Okay, okay, okay. Jeg ved, hvad I tænker. Bloggen går fuldstændig linsegalore lige for tiden. Er det for meget? Virkelig? Jaaaerh, okaaay. Men jeg kan ikke stoppe det. Der ER bare ikke noget, linser ikke kan… Og jeg kan bevise det! Hvem har f.eks brug for hakket kød, når man kan skovle linse/valnødde-kød op med store, knasende tortillachips og toppe det med avokado og dressing lavet på yoghurt, citron og hvidløg? Ikke mig! Jeg mener: hvor meget bedre kan livet egentlig blive?!
Inden I siger noget, så tillad mig at komme med en lille lingvistisk opklaring: Jeg kan godt selv høre det. Linsekød lyder lidt suspekt. Sådan lidt alá noget de sælger i IKEAs restauranter og som måske/måske ikke indeholder hest. Men der kan I forholde jer helt roligt! Linsekød har en fuldstændig ren ingrediensliste og er en sand redning til vegetarer, folk der prøver at leve kødfrit eller bare helt almindeligt dødelige, der ikke har råd til at fylde kurven med kød, fordi det er så !”#¤&¤”! dyrt – Ligegyldigt hvilke grunde man har, er linsekød perfekt som alternativ til kød, fordi det ligner stegt hakket kød, har lidt samme konsistens, smager lidt på samme måde og vigtigst af alt: kan bruges til præcis det samme. Mirakler kommer i mange størrelser!
Herhjemme på Janus la Cours Gade ender linsekødet 99% af gangene som fyld i tacoskaller, men det kan hurtigt forvandles til fyld i pandekager og lignende; spidskommen og chili er godt til mexicansk mad, men kan sagtens udelades og så i stedet erstattes med ting som hakkede tomater eller revne gulerødder – og så går jeg og pønser på at eksperimentere med at forvandle det til bolognese (fordi én slags opskrift på linsebolognese åbenbart ikke er nok i min verden…) Bliv lige hængende til næste afsnit af linsesagaen, i hvert fald!
Vegansk linsekød med valnødder
Ingredienser
2,5 dl grønne linser, skyllet grundigt
1 spsk olie
100 gram nødder eller kerner (jeg elsker valnødder, men alt fungerer)
1 dåse tomatpuré
1 løg, hakket
Krydderier
½ hakket chili eller 2 tsk chilipulver
1 spsk spidskommen
1 spsk paprika
2 tsk oregano
Salt og peber
Fremgangsmåde
▪ Skyl linserne grundigt og kog dem i saltet vand, indtil de er møre.
▪ Mens linserne koger, ristes nødderne på en tør pande. De skal være brune, men ikke brændte. (Dette trin kan udelades, hvis man har travlt eller er doven, men jeg synes, det giver en dybere smag.)
▪ Hak løg og chili fint.
▪ Hæld vandet fra linserne og hæld dem i en foodprocessor sammen med de ristede valnødder. Blend indtil det er en sammenhængende masse, men stadig har lidt tekstur.
▪ Varm olien på en pande og steg løg og chili i et par minutter. Tilsæt linse/valnødde massen sammen med tomatpuré og krydderier. Bland det hele sammen i steg i ca. 5 minutter, indtil det hele er varmet godt igennem og har lidt farve. Smag til med salt og peber.