Sååøøh, kan i huske, da jeg sagde, at det var lidt hyggeligt at være syg, så man kunne have en undskyldning for at spise suppe? Jeg mente det ikke, okay? Jeg trækker det hele tilbage. (Altså lige minus suppe-delen. Det skal man stadig finde på undskyldninger for at spise.) Men man skal aldrig sige, at det kan være hyggeligt at være halvsløj, uden at tilføje et 7-9-13 og banke kraftigt under bordet.
Siden har jeg nemlig været syg ad flere omgange. På mandemåden. Faktisk vil jeg sige, at det har været tvivlsomt, om jeg overhovedet ville overleve. Note til selv: Man skal ikke lege med skæbnen.
I dag er projektet derfor at hjælpe andre, der måske selv er døden nær. Jeg deler en opskrift på ingefær te, som har hjulpet mig i mange svære stunder. Jeg ved ikke, om den kan forhindre døden, men den kan lette processen (og luftvejene ikke mindst) og sprede glæde i de sidste timer. Det kan også være, at man bare går og snøfter lidt som de fleste andre, eller fryser helt ind til benet, fordi man kom til at gå ud uden vanter (jeg taler af erfaring!) – Ligegyldigt hvad, så har jeg løsningen! Dagens opskrift er nemlig det, jeg vil kalde en vaskeægte life saver. Det er en opskrift, jeg laver, når jeg er sløj og virkelig har brug for at dykke ned under dynen med noget dampende varmt, der virkelig slår hårdt.
Ingefær er kendt for at booste både immunforsvaret og forbrændingen. Derudover er ingefær fyldt med antioxidanter, og trods der vist ikke rigtigt er nogen, der ved, hvad dét egentlig er, så lyder det som noget, vi gerne vil have, gør det ikke? Og så er jeg især vild med idéen om at få boostet min forbrænding, da jeg er sikker på, at min tendens til at tage på har alt at gøre med en sløj forbrænding og intet at gøre med min forkærlighed for chokolade. Et forbrændingsboost kan i hvert fald ikke skade, tænker jeg…
Udover alle de gode egenskaber i ingefær, som åbenbart er så gode og moderne, at selv 7-Eleven sælger det som shots, så elsker jeg især ingefær te, fordi det er så stærkt, at man i få minutter faktisk får illusionen af, at man kan lugte noget. Ja, eller bare trække vejret. We like.
Hjemmelavet ingefær te består af:
– Ingefær
– Citron
– Vand
.. Og derudover kan man peppe den op med lige, hvad man vil. Jeg tilføjer gerne kanel eller pumpkin spice, og jeg drikker den både kold og varm.
Med ønsket om en dejlig onsdag fyldt med store trøjer, minimale snotnæser og masser af te!
Hjemmelavet ingefær te - nok til 2 kopper
Ingredienser
Til teen
- 1 liter vand
- 1 stor ingefærrod
- ½ økologisk citron
Valgfrit
- ½ tsk kanel
- Sukker eller honning
Sådan gør du
- Skær skrællen af en ingefærrod og skær den i mindre stykker. Læg stykkerne i en gryde med 1 liter vand og skiver af ½ citron. Giv teen et opkog og lad den herefte simre 30-40 minutter under låg - jo længere, jo bedre.
- Når teen er færdigkogt, kan den smages til med kanel, honning eller andre krydderier, man ønsker.
- Hæld teen gennem en sigte, så citron- og ingefærstykkerne bliver siet fra og drik den varm eller kold. Hvis teen er for stærk, kan man tilsætte ekstra vand eller lidt mælk.