Løg. Butternut. Squash. Peberfrugt. Tomat. Og til sidst et gyldent lag af sprød persillerasp. Er I med mig?!
Som jeg skriver dette, befinder jeg mig i et mørkt rum. Jeg har lovet min kæreste at passe ham, fordi han er syg (og vi ved alle, hvor kritisk det kan være, når mandeinfluenzaen sætter ind), men nu er han faldet i søvn og jeg tør ikke tænde lyset i tilfælde af, at det vækker barnet.
I aften skal vi have pomfritter og bearnaise (KUN af hensyn til den syge, naturligvis. Har intet med mig at gøre) og jeg tænkte derfor, at det var et godt tidspunkt for mig at dele opskriften på disse ristede vintergrøntsager. Både fordi det ikke larmer og fordi det får mig til at fremstå lidt mere sund, aftenens menu taget i betragtning. Det er det der med balancen, ikke? Sagde damen, der også spiste en Twix på vej hjem fra Rema og gemte papiret i sin lomme. Modent.
Vi spiste grøntsagerne som tilbehør til en fantastisk snydetærte med rødbeder og gedeost i går, men de vil i virkeligheden kunne gå an som tilbehør til en hvilken som helst ret. Jeg fandt en rest bønner i køleskabet, som jeg tilføjede som proteinkilde, men man kan udelade dem eller bytte dem ud med noget andet, hvis man vil.
Retten er såre simpel: grøntsagerne vendes i olie med hvidløg og lidt chili og bages i 30 minutter. Til sidst strøes et lag rasp blandet med persille udover og grøntsagerne bager yderligere 10 min under grill, indtil raspen er gylden og sprød.
Alle grøntsager kan bruges, meeeen jeg er som bekendt stor fortaler for, at har man mulighed for at spise butternut, så skal man spise butternut. Jeg elsker den grøntsag så meget, at jeg er bange for, at min kæreste snart begynder at blive jaloux. Heldig for ham, at vi bare skal have ærter i aften (jojooo, vi skal faktisk have grøntsager til de pomfritter der), så der ikke opstår en lunken stemning.
Apropos stemning, så tager jeg til Fyn i morgen, hvor jeg både skal spise brunsviger med mine bedste veninder, se Disneyfilm (Indsæt valgfri snacks her), have prøve-julemiddag og på alle måder have det godt. Jeg glæder mig som et lille barn! Og så vender jeg sikkert tilbage med endnu en sund opskrift i næste uge, når jeg har været på vægten efter weekendens udskejelser og er blevet skræmt fra vid og sans. Dén tid, dén sorg, ikke?
Med ønsket om en perfekt lille-fredag fyldt med raske mænd, masser af sovs og måske en lille julefilm!
Ristede vintergrøntsager med persillerasp
Ingredienser
- 1 butternut squash (skrællen kan beholdes på, hvis den er økologisk)
- 1 rød peberfrugt
- 1 løg
- 1 squash
- 250 gram cherrytomater
- 180 gram kogte, hvide bønner (kan udelades)
- 0,5 dl olie
- 3 fed hvidløg
- 1,5 tsk salt
- 1 tsk stødt timian
- 0,5 tsk stødt chili
Persillerasp
- 4 spsk rasp
- 0,5 bundt persille
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
- Skær alle grøntsagerne, undtagen tomaterne, i mindre stykker. Spred dem ud på en stor bageplade og læg tomaterne hele på. Tilføj også bønnerne hvis ønsket.
- Bland olie, presset hvidløg, salt, timian og chili i en lille skål. Rør rundt og hæld ud over alle grøntsagerne. Fordel godt, så alle grøntsagerne er dækket.
- Bag i ovnen i 30 minutter.
- Hak persillen fint og bland den sammen med raspen i en lille skål. Tag grøntsagerne ud af ovnen, drys raspen over og bag yderligere 10 minutter, indtil raspen er gylden. Sæt evt. ovnen på grill.
- Spis retten som den er, eller server som tilbehør til f.eks tærte eller en god steg.