JU-LE-FERIE. Ååh, jeg har ventet på denne dag i månedsvis! Hvis man ser bort fra et par eksaminer (og det gør man), så skal jeg intet lave det næste stykke tid andet at ligge absolut vandret og rippe Netflix for alt, de har af julefilm, jeg ikke allerede har set! …Oog måske også lidt dem, jeg allerede har set. Julefilm er til for at blive set igen og igen og igen.
Det er som om, at julen de sidste par år er begyndt at komme lidt bag på mig, og det irriterer mig, for jeg er ellers verdens største julegris. Jeg elsker de mørke morgener, at Salling er pakket ind som århundredets mest usmagelige julegave, julekalender og den kvalmende mængde af slik, der må indtages. Alligevel er det nu pludselig d. 13. december, og jeg har hverken fået pyntet op, hørt julemusik eller (og det her er det værste) forberedt nogle juleopskrifter til bloggen! Jeg skammer mig og føler, at jeg ikke gør min branche ære. MEN jeg har allerede besluttet, at jeg til næste år tager mig gevaldigt sammen og laver en julekalender til jer. Andet skal sgu ikke hedde sig! Indtil da må I nøjes med opskriften på dadelkugler – og så forsøger jeg at vriste en opskrift på gode æbleskiver ud af min svigermor, så der kan komme lidt julestemning ind på domænet. Sgu.
Ok. Det var lidt om dét. Og nu til dagens opskrift: hjemmelavet grøntsagsbouillon. En ting, som jeg for bare et års tids siden aldrig havde troet, ville være noget, jeg ville komme til at bruge min tid på. Jeg har altid haft en idé om, at det var et langt, møjsommeligt arbejde, som ikke alene var kedeligt, men også højest unødvendigt. Sandheden er dog, at det er nemt, billigt, lækkert og faktisk virkelig hyggeligt at bruge en søndag på. Hvis du er skeptisk, så forestil dig at telefonen ringer. Det er din mor. Hun spørger, hvad du laver. Det svar, hun forventer, er, at du har tømmermænd og lige var på vej ned for at købe chips. Men det, du i virkeligheden svarer, er: “nååeh, mig? Jeg står lige her og koger en fond”. Kan I se det? Alene for at have dén samtale synes jeg, I skal gøre det. Mor, læser du det her? Du må gerne ringe på søndag ved 11-tiden.
Jeg elsker suppe og mener, at det skal spises så ofte som muligt hele året, så fra nu af kan jeg altid være typen, der har hjemmelavet bouillon stående i fryseren. Og altsåøh… Dén type vil man da egentlig gerne være, vil man ikke? Under billederne deler jeg nogle gode råd, man kan følge, hvis man vil igang med bouillon-kogeriet og den opskrift, jeg selv ofte bruger.
Selv har jeg en date med min dyne, noget varm te og en opfølgning på de afsnit af Ludvig og Julemanden, jeg ved en frygtelig fejltagelse er gået glip af (det er så hårdt at have ferie). Med ønsket om en dejlig decemberdag fyldt med julelys, kalorier og ingen dårlig samvittighed!
Sådan laver du grøntsagsbouillon
1. Basen
God bouillon kan laves af mange forskellige grøntsager, men de basisgrøntsager, jeg synes, der altid skal være, er løg, selleri, gulerødder og hvidløg.
2. Krydderurter
Urter som persille, laurbærblade eller timian giver en god smag – man kan også bruge oregano eller dild. Jeg kan bedst lide, hvis man udvælger 2-3, så smagen ikke bliver for forvirrende.
3. Hak grøntsagerne
Man får den bedste bouillon, hvis man hakker sine grøntsager – på den måde er det nemmere at trække smag ud af dem. Man skal dog helst ikke skære dem alt for små, for så bliver de udkogte.
4. Kogetid
Bouillon kogt på ben bliver ofte bedre, jo længere den koger, men sådan er det ikke med grøntsagsbouillon. Jeg synes helst ikke den skal koge mere end to timer.
5. Brun eller gril grøntsagerne inden kogning
Inden jeg koger mine grøntsager, kan jeg godt lide at komme dem i ovnen under grill først. Jeg synes, det giver en dybere smag og det giver en dyb, mørk farve, som er super smuk. Dette trin kan dog springes over, hvis det skal gå lidt hurtigere.
6. Behold skræl og løgskaller
Når jeg laver bouillon, så lader jeg skrællen sidde på grøntsagerne. Jeg synes, at det giver en dybere smag og især løgskaller giver en god farve til bouillon. Husk dog at sørge for at alle grøntsagerne er helt rene, så der ikke opstår en jord-i-suppe-situation. Hvis man er typen, der har dårlig samvittighed over at smide skrællerne ud, når man har skrællet kartofler eller ordnet løg, så kan man komme dem i en frysepose og have dem liggende i fryseren. Så har man altid grøntsagsrester liggende, man kan koge bouillon på.
7. Brug de kogte grøntsager bagefter
Jeg har lidt dårlig samvittighed over at smide alle de fine grøntsager ud, så selvom de sommetider er lidt udkogte, kan jeg godt lide at bruge dem til ét eller andet. Hvis man sørger for at fjerne skaller og krydderurter, kan man bagefter bruge dem til en grøntsagsmos eller gemme resterne til en grøntsagsburger eller en tærte.
Ellers er princippet klart: klargør hurtigt nogle grøntsager – lad gerne skræl og løgskaller sidde – og kog i 1-2 timer. Bagefter kommes bouillon i poser eller bøtter, som opbevares i fryseren.
Hjemmelavet grøntsagsbouillon
Ingredienser
Grøntsager
- 3 kartofler (med skræl)
- 3 stængler bladselleri
- 3 gulerødder (med skræl)
- 2 løg (med skal)
- 4 fed hvidløg (med skal)
- 1 rødbede (mest til farve - kan udelades)
- ½ knoldselleri
Urter
- 1 bundt frisk persille
- 1 spsk hele peberkorn
- 5 laurbærblade
- 1 spsk tørret timian
Væske
- 3-3,5 liter vand
Sådan gør du
- Hak alle grøntsagerne i chunky stykker. Giv hvidløgene et tryk med den flade side af en kniv, så de åbner sig. Jeg griller mine grøntsager i ovnen ved højeste varme, indtil de er brune i kanterne, men dette trin kan springes over. Alternativt kan de brunes af på en pande.
- Tag grøntsagerne ud af ovnen og kom dem i en stor suppegryde. Tilsæt herefter urterne og koldt vand.
- Giv bouillonen et opkog og skru herefter ned på lav varme. Lad simre i 1-2 timer.
- Vent med at hælde i bøtter, indtil bouillonen er helt afkølet. Si den igennem din fineste sigte, så kun den klare væske er tilbage. Opbevar et par dage i køleskabet eller frys det ned - så er der altid bouillon klar, når du skal lave suppe.