Jeg ved ikke med jer, men har vi ikke lidt manglet en nøddeis, vi kan spise direkte fra beholderen, eller hvordan?
Hva? Om vi kan spise is i november? Gu’ ka’ vi da så! Hvis finnerne og russerne kan, så kan vi også. Faktisk: vi SKAL!
Det her er en nøddeis, jeg spiste virkelig meget, da jeg var teenager og flirtede lidt med den (på det tidspunkt) nyankome raw food bølge. Dengang havde jeg ingen food processor, så jeg var nødt til at dele isen op i mindre dele og hakke det i en minihakker. Det tog en evighed, og endte faktisk også med at ødelægge min mors minihakker, hvilket jeg glemte at fortælle hende, før jeg satte den tilbage ind i skabet og lod som ingenting (undskyld mor). Dét, mine venner, er den dedikation, man skal have til sin is! Senere stoppede jeg selvfølgelig med at interessere mig for raw food, da jeg besluttede, at det var fup, og i øvrigt alt for dyrt og besværligt, men isen har hængt ved lige siden.
Dengang kunne jeg finde på at lave sådan en hel portion og spise den selv. Ja. Det hele. Og som jeg sidder her med en skål ved siden af mig, kan jeg konstatere, at det godt kunne gå hen at ske igen. Ehrm. Det virker fuldstændig vanvittigt, når man tænker på, hvor mange nødder der er i, men den har alligevel en eller anden lethed over sig og indeholder så sunde ingredienser, at man ikke bliver fuldstændig smadret af den eller får sukkerchok, og derfor kan man spise den i urimeligt store mængder. Den slags mad elsker jeg, og livet er altså for kort til at have dårlig samvittighed over at proppe sig med nødder, så jeg synes bare, at vi skal fyre den totalt af. Lev levet!
Isen består i al sin enkelhed af cashewnødder, hasselnødder, agavenektar, vand og kakaonibs. Nå ja, og fik jeg nævnt dét med peanut butter swirls? DEN HAR PEANUT BUTTER SWIRLS!
Ja. Der fik vi lige ryddet tavlen for al tvivl, gjorde vi ikke?
Jeg skal i hvert fald lige ud i fryseren efter noget mere…
Med ønsket om en god onsdag fyldt med kalorier, kaffe og karma!
Psst…
Hvis du er interesseret i andre former for dessert, så prøv f.eks.:
-
Peanut butter is (vegansk)
-
Chokolade crunch barer med Rice Krispies (vegansk)
-
Brownie med saltkaramel (vegansk)
MIN YNDLINGS NØDDEIS MED CASHEW OG KAKAONIBS
Ingredienser
- 3 dl cashewnødder
- 3 dl Hasselnødder
- 3 dl vand
- 5 spsk agavenektar eller sirup
- havsalt
- 1 tsk vaniljepulver
- 3 spsk kakaonibs
- 3 spsk peanut butter
Sådan gør du
- Kom nødderne i en food processor og blend indtil de begynder at samle sig som nøddesmør i bunden af food processoren. Dette kan tage nogle minutter, så husk at slukke for den og give den en pause ind imellem.
- Kom agavenektaren, vand, vanilje og lidt salt i og blend, indtil du har en samlet masse. Kom kakaonibs i og rør sammen.
- Kom ismassen i en brødform beklædt med bagepapir. Top med små klatter af peanut butter og swirl dem let rundt.
- Efter et par timer i fryseren har du verdens lækreste is!