Brrrr. Det kan mærkes både på vejret, madlysten og humøret, at det er marts. På januar måden. Selvom det flere dage er plusgrader, er det gråt og vådt på den der måde, hvor man ikke ved, om man skal være civiliseret og spise ved et bord, eller om man bare skal checke fuldstændig ud og spise alle sine måltider i sengen i dertilhørende hjemmetøj. (Heh. Det er faktisk løgn. Man ved godt, at man skal blive i sengen.) I dag har været sådan en dag, hvor vinden har revet mig i kinderne og hvisket “chiliiiii… I en skåååål… laaaaav miiiig”… Og den slags budskaber skal ikke ignoreres. (Vinden bad mig i øvrigt også om at spise en masse chokolade, men det er en trang, jeg gør lidt mere for at undertrykke.) Jeg ved ikke, hvad det er, men der er bare noget vanvittigt tilfredsstillende over en kæmpe skål med dampende varme grøntsager. Og JA, jeg kan godt selv høre, hvor vanvittigt irriterende den sætning lyder. Men det er altså rigtigt!
Min roomie Katrine, som jeg deler madbudget med, er ikke altid så nem at gøre tilfreds på den grøntsagsmæssige front. De skal helst gemmes så godt væk, at de næsten er usynlige og salatskålen nærmer hun sig ikke. Hun er nu ellers vældig sød til at smage på ting og sige, at de smager godt, også når hun ikke mener det, men det er alligevel ikke alle vegetariske retter, hun er helt med på. Denne her taler hun til gengæld om med julelys i øjnene, og derfor er den en klassisk genganger herhjemme. Okay, når ret skal være ret, så kan hun nok mest lide den, fordi der er masser af majs i, og fordi man kan få lov til at toppe med den ost og creme fraiche med høje procenter… Men herregud. Det kan man jo ikke fortænke hende i. Grundopskriften er selvfølgelig vegansk, men hvis man ikke går vanvittigt meget op i dét, så synes jeg, at ostevognen er en vogn, man skal hoppe med på. Dét er i øvrigt også de eneste elementer, jeg vil sige, man ikke skal pille ved. Derudover kan det meste lade sig gøre. Flere grøntsager? Gør det. Mere chili? Gør det. Andre bønner? Gør det. Mere krydderi? Gør det. Den er egentlig så overvældende medgørlig, at selv min far kunne servere den – and that’s saying something!
Vegansk chili
4 personer
Ingredienser
2 spsk olie
2 dåser flåede tomater
2 dåser bønner (f.eks kidney eller hvide bønner)
5 dl frosne majs
3 stængler bladselleri, skåret i tern
2 peberfrugter, skåret i tern
2 gulerødder, skåret i tern
1 stort løg, hakket
4 fed hvidløg
1 rød chili
Krydderier
2 spsk spidskommen
1 tsk oregano
Evt 1-3 tsk chilipulver
Salt
Topping: Ris, avokado, tortillachips og forårsløg er godt – ost og creme fraiche er bedre… Det hele på én gang er bedst.
Fremgangsmåde
▪ Varm olien op ved medium varme i en stor gryde. Tilsæt løg og steg i ca 3 minutter. Tilsæt hvidløg og steg et minut mere. Tilsæt krydderier og rør rundt.
▪ Tilsæt peberfrugt, gulerødder og bladselleri og steg i ca 5 minutter, eller indtil de begynder at blive bløde. Tilsæt tomater. Skru ned for varmen, når det begynder at simre. Chilien skal kunne simre uden låg.
▪Lad det simre i 20 minutter og rør i det jævnligt.
▪ Tilsæt de frosne majs og bønnerne og varm igennem.
▪Smag til med salt – der skal bruges en hel del!
▪ Server alene eller sammen med de toppings, du helst vil have alle toppings.