Der er dem, der hælder shots i svælget om fredagen, og så er der dem, der laver syltede valnødder..
Og jeg er så den sidste. Åbenbart.
Der er så mange typer, jeg gerne vil være. Typen, der står tidligt op søndag morgen og lige laver en bolledej, f.eks (det bliver aldrig mig. På nogle som helst morgener.) Typen, der kan holde liv i sine krydderurter (Heller ikke.) Typen, der laver sine opgaver i god tid (OVERHOVEDET ikke.) Nå ja, og typen, der sylter. I ved godt, dem der, der altid lige har et glas syltet et-eller-andet med i værtindegave, fordi ”det havde de lige i overskud, og det skal i slet ikke tænke på.” Typen, der siger, at man bare skal have noget enkelt til frokost, og pludselig står der et større arsenal af henkogningsglas fyldt med alskens vidunderligheder. Utroligt at så små glas kan generere så stor en portion dårlig samvittighed.
Og jeg er så blevet sylte-typen lige nu, åbenbart. Jeg er åbenbart nået den alder, hvor jeg tænker, at når nu jeg alligevel skal sidde derhjemme og forsøge at lave eksamen (læs: stirre opgivende på en tom skærm og græde lidt), så kan man passende overspringshandle ved lige at sylte lidt. Da jeg fyldte 23 i lørdags følte jeg mig i sandhed gammel, men alle omkring mig slog det væk og sagde, at nu var jeg da fjollet. Det viser sig jo så nu, at der nok var noget om snakken. Men pyt. Jeg tror godt, jeg kan lide alderdommen, hvis den indebærer syltede, klistrede, kandiserede nødder. Sylte-pigen Sofie. Pigen, der syltede. Jeg synes, det klinger godt. Astrid Lindgren kunne ikke have skrevet det bedre.
Det gode ved syltede ting er, har jeg fundet ud af, at man leverer et stykke arbejde én dag, men hvis man laver tilpas store mængder, kan man fremstå som den aktive sylte-type i en længere periode, uden at have rørt en finger i månedsvis. En afgørende årsag til, hvorfor man ikke skal kimse af langtidsholdbar mad. En anden god grund er, at der duftede af vanilje og citron i hele opgangen, på den meget, meget overskudsagtige måde, mens jeg lavede dem. Desværre var der ingen hjemme til at beundre mit hårde arbejde… Men på den anden side var det måske meget godt, at ingen så mig sylte valnødder kl. 18:00 en fredag aften. I mit nattøj. Åh gud. Jeg skal altså virkelig til at komme noget mere ud.
Fotogene er de ikke, må man sige, men alligevel kunne jeg ikke rigtig stoppe med at tage billeder af dem. Man skal nok forstå, hvor godt de smager, for at kunne se hvor smukke de reelt er. Syltede valnødder har uendelige muligheder, forestiller jeg mig. Jeg tænker, at de er gode til morgenmad, enten oven på yoghurt eller i havregrød, til desserter, ostebord (mhhhm, ostebord), frugtsalat og uendeligt mange andre ting. Og hvis man ikke selv skal bruge dem, kan man helt sikkert forære dem i værtindegave og sige noget alá “nååeh, denne her gamle sag? Det var bare noget, jeg havde i overskud” (ligesom alle de andre), også selvom det var noget man baksede med sent om aftenen dagen før. Altså, hvis man kan lade være med at spise halvdelen af dem, mens man forsøger af hælde dem på et glas, selvfølgelig…
Syltede valnødder
1 stort glas
Ingredienser
150 gram brun farin
Saft fra 0,5 citron
1 vaniljestang
3 dl vand
150 gram valnødder
1 glas skyllet i atamon
Fremgangsmåde
1. Bland alle ingredienser, undtagen valnødder, i en gryde og rør rundt. Skrab vaniljekornene ud af vaniljestængerne og smid begge dele i. Tilsæt valnødderne.
2. Lad simre i 1-2 timer, indtil sukkermassen er tyktflydende og alle valnødderne er helt brune og klistrede.
3. Hæld på et glas skyllet i atamon.
4. Stil i køleskabet til afkøling og spis som tilbehør til mere eller mindre alt, eller spis dem direkte fra glasset, når ingen kigger.
