Saltede mandler er the shit, hvad enten du er på farten, har tømmermænd, får gæster eller bare er lidt snackilicious – og så er de endda virkelig nemme at lave!
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg så absolut er en snack-pige. You name them – I’ll eat them. Jeg er selvfølgelig ikke immun over for store måltider heller (er det rigtigt Sofie? Ja. Ja, det er det), men når ens lod i livet er, at man hele tiden er en smule småsulten, så følger det naturligt, at man også holder umådelig meget af at småspise lidt. Hele tiden. Jeg snacker oftest virkelig meget i løbet af en dag for at holde mit blodsukker oppe (serious business i min verden), og jeg ser det som en borgerpligt altid at have et æble, chokolade eller mandler med i tasken, skulle uheldet være ude. Ethvert menneske med respekt for sig selv og sine medmennesker forlader ikke sin bopæl uden at have styr på, hvor den næste snack skal komme fra, hvis I spørger mig. Det er overlevelse 1-0-1.
Derfor: Saltede mandler. Mmmm. Saltede mandler.
Men er det ikke besværligt?
Njaaa! Venner, det er det faktisk ikke! Og der er flere ting, der gør, at man absolut bør overveje at lave dem selv:
1) Hvis man køber saltede mandler i butikkerne risikerer man for det første, at de er fyldt med olie og andre ting – men kiloprisen er også som regel meget dyrere end på rå mandler. Derfor kan det så absolut betale sig at spejde efter gode tilbud på mandler og lave sine egne.
2) Jeg synes, hands down, at de hjemmelavede smager bedre – og så kan man oven i købet give dem smag af andre krydderier, hvis man synes. #lifehack
3) Okaaaay, jaja, det tager 40 minutter at lave dem, men de kan holde sig i flere dage, så på den måde kan man både være på forkant med sin snackingsituation OG spare penge samtidig. Jeg graver det!
I aften skal jeg ud at svinge træbenet en smule og jeg forudsiger, at jeg grundet indtag af 1-2 sølle glas vin vil få seriøse tømmermænd i morgen (jeg er kommet i dén alder), så min plan er at lave endnu flere mandler og håbe på, at det vil normalisere min saltbalance i et snuptag i morgen! I wish…
Med ønsket om en god lørdag fyldt med gode venner, kold hvidvin og ingen huslige pligter!
Saltede mandler
Ingredienser
- 2,5 dl kogende vand
- 4 spsk fint salt
- 200 gram mandler
- Ekstra salt til bagning
Sådan gør du
- Hæld 2,5 dl kogende vand fra elkedlen over i en skål eller en gryde. Tilsæt 4 spsk fint salt og rør rundt, indtil det hele er opløst.
- Tilsæt mandlerne til vandet og lad dem trække i 20 minutter. Imens forvarmes ovnen til 150 grader.
- Efter 20 minutter drænes mandlerne og spredes på en bageblade med bagepapir. Drys evt. en smule ekstra salt over mandlerne.
- Bag i ovnen i 20 minutter, indtil mandlerne er tørre og sprøde.
- Spis som snack, kom dem i en salat eller spis dem som tilbehør til aftensmaden. Velbekomme!