Sådan weekend-morgenmad på en hverdag, agtig.
Sig hej til VERDENS NEMMESTE TOFUSCRAMBLE!
Tofuscramble er lidt noget af det, jeg havde svoret aldrig at spise, da jeg begyndte at spise plantebaseret. Og nu elsker jeg det! Nu kan jeg decideret crave det, når jeg står op om morgenen. Det er en forunderlig verden, vi lever i and I’m here for it!
Det kræver bogstavelig talt kun en stegepande og 5 minutters tid i overskud, og det er noget, jeg liiige kan overskue – selv på hverdagsmorgener, faktisk.
Tofuscramble kan jo snildt peppes op med alt muligt – fx tofuscramble med aubergine og edamamebønner, som levererer en stor del af dit daglige behov for protein. Men den her simple tofuscramble er skåret helt ind til benet – ingen løg eller bouillon eller noget som helst – bare lynhurtig! Og det kan altså også noget! Ikke mindst kan det noget, fordi jeg kan lave det med den ene hånd, mens den anden drikker kaffe, og øjnene ser Netflix på min telefon, som lige kan nå at hvile op ad brødristeren. Jep; det er nogenlunde sådan, mit morgenritual ser ud, og jeg skammer mig ikke …
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med varme stegepander, pandekager og masser af humør her efter ferien!

Den nemmeste veganske tofuscramble
Ingredienser
- 1 spsk olivenolie
- 100 gram fast tofu
- 1/2 tsk karry
- 1/2 tsk gurkemeje (mest for farvens skyld)
- salt og peber
- 1/2 dl vand
Sådan gør du
- Varm olie op på en pande. Brug fingrene til at smuldre tofuen direkte ud på panden og tilsæt krydderier, salt og peber. Rør rundt og lad stege. Tilsæt lidt vand til panden og lad stege af under omrøring, indtil al vandet er væk.
- Server, som du normalt ville servere røræg - fx. på ristet rugbrød eller sammen med stegte tomater og baked beans.
1 Kommentar