Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg er Grand Prix fan. Kæmpe stor. På den der småpsykotiske måde hvor jeg laver lister, tjekker fanhjemmesider, laver grundig research og taler om odds i ét væk. Heldigvis har jeg gode venner, særligt mine beundringsværdige roomies, som har lært ikke at dømme mig, og som modstår den (formodentligt) kraftige trang til at kvæle mig, mens jeg sover. Til gengæld kvitterer jeg med ren og skær bestikkelse – nu i form af holiday dip.

Den uge, vi netop er gået ind i, er herhjemme kendt som Grand Prix-ugen. Det betyder en uge, hvor alt mere eller mindre er i undtagelsestilstand og hele ugen er viet til, at jeg godt må være irriterende fan-girl. Altså sådan lidt mere, end jeg plejer at være. I den forbindelse er én ting sikkert: Grand Prix menuen er ikke noget, man spøger med. De måltider, der serveres i Grand Prix-ugen, er altid særligt tilrettelagt og nydes på en helt særlig måde. Der er altså bare ekstra brug for mad, der kan lette den til tider lidt stramme stemning, når konkurrencen ikke går efter mit hoved og som kan sørge for, at jeg ikke bider mine neglebånd helt ned til grunden.

Når jeg skal planlægge menuen til Grand Prix ugen, bruger jeg som regel lang tid på grundig research. I år brugte jeg det meste af sidste uge på at ligge syg. Lå derhjemme på sofaen med savl løbende ned ad kinderne og så Facebook-opdateringer fra Kapsejladsen, der lignede en kæmpe fest, jeg skulle have været med til. Imens så jeg alt, hvad TLC havde at byde på og græd lidt i reklamepauserne. Især over at have misset muligheden for at se Jacob Bundsgaard i sømandsuniform. Fra min sengeliggende position havde jeg rig mulighed for at droppe alle tanker om nogensinde at blive sund og fantaserede om, hvor meget sukkerholdig mad jeg ville kunne nå at fabrikere til at spise foran fjernsynet. Men nu er jeg næsten blevet rask, og har nået at tale mig selv fra det værste. Jeg har også sørget for at være mæt, når jeg har søgt efter inspiration, hvilket hjælper gevaldigt på situationen. Jeg ved ikke endnu, hvad jeg laver på lørdag – finalemiddagen er en stor begivenhed, lidt alá hvad Super Bowl betyder for mænd, tror jeg – men det er en tradition, at der til i hvert fald semifinalerne SKAL være grøntsagsstave med dip. Jeg ved ikke hvorfor, for det er sjældent grøntssagsstave, man har allermest lyst til, når man skal se fjernsyn, men det ER nu altså alligevel en tradition, og jeg prøver i det hele taget at være positivt stemt over hele denne her sundhedsbølge, jeg forsøger at ride på. Så nu har jeg parkeret drømmen om en Oreo cheesecake (seriøst. NOGEN er nødt til at lave en. NU) og har i stedet forsøgt mig med noget, der giver mindre anledning til hjertekarsygdomme og fysisk ubehag. Det kan sikkert også noget.

Ja. Så nu kommer det: Som de fleste andre kartoffeldanskere er jeg vild med Holiday dip. Der er bare noget over færdigpakkede e-numre, der skal blandes op med creme fraiche, som jeg ikke kan stå for. Og nu er det jo ikke fordi, jeg tror, man dør af dét, medmindre man er meget uheldig, men nu prøver jeg at være både sundere og mere overskudsagtig (…), så jeg har lavet det selv. Sgu. Har søgt lidt rundt på nettet, men det eneste der popper op, er noget med noget allround krydderi og ketchup, hvilket ikke lige var det, jeg havde i tankerne. Og så er jeg altså heller ikke typen, der ejer løgpulver, men det burde jeg måske være, for det skal åbenbart i alting. Ud fra mine følsomme smagsløg oooog lidt hjælp fra Kims ingrediensliste har jeg dog decifreret, at vi må være ude i noget peberfrugt, hvidløg, tomat og paprika og jeg synes, at jeg er nået frem til en kombi, som faktisk fungerer. Alene dét at den har været i nærheden af friske ingredienser gør selvfølgelig, at den ikke smager helt som den originale, men den smager godt og man kan altså godt gennemskue, at det er holiday, den skal smage af, synes jeg.

Hav en dejlig Grand Prix aften og husk at stemme åndeligt, selvom vi først er med på torsdag!